På sin første institutionelle soloudstilling vender Kaja Lahoda udstillingsstedet Tranens murværk på vrangen. Hendes værker hænger ikke bare på væggen. Det, som hun præsenterer inden for bygningens mure, peger på det, som er inden i bygningens mure. Lahoda er ikke optaget af mursten, beton, træ og gipsplader. Det er den stenuld, som gemmer sig inde bagved, hun undersøger, skærer i, former og bearbejder. I det stendøde materiale dukker figurer op til overfladen. På Within The Wall træder isoleringen, som ingen sædvanligvis ænser, i forgrunden, og det livløse materiale animeres af ånd og alverdens kryb. Væggen får sit eget liv, som bevæger sig ind og ud ad den.
Stenuld, patenteret i det 19- århundredes USA og i dag synonym med danske Rockwool, bruges til isolering. Materialet har gjort menneskenes velbehagelige boliger og bygninger endnu varmere og tørrere. Men som Lahoda bemærker, har isolering også dermed yderligere afsondret mennesket fra dets omgivelser. De mure, der trækker en grænse mellem udenfor og indenfor, befæster stadig mere skellet mellem menneske og dyr, mellem natur og kultur. I den modernistiske arkitektur perfektioneres denne grænsedragning, så grænsen bliver usynlig som fx her på Henning Larsens smukke, renskurede Gentofte Hovedbibliotek. Alle de tekniske installationer, rockwool inklusiv, der tjener menneskets indretning af sin egen lille verden på komfortabel afstand af den store verden, er gemt væk i mure, vægge, lofter og gulve. Når omverdenen bryder ind er ubehaget derfor så meget desto større.
Den mus, svamp eller vandpyt, som kunne være en mindre attraktion udenfor, modtages på den anden side af muren med et lille gys som upassende indtrængen. Lahoda iscenesætter ubehaget ved malplacerede organismer og skadedyr. Tranens arkitektur slår over i noget nær sin modsætning, nemlig en fortegnet version af det hjemsøgte slot.
Lahoda er optaget af et element af gotisk horror i erkendelsen af, at selv vi moderne mennesker bebor huse, der huser uindbudte gæster. Murene bliver arnesteder for udyr og ikke mindst fantasien. Murene, der skulle adskille livet indenfor fra livet udenfor, bliver i hendes værk porøse og tegn på skred i den bærende konstruktion. Hvad Lahoda graver i ud over stenulden er også menneskets nye usikkerhed på et tidspunkt, hvor vores bygninger og byer er truet af mere vand, storm og brand. For det såkaldte ”indendørsmenneske”, der lever 90% af tiden inden døre, er det hele vores kultur, samfund og civilisation, som vakler, når interiøret er truet.
En uønsket gæst, som dukker op i Lahodas installation, er sølvfisken. Det vingeløse insekt har evolutionært udviklet sig minimalt. Det er derfor det, man kalder ”en levende fossil.” På udstillingen leger Lahoda med dette stykke paradoksale natur. De sølvfisk, som hun former i stenulden, kan både opfattes som relieffer, der gengiver levende dyr, og som geologisk fund, der kommer til syne i en forhøjning eller fordybning i en sedimentær bjergart.
Sølvfisken stammer fra varmere og tropiske egne, hvor man har en stabil høj temperatur og luftfugtighed. Men i hælene på mennesket har den spredt sig til hele verden og profiteret af vores stadig bedre isolerede, komfortable huse. Dens drifter og behov er et forvrænget spejlbillede af vores egne.
På vore breddegrader, hvor sølvfisk ikke kan klare sig udenfor, er deres habitat vores byggede miljøs revner og mørke afkroge såsom indbyggede, utætte VVS installationer. Lahoda har studeret deres sølvgrå skæl, deres såkaldte exoskelet. Hun tænker det som en intimiderende armering, der til sammenligning får homo sapiens, også kaldet ”den nøgne abe,” til at blegne. Disse små seje væsner har overlevet 400 mio. år på jorden og altså blandet andet dinosaurerne. Som sådan interesserer Lahoda sig for, hvordan de udstiller blot 300.000 år gamle homo sapiens’ skrøbelighed. Vi er blevet dyr, der synes afmægtige uden vores boliger.
Kilde:
Tranen
Tranen