Forlaget og kobbertrykkeriet Printer’s Proof
Fremstillingen af et tryk involverer ofte tre samvirkende og kreative kræfter: en kunstner, et forlag og et trykkeri. Det er blandt andet visionære forlæggere og trykkeriers indsats, som muliggør tilblivelsen af eksperimenterende og nyskabende grafiske projekter. Printer’s Proof fungerer både som et forlag, der inviterer kunstnere til at skabe værker på papir, og som trykkeri, […]
Del
Fremstillingen af et tryk involverer ofte tre samvirkende og kreative kræfter: en kunstner, et forlag og et trykkeri. Det er blandt andet visionære forlæggere og trykkeriers indsats, som muliggør tilblivelsen af eksperimenterende og nyskabende grafiske projekter. Printer's Proof fungerer både som et forlag, der inviterer kunstnere til at skabe værker på papir, og som trykkeri, der tilbyder tekniske løsninger til pladearbejde og trykprocessen gennem et indgående kendskab til håndværket.
Mange af de kunstnere, som i årenes løb har været inviteret til et samarbejde med Printer's Proof, har ikke haft nogen forudgående erfaring med mediet, og har først givet sig i kast med grafikken på trykkeriets opfordring. Printer’s Proofs innovative og eksperimenterende brug af dybtryksmediet har igennem årenes løb ført til mange succesfulde samarbejder. Ved at omfavne udfordringerne i arbejdet med et omstændeligt og arbejdskrævende medie som dybtrykket, som de fleste forbinder med små sort/ hvide raderinger af Rembrandt og Picasso, har trykkeriet spillet en afgørende rolle i at videreudvikle den 500 år gamle teknik samt at genopvække interessen for dybtrykket.
Printer's Proof har fra det ene projekt til det næste udvidet sit tekniske repertoire for at kunne imødekomme kunstnernes visioner samt nutidens krav til en hurtigere og mere dynamisk arbejdsproces. Printer’s Proof er grundlagt, ejet og drevet af Master Printer Kell Johan Frimor og kunsthistoriker Olga Zolin.