Käthe Kollwitz på SMK: Døden er en fællesmenneskelig erfaring

Statistisk er det 100%. Vi dørI Og det hjælper ikke at kigge bort.

Hos den fuldstændig uomgængelige tyske kunstner Käthe Kollwitz (1867-1945) er døden allestedsnærværende gennem hele kunstnerskabet.
Ofte går døden hos hende hånd i hånd med lidelse, gru, angst, tab og sorg – men måske allermest med et skrig om retfærdighed, mening og solidaritet med denne verdens ofre.

For selvom døden er så naturlig, som at trække vejret, mens vi stadig er i live, tager den sig også meningsløs ud, når mennesker går til på grund af fattigdom og armod, som det træder frem i kunstnerens mange socialt engagerede værker, der skildrer de undertrykte, udstødte og syge.

Og når mennesker slagter hinanden – og det gælder i Første Verdenskrig (1914-1918) såvel som i nutiden krige. For, suk, Kollwitz’ værker er ikke støvede og historisk bedagede: Også i dag drager sønner til fronten, og også i dag ligger børn døde i ruinerne. Kollwitz’ billeder slår stadig hårdt i hjertet.

“Jeg har igen og igen forsøgt at repræsentere krig. Jeg var aldrig i stand til at fange det. Nu er jeg endelig færdig med en række træsnit, der er tæt på at udtrykke det, jeg altid har ønsket at udtrykke. […] Disse tryk skulle sendes ud til hele verden og fortælle alle mennesker: Sådan var det – det var det, vi alle gik igennem i disse usigeligt hårde tider".

Sådan skrev Käthe Kollwitz i et brev oktober 1922, efter at hun havde skabt den grafiske serie Krig. Som næppe nogen anden kunstner kiggede hun dybt i arret efter Første Verdenskrig, som også kostede hende dyrt. Hendes søn Peter faldt som frivillig i krigens begyndelse. Serien er snittet groft, bastant og kulsort fra et meget smerteligt sted.

Et af seriens syv grafiske blade, De frivillige, viser krigsforførelsen, opført som en middelalderlig 'Danse Macabre', hvor døden slår på tromme og leder de unge mænd til slagmarken under en glorie af lys. Käthe Kollwitz' søn, Peter (nummer to fra venstre), er trukket helt ind til knokkelmanden, de unge mænd ser ligedele ekstatiske og regulært dopede ud. Samlet udgør gruppen en ustoppelig bølge, som trækkes mod lyset.

Et andet blad, Mødrene, viser en blok af kvinder i sorte skørter med grove hænder og furede pander. De har klumpet sig sammen som én organisme, idet de danner en fæstning til beskyttelse af deres børn, som de holder tæt ind til kroppen, eller som titter skræmt ud i sprækkerne.

Ofre er de alle. Dem der dør, dem der arres, dem der bliver tilbage, dem der frygter. Der er noget økonomisk og nedbarberet over en serie som denne. Kollwitz sled og slæbte i årevis for at finde det rette udtryk, mediet og metoden, og træsnittene har dette universelle og allegoriske præg. Det er alle krige. Og lidelsen er vi fælles om.

Det er ikke propagandakunst, men den grafiske kunst giver mulighed for reproduktion og distribution, og sigtet er klart: At ramme vores menneskelighed, så der aldrig bliver krig igen.

Derfor lavede hun også plakaten Nie Wieder Krieg til et arrangement af Den socialistiske arbejderungdom i 1924.

Menneskeheden er så bare ikke der endnu.

Døden er det mest vedholdende tema i Käthe Kollwitz' værk og hovedaktør i hendes sidste grafiske serie, Døden, som hun udførte 1934-37. Hun skabte serien som kridtlitografier, der giver muligheder for et andet og til tider mere sfærisk udtryk end den mere skarptskårne krigsserie.

I de otte litografier er Døden skildret som ubønhørlig mørk skellet-engel, der roder rundt i børneflokken for at udvælge det barn, han skal have med. En elsker, der dramatisk og overraskende dukker op bag kvinden med barnet. En hånd, som den fattige mor resigneret tager, mens to børn klamrer sig til hende.

Eller også er døden simpelthen inden i, som i værket Døden på vejen. Her sidder mennesket svøbt i en mørk frakke, som ikke adskiller sig klart fra omgivelserne. Han eller hun sidder med knæene oppe, mens den ene hånd holder om ansigtet. Munden er åben, de indsunkne øjne lukkede. Den døende ligner et foster.

I Døden med en pige på skødet er Døden nu en mor, der trøster og holder om sit barn. Pigen – syg med skyggeøjne og halvåben mund – læner sig overgivent ind mod hende og ind mod den mørke uvished, der er der i stedet for moderens ansigt. Et slip. En form for hengivenhed.

I værker som de to sidstnævnte er vi tættere på dødens naturlighed. Ikke at den ikke er skildret dramatisk og med stor patos, men dog med en form for accept og, ja, naturlighed.

“Jeg har oplevet, at menneskelig sorg ved siden af ​​fysiske kvaler og afsavn er underlagt livets love. Adskillelse og død ledsager hver persons liv”, skriver Kollwitz på et tidspunkt til sin ven Beate Bonus-Jeep.

I seriens sidste tryk, Døden kalder, har Käthe Kollwitz brugt sig selv som model.

En hånd rækker ud fra oven og berører den aldrende kvinde let på skulderen, og hun vender sit ansigt mod hånden.

Hun har lukkede øjne, fingeren peger opad. Det er et magisk øjeblik, næsten et bebudelsesbillede.