Det fortrængtes genkomst

Louisiana sætter pt. fokus på Louise Bourgeois’ celler, installationer med nøje udvalgte rekvisitter, som henviser til kunstnerens smertelige erfaringer som barn og kvinde. Det er en enestående og rystende kunstoplevelse.

Frem til weekenden kan man på ARoS opleve Robert Mapplethorpes forførende, groteske portrætfoto af Louise Bourgeois (1911-2010) iført langhåret, sort afghanerpels og med en fallisk skulptur under armen. Hun møder os med et satanisk smil. Dette ikoniske billede viser os en lille kvinde, der kender sin virkning til fulde. En af det 20. århundredes største og mest kontroversielle kvindelige kunstnere.

Udstillingen på Louisiana understreger først og fremmest den tort og svie, som kvinder led under i tiden før kvindefrigørelsen. Her måtte kvinderne leve op til patriarkatets dogmer om, hvordan en kvinde skulle opføre sig, og samtidig undertrykke deres drømme om at bryde ud og skabe et liv i overensstemmelse med deres indre liv og drømme. Louise Bourgeois’ suggestive værker er tegn på en kompromisløst ærlig, dybt original og på én gang bomstærk og hyperfølsom kunstner. På Louisianas store udstilling kan vi opleve ikke mindre end 25 af hendes i alt 60 celler, hvorved menes en række installationer, der ligger i krydsfeltet mellem scenografi, billede, skulptur og arkitektur. Herudover er der en række papirarbejder, tidlige skulpturer og en række mindre skulpturer, som udstilles i montrer.

En celle er mange ting
Ordet celle har mange betydninger. Det kan betyde en fængsels-, studie- eller munkecelle. Altså et rum, hvor man opholder sig alene enten for at udsone en straf eller som en selvvalgt isolation, hvor man forsøger at koncentrere sig om at dyrke sin gud, meditere, studere mv. Ordet kan imidlertid også referere til en celle inden for terroristernes rækker, ikke at forglemme cellen som en enhed i alle levende organismer.

Alle disse associationer spiller med, når vi oplever Bourgeois’ både fascinerende og virkelig uhyggelige celler, hvoraf nogle er de rene rædselskabinetter. Som Julienne Lorz noterer sig i sin artikel i Louisiana Magasin, så løber der en rød tråd mellem disse tredimensionelle serier af celler, som Bourgeois påbegyndte i 1986 og først afsluttede et par år før sin død, og en række papirarbejder fra 1940’erne, hvoraf nogle er med på udstillingen.

Her i begyndelsen fremstiller hun kvinder, der er vokset sammen med huse. Det er, som om de ikke kan slippe væk fra disse huse, som de er blevet en uløselig del af – som en enorm klods om benet eller om kroppen. Det er en metaforik, der er til at tage og føle på: Kvinden, der således er indespærret i sit hjem som husmorslave, har mistet sin selvstændighed, sin bevægelsesfrihed og sin identitet. Men kunstnerpersonligheden Louise Bourgeois evnede – i takt med feministernes kamp for kvinders rettigheder fra 1960’erne og frem – at gøre sig fri af slaveriet, og gennem sin radikale kunst ansporer hun også os, publikum, til at frigøre os.

Kvindehuse
Sin interesse for arkitektur, som vi således ser i disse første Femme maison-tegninger fører hun videre til disse tableauer eller rum, som cellerne egentlig er. Nogle af dem er omsluttet af gamle døre og vinduer, andre består af metalnet, så man tydeligt kan se, hvad der er sat frem inde i dem. Visse rekvisitter går igen. Det er især glas og spejle i en teatralsk iscenesættelse. Det er hverdagsting, håndfaste ting, om end af ældre dato, så der er noget smukt slid og patina over mange af disse ting, som jo meget passende også handler om erindringer og om det fortrængtes genkomst, for nu at mindes Sigmund Freud.

Gennemgående er der noget klaustrofobisk over disse små celler, som Louise Bourgeois har ‘befolket’ med disse tungt ladede rekvisitter, der henviser til de mest smertefulde oplevelser i hendes liv: Her en vindeltrappe, der fører ingen steder hen, dér en guillotine, der hænger over en model af hendes barndomshjem, dér en krop, som hænger ned fra loftet i Celle XXVI. Den er viklet helt ind i sig selv som en snurretop – hele overkroppen er dækket af disse omspindinger, der holder figuren fanget i sit eget spind.

For et par år siden viste Faurschou Foundation en udstilling med Louise Bourgeois Alone and Together, men første gang, hun gæstede Danmark, var i 2003. I anledning af hendes udstilling på Louisiana Livet som kunst blev hendes kæmpeedderkop Maman opstillet på Nytorv i København. Således er det danske kunstpublikum efterhånden fortrolige med Bourgeois’ kunst.

Alligevel bliver man overrasket over den radikalitet og styrke, som Louise Bourgeois’ værker repræsenterer. Lad os lige på denne plads fortælle lidt om hendes specielle baggrund og opvækst, da det er nøglen til hendes kunst:

Gennem hele sit lange liv henter hun sit kunstneriske brændstof i nogle traumatiske barndomsoplevelser. Hun blev født i Paris i en familie, der ernærede sig ved først at sælge og dernæst at reparere gamle gobeliner. Læg i den forbindelse mærke til, at en af cellerne, Spider fra 1997, er forsynet med strimler af disse gamle gobeliner på siderne. Bourgeois kunne behændigt tegne mønstre, der skulle fylde hullerne ud, og bemærk i den forbindelse, at nogle kunder på puritansk vis ønskede genitalierne på de små putti (englebasser) fjernet og erstattet af fx vinklaser.

Vælger kunsten
Som tyveårig påbegyndte hun studier på Sorbonne i matematik og geometri, for som hun sagde: “Det var skønt at læse nogle fag, hvor reglerne holdt hele vejen igennem.” Men hun tjekkede ud af studierne og begyndte i stedet på en kunstskole, hvor hun fik friplads, fordi hun kunne engelsk og dermed kunne fungere som tolk for de udenlandske elever.

Hendes far nægtede at betale for denne uddannelse. I et af Louisianas værker The Destruction of the Father (1974), der er bygget ind i en allerede eksisterende niche på Louisiana, ser man resterne af faren, efter at børnene og moren angiveligt har fortæret ham. Bourgeois lægger ikke fingrene imellem, og hadet til faren holder hele livet igennem.

New York
Selv om hendes afsæt i den grad er personligt, appellerer hendes værker til alle mennesker – med eller uden kunsthistorisk viden. For hvem har ikke sår på sjælen fra barndommen? Bourgeois gik i psykoanalyse i mange årtier for at finde sig selv og et sprog, der kunne beskrive hendes traumer. I barndommen levede hun med patriarkatets vrangside: Hun levede med de voksnes dobbeltmoral, da hun blev vidne til, hvordan hendes far bedrog hendes mor i hele ti år med hendes engelske nanny, der med hendes egne ord “ikke boede hos os, fordi hun holdt af mig, men fordi hun ville i seng med min far.” Det fortæller hun om i den fine film, som Louisiana viser. Hun og hendes mor måtte leve med den løgn og forstillelse, som foregik i et hjem, der var fuldstændig elektrisk pga. denne forbudte seksualitet, der samtidig blev fortiet.

I 1930’erne bliver Louise Bourgeois gift med den amerikanske kunsthistoriker Robert Goldwater. Hun stifter bekendtskab med bl.a. Duchamp, Willem de Kooning, John Cage og André Breton, da parret flytter til New York i 1938. Hun begynder at udstille sine værker fra slutningen af 1940’erne, men det store gennembrud får hun først i 1982, da hun er over 70 år gammel. Da får hun en udstilling på MoMA. I øvrigt var det den første soloudstilling med en kvindelig kunstner nogensinde på det ærværdige museum for moderne kunst. Derefter gik det vældig stærkt for Bourgeois – bl.a. får hun en Gylden Løve i Venedig i 1999, og da hun jo blev næsten 100 år, oplevede den kompromisløse kunstner næsten 30 år i rampelyset med et hav af store udstillinger verden over.

Gode edderkopper
I en lang række værker bruger hun edderkopper – som regel hunedderkopper – som symbol på hendes mor, der vævede gobeliner og passede på børnene, så godt hun kunne. Edderkoppen er hos Bourgeois derfor langt fra noget skræmmende dyr, som det tager sig ud for mange araknofobikere, snarere et venligt og kærligt dyr, hvilket fremgår tydeligt af den omtalte celle Spider.

I sine tidlige skulpturer, som Louisiana har en del af, og som kan opleves på udstillingen, ses hendes påvirkning fra samtidens moderne skulptur: Her ses inspirationen fra Giacometti, Jean Arp, Brancusi, Picasso og såkaldt primitiv kunst. Det er godt, at disse værker er med, da de sammen med papirarbejderne perspektiverer Bourgeois’ kunstneriske udvikling.

Det er en meget omfattende udstilling, som udfolder sig i Louisianas sydfløj. Måske lærer vi ikke så meget nyt om Bourgeois, men værkerne er særdeles tankevækkende, gruopvækkende og bevægende, og udstillingen er derfor et must.