En gruppe mødre, der lægger armene om hinanden og beskytter deres skræmte børn. Døden, der svinger sin pisk over et sultende folk. Oprørske bønder, der stormer afsted – klar til kamp. En sørgende kvinde med sit døde barn i favnen. En hånd, der bliver løftet mod himlen i protest.
Den tyske kunstner Käthe Kollwitz (1867-1945) er kendt for sine konfronterende og barske motiver. Hun oversætter social ulighed, krig og undertrykkelse til fællesmenneskelige fortællinger, og gennem sine upolerede værker skildrer hun de menneskelige vilkår i datidens Tyskland og opfordrer til både modstand og medfølelse.
Fra 7. november 2024 kan Kollwitz for første gang opleves i en soloudstilling på et dansk museum, når SMK – Statens Museum for Kunst åbner udstillingen Käthe Kollwitz – Mensch. Udstillingen viser Kollwitz’ kunstnerskab i dets fulde bredde og præsenterer både grafik, tegninger og skulpturer. Gennem cirka 130 værker giver udstillingen et nuanceret indblik i kunstnerens humanitære engagement og det sociale, politiske og historiske fundament, som hendes kunst udspringer fra.
Käthe Kollwitz arbejdede som kunstner i en tid, hvor Tyskland oplevede store forandringer. Fra 1890’erne til begyndelsen af 1940’erne bevægede landet sig gennem industrialiseringens voldsomme omvæltninger, der blandt andet medførte bolignød, hårde arbejdsvilkår og arbejdsløshed, og siden gennem to traumatiserende verdenskrige. Med sin kunst gav Kollwitz en stemme til dem, der led mest under disse forhold.
Selv oplevede Kollwitz tidens ulighed, sult og undertrykkelse på tæt hold. Hun boede det meste af sit liv i det fattige arbejderkvarter Prenzlauer Berg i Berlin, og gennem sin mand, som var fattiglæge, mødte hun arbejderklassens kvinder. Netop kvinderne er ofte hovedkarakterer i Kollwitz’ værker, og i stor kontrast til de mange passive kvindeskikkelser, som prægede kunsten omkring århundredeskiftet, fremstillede Kollwitz kvinderne som stolte, stærke og modige.
I sine tidlige værker arbejdede Kollwitz især med at skabe politisk engagement ved at trække på historiske begivenheder. Det ses blandt andet i hendes gennembrudsværk Væveropstanden (1893-97). Efter første verdenskrig bevægede Kollwitz sig i en pacifistisk retning. Hun mistede sin yngste søn, Peter, i krigens begyndelse, og med afsæt i sin egen smertefulde oplevelse skildrede hun krigens rædsler og satte fokus på de fællesmenneskelige erfaringer med sorg, afsked, død og kærlighed.
For Kollwitz var den kunstneriske betydning og den sociale betydning af hendes værker altid stærkt forbundet. I en tid, hvor mange kunstnere idealiserede kunsten som fri, stod hun fast på, at hendes værker tjente et formål, og hun insisterede på kunstens evne til at skabe forandring.
Kilde:
Statens Museum for Kunst
Statens Museum for Kunst