Kirsten Christensen: Ukraine – To dødsfald – Et brev

“Et synspunkt.
Med udgangspunkt i det Ukrainske flag, den blå og den gule farve, indrømmer jeg, at jeg tænker på krigen i Ukraine hver eneste dag. Der er ikke udsigt til fred og der bliver også truet med atomvåben. Hvordan skal man overhovedet forholde sig til det i kunstnerisk sprog ? Tegningerne i oliekridt er abstrakte og de er mest for at fortælle mig selv og Ukraine, at jeg ikke har glemt deres frygtelige situation, nu hvor krigen har raset i 6 måneder.

Jeg ønsker at promovere dette med at skrive breve også i fremtiden. Intet kan sammenlignes med at sætte sig ned og formulere sig skriftligt i ro og fred og give sig tid til at få hele historien med hver gang. Det er en evne der forsvinder, hvis man ikke vedligeholder den.  Det er i allerhøjeste grad en kultur. Folk elsker at få breve men glemmer tit, de er del af et kommunikationsmiddel, der kræver et kvalificeret svar. Selv har jeg nok skrevet en million breve. Tit er mine breve en slags taknemmelighed over, hvad jeg lige har oplevet med de pågældende mennesker, jeg skriver til. Jeg kan simpelthen ikke lade være og selvfølgelig betyder det noget, at jeg er kunstner og at jeg dermed også laver et lille billede at sende af sted. Folk klager tit over postvæsenet men husk, at hvis man ikke bruger det, så forsvinder det for altid. Hvis man vil have det skal fortsætte så skriv et brev for pokker, hvor svært kan det være.

Generelt hædrer vi vores døde alt for lidt i Danmark. Der bliver som regel stille når først begravelsen er overstået. Det er, som om man slet ikke kender dette begreb at ære den døde.
Det synes jeg er en stor fejl og en dårlig vane. Hvor diskretionen vinder over følelsen af at dele sin sorg med andre. Vi er så bange for ikke at være hensynsfulde nok og fordi det ikke bliver italesat sker mange fejltagelser her, hvor man måske hellere skulle være gået tættere på. Hellere tage fejl end, at de sørgende tror der hersker en fuldstændig ligegladhed, som ikke behøver at være reel. Mindet skal hædres levende. Og det kan selvfølgelig gøres på mange måder individuelt.

I de sidste to år har jeg mistet to gode veninder og ønsker på denne måde at hædre dem på min udstilling.
Forfatteren Pia Juul døde pludselig d. 30. september 2020 og det er et stort savn, at hun nu er borte. Vi udvekslede breve, byttede bøger og Pia var til mærkelige postkort. Jeg har valgt at vise et lille udvalg af brevene på denne udstilling og vise den sidste bog antologien, der udkom i 2020 også på denne udstilling.
Keramikeren Nina Møller Kristensen døde for et år siden og jeg har kendt Nina siden 1969. Jeg har altid beundret hende for den originale og udtryksfulde måde hun arbejdede med leret på. Desværre fik Nina aldrig den hæder som hun fortjente, i levende live. Jeg foreslog derfor efter hendes død at der skulle udgives en fyldestgørende bog, som belyste hendes talent og på en måde gør hende udødelig. Bogen udkommer 21. august.

Da Hilma af Klints tegninger dukkede op slog det mig, hvor uskyldige de på en måde var. På grund af rigdom i familien kunne Hilma arbejde isoleret og beskyttet i sit hjem i mange, mange år. Uskylden kan opleves i hendes værker, men hvor længe får man lov til at være uskyldig. Hun havde besluttet, at hendes billeder efter hendes død ikke måtte blive offentlige før efter 50 år. Måske kunne hun i sit ubevidste mærke, at der skulle gå år før hendes specielle billeder kunne opfattes. Og således kom det også til at gå efter 50 år.”

Kirsten Christensen, august 2022