Lars Nørgaard: Beehive Cockpit

Uro i balance. Former der mødes og brydes. De kolde farver og de varme farver. Nogle gange skændes de, for så at blive gode venner igen. Alting kan ændre sig, imens man står der og kigger på. Det er let at miste tråden, men du ender med at få overblikket – eller noget helt andet. For i Lars Nørgårds nye værker finder man tusinde fantastiske figurer men aldrig noget egentlig motiv. Og på den måde kan man sige, at han i dag favner hele sin kunstneriske praksis fra det ekspressive i 80erne til det mere tegneseriede og figurative sidst i 90erne. Derfor står Lars Nørgårds kunst stærkere i dag end nogensinde før.

Men på trods af alt det her kunst-tekniske (og kunst-kritiske) fyld, så syntes jeg alligevel, at der manglede et eller andet i denne pressemeddelelse. Noget om drivkraften bag. Noget om selve kilden til den kunstneriske inspiration. Så jeg skrev til Lars og bad ham om lidt mere. Lidt mere virkeligt. For hvor kommer denne tøjlede energi egentlig fra? Så her, for første gang på skrift, med kunstnerens egne ord.

”Jeg har lige været ude og afhente den nye maleri-optrævlingsmaskine i Silvan. Jeg sætter mig op på den trehjulede ladcykel, der har en kæmpestor trisse med håndsving monteret. Kører rask ud til Nils Stærk og sætter krogen i et gevaldigt Michael Kvium maleri, og trævler det op. Kører derefter ind til Hans Alf og trævler et par Erik A. Frandsen billeder op, blomsterkulørerne blander sig fint med Kviums kødfarver på trissen. Hos Mikael Andersen trævler jeg et par af Jesper Christiansens billeder op, der står også nogle små billeder af Katrine Ærtebjerg, forestillende dværge i fuglereder, men de er for kønne til, at jeg kan sætte krogen i dem. Tal R. kan jeg ikke finde noget af, ikke engang hos Bo Bjerggaard, der dog har et par uafhentede billeder af Peter Linde Busk stående. Disse ryger så på trissen, i stedet. Nede af Bredgade, hos Asbæk, kan jeg spejle mig selv i Peter Bondes billeder, jeg overvejer at standse op, men efterhånden er garntrissen blevet stor og tung, og cyklen er ved at få overbalance.

Jeg kører over Svanemøllen hjem, men i Hellerup, lige dér, i krydset ved Onsgaardsvej går det galt, rødt lys, hurtig opbremsning, og garntrissen ryger af. Den triller ned af den lille stikvej, forbi Bille August villaen “Strandhjem”, ud over molen og ned i den salte sø. Det kulørte garnnøgle driver ud, suger vand til sig, og begynder at synke, som en østvendt sol. Bille står, sædvanen tro, i sin hvide badekåbe, på terrassen foran sit soveværelse, og betragter sundet. Bille skærper falkeblikket, vender sig, og går ind i huset. Han returnerer med bogen “Nyere dansk kunst”, og en lille kikkert. Men det er for sent, kuglen er gået til bunds, og det eneste han kan betragte er den svenske kystlinje.” 

Da jeg modtog dette blev jeg nærmest rædselsslagen. Selv om jeg var ret sikker på, at kun de færreste af de benævnte var så krukkede, at de ville lade sig direkte støde, var jeg alligevel en lille smule ubekvem ved at sende det her til pressen, så jeg bad Lars om lidt uddybende. Her er hans svar.

”Hej! Ja, jeg kan godt forsøge igen med noget, der har med alt det i atelieret at gøre. Men når jeg prøver det, bliver det bare noget med en hat af spindelvæv, sokker man kan vride tusch ud af, og olie ud af ørene under samtaler med kunstelskere, og den slags. Det funker ikke. Slet ikke. For udtrykket i billederne ER jo til dels skabt af frustrationer, som du jo nok kan regne ud: ting der kan komme i Energi-banken. Og så er det jo naturligt, at jeg i et eller andet omfang trækker på og refererer til vennerne. For det er de jo, venner. Og det er da også det man har dem til?!” 

Og nu faldt alt på plads! Det her, var jo nok den mest præcise og vidunderlige beskrivelse af Lars´s verden og arbejde nogensinde. Nu forstår jeg, hvor dette herlige virvar af kulør og kaos i den fineste orden og uorden kom fra. Så i ærlighedens navn. Velkommen til Lars Nørgårds seneste udstilling, Beehive Cockpit, fyldt med fantastiske værker og kærlige frustrationer.

Kilde: Martin Asbæk Gallery