Jona Borruts stedspecifikke installation RUMME HOLDE HUSE, som er skabt specifikt til Ole Vinter Room, er et forsøg på at skabe et mentalt kort over udstillingsrummet. I stedet for at referere til bygningens ikoniske arkitektur tager Borrut sit udgangspunkt i stedets miljø ved at skabe referencer til kobbertrykkeriet Printer's Proof som huser Ole Vinter Room i sit kontorlokale.
Borruts konceptuelle collage har en visuel form lavet af forskellige typer registreringer, som er skabt ved hjælp af et udvalg af genstande som bruges i trykkeriet samt objekter indsamlet fra udendørsmiljøet omkring Ole Vinter Room såsom asfalt, fjer, papirsposer osv. De tredimensionelle genstande har hun forvandlet til todimensionelle indtryk ved brug af tegning, fotografi, frottage, tryk og andre teknikker. I deres genskabelse har de fået en ny tredimensionel tilstedeværelse i form af en frise.
Den formelle sammenstilling af de forskellige objekter og de mange teknikker, der er blevet brugt til deres gengivelse, har gjort det muligt for Jona Borrut at danne nye og måske også uventede forbindelser mellem de forskellige objekter. Jona Borrut prøver gennem det nye billedmateriale at skabe en mentalcollage, som et forsøg på at bringe de mange historier frem, der ligger skjult i omgivelserne.
Jona Borrut (f. 1979) bor og arbejder på Møn. Hun er uddannet på Det Fynske Kunstakademi.
Kilde:
Ole Vinter Room
Ole Vinter Room