Kristoffer Ørum: Putins næse

Anbefalet under Det skal du se! i uge 45

Nedenstående citat af Kristoffer Ørums, er afsæt for udstillingen Putins næse i Møstings Hus. Udstillingen har karakter af en hæsblæsende associationsrække, hvor personlig identitet, det levede liv og kunsten flyder sammen med storpolitik og digitale sfærer.

”Jeg kigger ned i indkøbsposen på nogle rødbeder. Et øjeblik synes jeg, at der er én, der ligner min mormors næse, eller måske minder den om det billede af Putins næse, jeg lige har set på Facebook. Senere i køkkenet, mens jeg laver rødbedesuppe overvejer jeg, om det måske var min egen næse, rødbeden mindede om. Om natten drømmer jeg om duften af rødbeder og rødbedefarvede pas. Duften af min mormors rødbede suppe blander sig med fragmenter fra romanen Næsen af den russiske forfatter Gogol, med pseudovidenskaben nasologi og mindet om Glyptotekets samling af løsrevne næser fra buster og statuer”.

Udstillingen består bl.a. af stencils malet med rødbedesaft, 3D-printede næser og rødbeder, inkjet-print, et webcam og skærme i forskellige størrelser med næsegenkendelse, tekster og animation. Tilsammen danner elementerne en række overlappende sproglige og visuelle forskydninger. Sociale medier som Facebook omdanner ansigter til punkter i koordinatsystemer og ud fra disse kvalificeres personer som terrorister, defineres som bestemte forbrugertyper eller som irrelevante. I Putins næse kaster et mønstergenkendelses-program et paranoidt-kritisk blik på udstillingens besøgende. Fremfor at genkende ansigter, er det trænet til udelukkende at se næser eller rødbede-lignende mønstre. Når systemet genkender noget, tager det et billede af det og deler det i udstillingsstedets digitale kontekst, sammen med en sætning hentet fra det sidste døgns nyheder, hvor næser indgår som politisk metafor eller i faste udtryk.

Putins næse er et flerårigt projekt, der søger at vende overvågningssystemernes forsimplede identitetskategorier og værktøjer mod dem selv. På denne måde genovervejer Ørum forholdet mellem national identitet, mad, krop og overvågning. Håbet er at åbne op for en identitetsmodel, hvor det er muligt at være fremmed, dansk, krop og digital repræsentation på samme tid. Første del af projektet blev afviklet på Galleri Image i Aarhus i 2017.

Kilde: Møstings Hus