Louise Bourgeois: Structures of Existence: The Cells

Louisianas store efterårsudstilling Louise Bourgeois. Structures of Existence: The Cells præsenterer en af det 20. århundredes mest markante og indflydelsesrige billedkunstnere. Over cirka 70 år skabte Louise Bourgeois (1911, Paris – 2010, New York) et omfattende værk, der spænder over et bredt register af materialer og former, følelser og stemninger. Oeuvret er gennemsyret af psykoanalytiske og feministiske temaer, hvor de på en gang umiddelbare og strategiske kombinationer af genstande, materialer og personligt gods har et tydeligt ekko i samtidskunsten af i dag.

Udstillingen koncentrerer sig om en af Bourgeois’ mest originale værktyper: Cellerne. Betegnelsen Celle spiller på alle ordets betydninger – fra fængselscelle til munkecelle til kroppens mindste byggestene. Hvert værk er en selvstændig, rumlig installation fyldt med nøje arrangerede genstande, der i samspil med cellevægge af glas, gitter eller gamle døre skaber psykologisk højspændte og sanselige scenarier.

Membranen mellem liv og kunst er tynd hos Bourgeois.  Den personlige historie, smerte og lidenskab er brændstof for kunsten, hvor hun bearbejder familietraumer og forholdet til forældrene og imellem kønnene med lige dele skrøbelig hudløshed og rå nådesløshed.

Louise Bourgeois’ forældre levede af at sælge og restaurere gamle gobeliner, og som barn og ung hjalp hun ofte sin mor med restaureringsarbejdet. De mange nåle, tråde, tekstiler og gobelinfragmenter i værkerne har rod i denne historie. Cellerne rummer også spor af det flossede forhold mellem forældrene, hvor faderens åbenlyse forhold til familiens engelske huslærerinde, som boede i hjemmet, skabte konflikt og satte sig spor i pigen og teenageren Louise Bourgeois. Et sammenfiltret netværk af følelser som svigt, omsorg, kærlighed, raseri, magtesløshed, utryghed, angst og frygt løber igennem værket.

Cellerne lukker sig dog ikke om en specifik, privat fortælling. Lige så åben, kunstneren var, når det gjaldt de historier og følelser, som genererede værkerne, lige så hårdt insisterede hun på, at ’facit’ ikke lå her – men til enhver tid hos os.

I dag er det ikke muligt at træde ind i alle Cellerne, selvom det oprindeligt var kunstnerens intention. Vi holdes på kanten af de intime rum og kan kigge ind ad åbninger og sprækker som nysgerrige voyeurer. Mange af de benyttede symboler er gængse og tilgængelige, og alle kender umiddelbart forskel på lukkede og åbne rum, hårde og bløde materialer, smadrede eller hele ruder, spændte eller afslappede lemmer. Med hverdagsgenstande, som vores kroppe og erfaringer kender – senge, borde, stole, parfume-flakoner, tøj – står Cellerne som fremmede men også velkendte scenarier, der åbent tager imod vore egne fortolkninger.

Louise Bourgeois blev 98 år, og i de sidste 20 år af karrieren begyndte hun for alvor at arbejde i store formater, bl.a. med Cellerne, efter at hun i 1980 fik sit første egentlige atelier i en nedlagt tøjfabrik i Brooklyn, New York. Stedets størrelse muliggjorde værker i meget større skala end før, hvor kunstneren havde arbejdet i sit private hjem. Genstande fra den efterladte fabrik samt døre, vinduer og andre fundne elementer fra containere og renoveringsarbejder rundt omkring i New York blev vigtigt kunstnerisk materiale for Cellerne. Disse ting, med deres tydelige spor af tidens gang og forudgående brug, er kombineret med skulpturelle elementer skabt af Bourgeois selv, og denne kombination af objets trouvés og egne skulpturer er gennemgående for Cellerne.

Udstillingen, som vises i museets Sydfløj, er ikke strengt kronologisk bygget op, men starter dog med de tidligste Celler – foruden en forløber til serien – i det første rum: Cellerne I-VI blev skabt til udstillingen Carnegie International i Pittsburgh, 1991, og var de første værker, kunstneren betegnede ”celler”. Væggene er lavet af døre, og kunstneren beskrev selv disse værker som repræsentationer af smerte og pegede på den komplekse mekanisme i at se på og afsløre noget hemmeligt: “The Cells represent different types of pain: the physical, the emotional and psychological, and the mental and intellectual […] Each Cell deals with the pleasure of the voyeur, the thrill of looking and being looked at.”

Celler af forskellig karakter følger. Nogle har solide, andre har transparente cellevægge, og størrelsen varierer. Forskellige rum og rumlige metaforer bringes i spil, og genstande og stemninger skifter – fra det enkle og poetiske til det surreelle og rå.

Bourgeois skabte i alt 62 Celler inklusive fem værker, hun selv betragtede som direkte forløbere. På Louisiana vises 25, fra de tidligste til den sidste. Det er første gang, at så mange Celler er bragt sammen i én udstilling. Desuden vises et koncentreret udvalg af mindre værker, hvoraf de fleste er samlet i et lille ”Wunderkammer”. Her findes også nogle af kunstnerens såkaldte ”personage”-skulpturer fra 1940’erne. Mange af de samme motiver og temaer er gennemgående i oeuvret, hvad enten de foldes ud i grafiske arbejder, små skulpturer eller i Cellernes rumlige assemblager.

Udstillingen er tilrettelagt af Haus der Kunst i München i samarbejde med Garage Museum of Contemporary Art i Moskva, Guggenheim Museum i Bilbao og Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk. Med særlig tak til Louise Bourgeois Trust og The Easton Foundation.

Kurator: Julienne Lorz, Haus der Kunst.
Kurator på Louisiana: Museumsinspektør Tine Colstrup.

Louisiana viste i 2003 udstillingen Louise Bourgeois. Livet som kunst. Kunstneren er siden blevet en central figur i museets samling.

Kilde: Louisiana Museum of Modern Art