KULØR KUGLE KANT

7 jan - 26 mar 2017

I udstillingen KULØR KUGLE KANT udfoldes en veksling mellem det naturalistiske og det geometriske, mellem hverdagsting og uigenkendelige former i værker af Jeanette Hillig, Jakob Hunosøe og Jytte Høy – og med Vilhelm Lundstrøm som historisk reference.

Pressefoto

I udstillingen KULØR KUGLE KANT udfoldes en veksling mellem det naturalistiske og det geometriske, mellem hverdagsting og uigenkendelige former i værker af Jeanette Hillig, Jakob Hunosøe og Jytte Høy – og med Vilhelm Lundstrøm som historisk reference.

Jakob Hunosøe, Jeanette Hillig og Jytte Høy
– i nærkontakt med Vilhelm Lundstrøm

“Linierne, Farverne og Fladerne er det vigtigste i Maleriet, for det er det eneste Øjnene direkte kan opfatte i Naturen og i Kunsten, og naar der er bragt Orden i dem, det vil altsaa sige, naar de virker behageligt på Øjet, saa er det Billede  simpelt og stærkt i sine Virkninger.”
– Vilhelm Lundstrøm

I udstillingen KULØR KUGLE KANT udfoldes en veksling mellem det naturalistiske og det geometriske, mellem hverdagsting og uigenkendelige former i værker af Jeanette Hillig, Jakob Hunosøe og Jytte Høy – og med Vilhelm Lundstrøm som historisk reference. Udstillingen er bygget op som tre sideløbende undersøgelser, hvori de tre kunstnere trækker forskellige elementer af Lundstrøms kunstneriske virke frem og udstiller hans værk i en samtidig optik. Gennem brugen af geometriske former, farver og opstillinger kommer et særegent fællesskab til syne, når både det abstrakte og det konkrete sættes i spil med ting fra vores hverdag.

VILHELM LUNDSTRØM (1893-1950) er en af hovedskikkelserne i dansk modernisme. Han blev født i København i 1893 og uddannet fra Kunstakademiet i København i årene 1913-15. I 1916 debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling med en række mindre, kubistisk-inspirerede værker. Samme sted viste han – på det, der senere skulle blive kendt som ”skandaleudstillingen” – sine såkaldte pakkassebilleder. De bestod af grove træstykker fra fragtkasser – pakkasser – som var delvist bemalet og komponeret i abstrakte montager. Og brød med alle konventioner på den danske kunstscene.

I 1919 forlod Lundstrøm for en periode de geometriske former, idet han skabte en serie af malerier med ”krøllede” figurer og motiver, der samtidig genintroducerede figurationen i hans værker. Størstedelen af Lundstrøms værker er dog kendetegnet ved en interesse for geometriske former og mulighederne for geometrisk forenkling af billeder. Det kommer særligt til udtryk i hans mange billeder af kvindelige figurer og opstillinger af hverdagslige genstande, som er de motiver, han producerede flest af livet igennem.

Pressefoto

JEANETTE HILLIGs kunstpraksis udfolder sig i et krydsfelt mellem abstrakt maleri og skulptur. I materialer som MDF, træ og masonit skaber hun de skulpturer og relieffer, der på forskellig vis bemales eller bearbejdes. Gennem sit arbejde med form og flade trækker Hillig blandt andet på minimalismens formsprog; værkerne består af genkendelige geometriske figurer, såsom firkanter, ovaler og halvcirkler, men fremstår på samme tid som taktile og håndgjorte elementer, der lader penselstrøgene træde tydeligt frem i de bemalede flader.

”Jeg opfatter Lundstrøms brug af den genkendelige figur, som en ramme eller endda en undskyldning for, at arbejde intensivt med formen og farven på lærredet. Det er klart, at man som beskuer hurtigt aflæser figurerne som det, de afbilder – et glas og en tallerken for eksempel – men det er i selve kompositionen og i hans maleteknik, jeg synes der er mest på spil for Lundstrøm.”
– Jeanette Hillig

Jeanette Hillig er født i 1977 og uddannet fra Kunstakademiet i København og Staatliche Hochschule für Bildende Künste i Frankfurt i 2002-08
JAKOB HUNOSØEs fotografier og Vilhelm Lundstrøms malede opstillinger retter opmærksomheden mod de ting, der omgiver os i hverdagen. Her bliver bøger, kopper og toiletpapirsruller gjort til andet og mere end brugsobjekter. Gennem disse billeder åbnes der for den poesi, der omgiver det hverdagslige – som når for eksempel en hvid kande fra IKEA bliver til en lille, sort fugleskikkelse i Hunosøes værk Indersiden af en vandkande malet sort. Kigger man nærmere efter, er der dog altid noget i Hunosøes værker, der ikke er, som man kunne forvente Det er små forrykkelser af virkeligheden, der er skabt med enkle midler og uden digital manipulation.
Jakob Hunosøe er født i 1975 og uddannet fra Kunstakademiet i København i årene 1998-2004.

JYTTE HØY skaber værker, der er kendetegnet ved en poetisk og enkel fremtoning. Men selvom værkerne er enkle i deres udtryk, så er de ikke nødvendigvis enkle at tale om. De modsætter sig en sproglig præmis, for værkerne skal sanses. De opererer inden for en visuel logik, hvor objekter fra hverdagen kan danne tråde af associationer. Som når for eksempel et hårnet på én og samme tid er det konkrete hårnet, et billede, en reference til modernismen og en geometrisk form. Jytte Høy tager udgangspunkt i nogle af Vilhelm Lundstrøms mest emblematiske værker: opstillingen og portrættet. Den genkendelighed, der er til stede i Lundstrøms værker, danner i Jytte Høys egne værker udgangspunkt for en yderligere abstraktion eller overdrivelse af det allerede eksisterende.
Jytte Høy er født i 1951 og uddannet fra Kunstakademiet i København i årene 1983-89.

Kilde: Rønnebæksholm


Adresse
RønnebæksholmRønnebæksholm 1
4700 Næstved

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: Lukket
Torsdag: 12:00 - 17:00
Fredag: 12:00 - 17:00
Lørdag: 12:00 - 17:00
Søndag: 12:00 - 16:00

Entre pris
Entré
Voksen (18 år+): 75kr.
Børn/unge: Gratis
Studerende med studiekort: Gratis
Medlem af Klub Rønnebæksholm: Gratis
Grupper (over 10): 60 kr. pr. person.
Adgang uden for normal åbningstid 300 kr. + entré.
Besøgende med gyldigt ledsagerkort kommer gratis ind.