Kai Nielsen: Født af hverdagen

30 maj 2024 - 5 jan 2025

Kai Nielsens bestræbelse på at skildre ’det naturlige’ og gøre sine værker tilgængelige forbinder hans kunst med noget jordnært og folkeligt

Kai Nielsen, Vandmoderen, Kopi hugget 2003-2004. Opstillet 2005. Glyptoteket © Kim Nilsson

Kai Nielsens bestræbelse på at skildre ’det naturlige’ og gøre sine værker tilgængelige forbinder hans kunst med noget jordnært og folkeligt


info

Kai Nielsen: Født af hverdagen30 maj 2024 - 5 jan 2025

Du har sikkert allerede mødt Vandmoderen, der tager imod Glyptotekets gæster fra sit bassin i Vinterhaven, og måske har du set Kai Nielsens figurer af arbejdende folk på Blågårds Plads, måske uden at vide, at han er kunstneren bag.
Mange har endda en egen lille Kai Nielsen-figur. Kai Nielsen kaldte sine statuetter for ”Haandens Format”. Han formgav dem for Bing & Grøndahl, Kähler og Dansk Kunsthandel, og de endte rundtom i mange danske hjem. Under #migogkai kan ejere af Kai Nielsen-statuetter dele et billede og deres historie om statuetten og dermed blive en del af udstillingen.
Muskelmænd, mytologi og moderskab
Kai Nielsen (1882 – 1924) var fascineret af menneskekroppen. Han tematiserede både stærke mandekroppe med antikkens idealkroppe som forbillede, som f.eks. i den monumentale skulptur Første generation, og kvindelige figurtyper inspireret af antikkens mytologiske skikkelser som Afrodite, som f.eks. skulpturen Aarhuspigen eller Venus med æblet. Men han fordyber sig også i hverdagsmotiver som Pigebarn, der piller tæer, statuetter af børn og portrætbuster af familien og af sin samtids kendte atleter, kunstnere og kunstsamlere.
Glyptoteket og Kai Nielsen
Kai Nielsens bestræbelse på at skildre ’det naturlige’ og gøre sine værker tilgængelige forbinder hans kunst med noget jordnært og folkeligt. Samtidig rummer hans skulpturer referencer til mytologiske og antikke fortællinger. Et af hans mest ikoniske værker, Glyptotekets vartegn Vandmoderen (1921), blev oprindelig udhugget på selve museet. Hendes historie indgår i udstillingen, ligesom du kan opleve nogle af Kai Nielsens mest omtalte værker og få en indføring i dem.
Kai Nielsen gik på akademiet i København og blev inspireret på Glyptoteket, hvor han studerede 1800-tals fransk og dansk skulptur og græsk og romersk antik kunst. Tidligt i karrieren kontaktede han brygger Carl Jacobsen, måske for at inspirere kunstmæcenen til at investere i sine værker. Glyptoteket har en omfattende samling af billedhuggerens skulpturer og skitser som indgår i udstillingen sammen med indlån fra danske og norske museer og private samlinger.
Dyrkelse af kroppen
Kai Nielsen var født og opvokset i Svendborg. Der var noget både jordnært og ophøjet over Kai Nielsen som person. Det kom til udtryk i den nærmest mytologiske fortælling om billedhuggeren og mennesket Kai, som hans familie, venner og bekendte var med til at bygge op om ham. Han havde en sprudlende humoristisk sans, stor karisma, overmenneskelig viljestyrke og manisk arbejdsomhed trods sin noget svagelige fysik og skrøbelige helbred.
”Man maa ha’ et sundt Legeme for at kunne skabe sund Kunst”, var et af den fynske kunstners mottoer. Det tog han meget bogstaveligt. Vedholdende modellerede han menneskekroppen parallelt med, at han trænede sin egen. Han dyrkede roning, svømning, boksning, ridning, fægtning, brydning og vandrede i de norske fjelde, hvor hans hustru, maleren Yanna Lange Kielland Holm (1880-1932), kom fra. Han kæmpede en evig kamp mellem sundhed og sygdom, og døde allerede som 41-årig i 1924 efter flere år med sygdom og operationer.
Kilde:
Glyptoteket

Adresse
GlyptoteketDantes Plads 7
1556 København V

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej, men lifter og elevator til de fleste udstillinger
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 10:00 - 17:00
Onsdag: 10:00 - 17:00
Torsdag: 10:00 - 21:00
Fredag: 10:00 - 17:00
Lørdag: 10:00 - 17:00
Søndag: 10:00 - 17:00

Entre pris
Priser
Voksen: 125 kr.
Under 27/studerende: 95 kr.
Grupper på 10 eller flere (når betalt samlet): 110 kr. pr. person
Under 18: Gratis entré
Årskort: Gratis entré

Sidste onsdag i hver måned er der gratis entré til hele museet.
Køb billet