Keld Helmer-Petersen og Mette Ussing: At se det store i det små. . . i al enkelhed

Fotografen Keld Helmer-Petersen, der ville være fyldt 100 år den 23. august, og billedhuggeren Mette Ussing kendte hinanden og fulgte med i hinandens arbejder med respekt og ydmyghed. Ikke fordi de er beslægtede, men måske fordi de begge i deres arbejder forener abstraktionen og konkretionen, på en billedlig måde, med en fælles påtrængende virkelighedsforståelse. Derfor giver det mening for os i dag at præsentere dem i dialog med hinanden. At fotografiet har bevæget sig en lang sej vej for at blive anerkendt som kunstnerisk medie i offentligheden har ikke ændret ved dette.

Keld Helmer-Petersens værk er kendetegnet ved en strenghed og konsekvens, og poesien er lige om hjørnet. Helt tilbage til i begyndelsen af 1940’erne arbejdede han med at kondensere billedet og koncentratet vidner om en sanset og følt virkelighedsopfattelse, hvad enten det sete er modernitetens lyshav i den store by eller detalje-studier af genstande og arkitektur fra udkantsområder og industri-kvartere.

Gennem årene forfinede og raffinerede han billederne og sent i livet kom serierne Back to Black og Black Noise, hvor abstraktionen er nærmest total. Det væsentlige for Keld Helmer-Petersen var helt fra starten at udfolde og fastholde ”det virkelige” på en måde, der var både tidssvarende og præcis. Ikke nødvendigvis sand i ordets almindelige forstand, men oprigtig og med en etisk og poetisk grundforståelse.

Når han skildrede livet var der reminiscenser og genklange fra Bauhaus skolen og kunstfotografiet i 1920’erne, men han var hele tiden helt sin egen. Han evnede at gøre fotografiet vedkommende på en måde der var topmoderne, og hans grundforskning i såvel farve som sort-hvid fotografiet er en historisk landvinding. På udstillingen viser vi et udvalg af værker fra serien Winter’s Graphics, samt værker fra de mindre kendte serier Rails and Pavings og Darkroom Graphics 3.

Mette Ussing arbejder med det tre-dimmensionelle. Hun er billedhugger og med en forkærlighed for vifte-former i træ har hun bygget en kunstnerisk verden op som er ren og stærk. Til at begynde med arbejdede hun med tekstiler ophængt på vægge eller fra loft, af og til en slags beklædning. I de senere år er det primært træ hun har arbejdet med. I 1970’erne rejste hun i Nepal og Indien og mødte det hun har kaldt en ”åndfuld naturlighed”. Spirituelle over- og undertoner, der gennemtrænger livet og udmøntes i såvel den gamle traditionelle kultur som i samtidens billedhugger- og billedmager-arbejder. Hun giftede sig med en indisk mand og kom herefter ad naturlig vej ind på livet af lokal-befolkningen. Selv har hun skrevet følgende: På grund af min indiske ledsager lod det sig gøre at besøge templer, der ellers var lukkede for vesterlændinge og hvor jeg fik mulighed for at se nogle af templernes allerhelligste rum, der var fyldt med store og små guder, livfuldt hugget i sort sten, med lysende øjne af ædelsten, der så direkte på mig. Mette Ussings værk udfolder sig som muligheder, der bliver afprøvet og gennemarbejdet for til sidst at stå som essensen af form.

Kilde: Banja Rathnov Galleri og Clausens Kunsthandel