Gallerirevy København okt 2020: Tilværelsens ulidelige lethed – og tyngde

Jørgen Haugen Sørensen råber de dumme op med sine virtuose, skulpturelle udråbstegn, mens Peter Holst Henckel slipper latteren løs i en humoristisk metaudstilling. Iransk-danske Farshad Farzianki dyrker glade og vitale farver og går i dialog med andre kunstnere.

Lad os begynde vores rundgang med den ældste og alvorligste: Billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen fyldte forleden 86 år, hvilket på ingen måde påvirker hans både strømførende og dystre følsomhed, og han hører fortsat til de mest hudløse og mørke kunstnere i dansk kunst.

Skønt hans nye værker pendler mellem det florlette og tunge og mellem det hvide og det sorte, har de dystopien til fælles. Jørgen Haugen Sørensen lægger ikke fingrene imellem: Han er en samfundsrevser, der synes at stå lidt uden for det hele. Han tager sig til hovedet og måber over al den dårskab, som han er vidne til. Derfor titlen: Trængsel ved Dumhedens Port.

Når man som betragter kan klare dette sortsyn, skyldes det, at Haugen Sørensen er en af de allerfineste modellører i dansk kunst. Han mestrer den mimetiske virkelighedsgengivelse og giver de slemme syner i 3D en plausibel krop, så de lever – dog giver han altid værkerne et ekstra ondt tvist. Han er alt andet end udviklingsoptimist og har for længst opgivet troen på det gode i mennesket. Men hånden på hjertet: Har man særlig meget at have denne godhed i, når man betragter den globale udvikling pt.? Hans samfundssatire kan minde om Goyas, men uden dennes empati.

På udstillingen kan vi opleve såvel nogle fint ciselerede, hvidglaserede keramiske relieffer med tondo-form som hans store bronzefigurer foruden en serie blæktegninger. Uanset medie bæres det frem af en mester, som aldrig synes at brænde ud.

Udstillingen skulle have været vist i april, men så kom pandemien og lukkede alt ned. Siden midten af marts måned har kunstneren levet fuldstændig isoleret i Pietrasanta i Toscana, bortset fra nogle små gåture i en lille skov bag hans hus. Døden har været nærværende hele vejen igennem, hvilket værktitler som I blinde, Grædende kvinde, Verdens røvhul, Død hund på murbrokker etc. giver et vink om. Udstillingen skærer ind til benet og tager lidt af marven med.

Jørgen Haugen Sørensen: Trængsel ved Dumhedens Port. Hans Alf Gallery. Til 17. oktober.

Med tungen i kinden

Helt anderledes lattermildt og tongue in cheek er Peter Holst Henckels (f. 1966) udstilling, som handler om – at udstille. Konceptkunstneren Henckel benytter stort set altid det fotografiske medie, og ofte projiceres hans motiver på alskens materialer. Det er fotografi i et stærkt udvidet felt, og visse værker indtager rummet med deres tre dimensioner.

På udstillingen har Henckel rettet søgeren mod det persongalleri, som i snart mange år har været involveret i hans udstillingspraksis. Fra kunsthistorikerhustruen over museumsdirektøren, til galleristerne og ramme- og flyttemanden etc. Her får vi effektivt dokumenteret, hvor mange fagkategorier, som kunstnere holder beskæftiget.

Det er blevet en morsom meta-udstilling, hvor Henckel leger med virkemidler og perspektiver. Sidste år viste han sin tour de force af en udstilling Gensyn med Paradis – en illusionistisk totalinstallation – på Gl. Holtegård. Direktøren Maria Gadegaard er med på den aktuelle udstilling og står i døråbningen og tager imod i et trompe l’oeil-fotografi i s/h, som var der pludselig en ekstra dør i galleriet. 

Der indgår også et spændende dobbeltportræt af Spectas to gallerister, mor og datter, Else og Gitte Johannesen, hvor en ældre og yngre udgave af to næsten ens fysiognomier smelter sammen til en forunderlig helhed. Direktøren for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, er portrætteret med lukkede øjne. Træder man tæt på sidstnævnte, fremgår det, at fotografiet består af lutter bittesmå øjne!  

Udstillingen er naturligvis ekstra sjovt for det publikum, som er fortrolig med den danske kunstscene. Humoren er sluppet løs på Holst Henckels sprælske udstilling.

Peter Holst Henckel: Portræt af en udstilling. Galleri Specta. Til 24. oktober.

Tegnvrimlende farvesymfoni

Dansk-iranske Farshad Farzankia (f. 1980) fremstår umiddelbart som en sen ætling af den amerikansk-puertoricanske maler og graffitikunstner Jean-Michel Basquiat (1960-88). Samme tegnvrimlende vilde ”podning” af fladen, samme vitale og stærke palet, samme ”primitivisme”, og næsten – dog kun næsten – den samme vildskab som hans. 

Men Farzankia er rundet af det 21. århundrede, som han også henter visuel næring i, ligesom mange af hans motiver tager afsæt i den persiske kultur og handler om tilværelsen som migrant, der plantes i fremmede omgivelser. Hans eklektiske værker signalerer umiddelbart, at al kunst næres af anden kunst, hvilket jo er sandt: Kunstnerne står på skuldrene af hinanden, men alle ærlige kunstnere tilføjer noget unikt til deres egne værker og udvider kunstens samlede ”vokabular.” Det handler om at træde i karakter og finde frem til det uafviselige, som kun hin enkelte kunstner kan frembringe.

Formelt deler Farzankia også træk med Picassos kubisme foruden med graffitikunst, ligesom man sporer inspiration fra plakatkunst – Farzankia ernærede sig flere år ved at designe filmplakater, og han elsker angiveligt film.

Han arbejder æstetisk træfsikkert, og man kan sige, at hans værker fungerer som forstørrede skitsebøger fyldt med indfald som telefondoodles med ideer og oplevelser fra såvel hans eget liv som fra high og low culture, der mikses på fladen i én lang stream of consciousness – ligesom i automatskriften. Udstillingen er absolut seværdig, for værkerne spræller af liv, der især bæres frem af farverne, og det er, hvad mange mennesker ønsker at erhverve til deres vægge. Kunst, der giver liv til stuerne. 

Farzankia var 9-år gammel, da familien flygtede til Danmark. Han er uddannet grafisk designer. Imidlertid valgte han for nogle år siden den frie kunst og har fået en kometkarriere og stor kommerciel succes i løbet af få år med mange udstillinger i ind- og udland. Næste år viser Arken hans første solo museumsudstilling – og nu kan vi altså opleve hans anden solo i Andersen’s Contemporary med silketryk og malerier, malet på træ, papir og lærred. 

I en række tegninger i blå rammer kommer han måske betænkeligt tæt på Tal R’s (f. 1967) tegnede serier. Det er nok problemet med Farzankias kunst, at den umiddelbart kan ligne kunst, som vi har set før. 

Farshad Farzankia: Just Like That. Andersen’s Contemporary. Til 31. oktober.