Jørgen Haugen Sørensen: Trængsel ved Dumhedens Port

Hans Alf Gallery slår dørene op til to nye udstillinger, når Jørgen Haugen Sørensens Trængsel ved Dumhedens Port åbner i hovedgalleriet, mens projektrummet lægger vægge til Natasha Kissells Through Hardships to the Stars.

Da coronavirussen skyllede ind over landet tilbage i det tidlige forår, var Jørgen Haugen Sørensens Trængsel ved Dumhedens Port det første egentlige krigsoffer hos Hans Alf Gallery. Udstillingen, der skulle være åbnet d 17. april, druknede i nedlukning og forsamlingsforbud, og allerede i midten af marts blev vi via en tvivlsom telefonforbindelse til Italien enige om at udskyde.

Det sidste halve år har Jørgen Haugen Sørensen tilbragt isoleret i sit hjem i Apuaner-bjergene kun afbrudt af korte ekskursioner ud i en lille skov på tværs af den smalle bjergvej, der løber forbi hans hus. Eller foran computeren. Han har arbejdet videre, ufortrødent og med samme næsten gale ildhu som altid, og den udstilling, vi skulle have præsenteret tilbage i april, er umærkeligt blevet en anden. Selvfølgelig er den det: Alting er forandret. En verden har været indskrænket, men er samtidig blevet åbnet uendeligt. Vores fælles skæbne som art på denne jord har sjældent syntes mere håndgribelig.

Trængsel ved Dumhedens Port er en masterclass i såvel formgivning som kunstnerisk præcision. Jørgen Haugen Sørensen har alle dage været en virtuos udi lerets lunefulde føjelighed, men det er nu alligevel som om, den evigt polemiske billedhugger i løbet af det sidste par år har formået at hvæsse ragekniven til en nærmest utænkelig skarphed. Hvad end det er bronzeskulpturerne i deres imponerede tyngde, de fjerlette relieffer i hvidglaseret keramik eller de balstyriske tegninger, nedfældet med blækkets tilgivelsesløse flod, så er energien og gennemslagskraften uforandret: ”Det er det her, det drejer sig om; dette er budskabet. Se det! Mærk det! Forstå det!”

Udstillingens titel peger givetvis tilbage mod tidligere værker, men Trængsel ved Dumhedens Port er på ingen måde repetition. Faktisk er Haugen Sørensen med sin nye værkkreds mere aktuel end nogensinde før. Det er livets ondskab, øjeblikkets fortvivlelse og altings uundgåelige ophør. Det er måske ikke særlig muntert, men det er hudløst ærligt. Samtidig synes udstillingen også at præsentere os for et grundlæggende dilemma: Hvad vil vi helst mødes med, når vi har kniven for struben, og alting styrter i grus omkring os? Floromvunden beroligelse eller nådesløs sandhed?

Personligt vælger Jørgen Haugen Sørensen det sidste. Altid.

Kilde: Hans Alf Gallery.