Louise Sparre: Vibrant

Anbefalet under Det skal du se! uge 6
Louise Sparres Vibrant er som en vandring ind i kroppen. Udstillingen tager sin begyndelse med værker der refererer til kroppens overflade – grænselandet mellem ydre verden og indre krop. Her ses blandt andet værkerne Adaption og Fabric Object der henholdsvis forholder sig til hud og til vagina som grænseområder mellem det indre og det ydre, samt værket Circle of Control, en jernring med lange lyse hår-extensions, hvis titel refererer et coaching- og selvhjælpsbegreb, der promoverer en persons fokus på de ting personen tilsyneladende selv kan kontrollere (f.eks. livsvalg og attitude) fremfor de ting der er udenfor personens kontrol (f.eks. arvemasse og fødested). Herfra bevæger Sparre sig dybere ind i kroppen, ind under huden og helt ind til det mikroskopiske, og ser på kroppens mindste enheder: Cellerne. Sparres Cell Objects er forstørrede celler der, som reference til cellers diversitet, er fremstillet af forskellige naturlige og kunstige materialer såsom beton og silikone, og fremstår derfor med forskellig karakteristika; bløde, hårde, glatte, ru.

Menneskekroppen er bygget op af mange billioner celler – nogle er menneskeceller, mens over halvdelen er bakterier, altså fremmedlegemer. Celler, bakterier, vira, og svampe udfører hver deres relativt simple funktion i det komplekse system der er vores organisme, og summen af alle disse dele gør (kort sagt) at menneskekroppen kan fungere og agere. Nyerere forskning peger på at vores bakterieindhold – og specifikt vores tarmflora (mikrobiota)  – udover at facilitere vores fordøjelse, påvirker kognitive funktioner såsom hukommelse, indlæring, beslutningsprocesser, samt humør og sindstilstand, og derfor har indflydelse på vores personlighed, følelser, velvære, og psykiske sundhed.

Mennesket er derfor ikke en ophøjet autonom organisme, der adskilt fra naturen har fuld kontrol over egne følelser og handlinger. I stedet er mennesket et ordnet virvar af andre levende organismer – en superorganisme, et økosystem, eller en koloni – bestående af billioner af fremmedlegemer. Hvad betyder det så? For den nordamerikanske feminist og aktivist Donna Haraway, betyder dette blandt andet at vi mennesker kan gentænke vores opfattelse af os selv i forhold til andre arter (dyr, planter, bakterier osv.). Hun foreslår at vi nødvendigvis må bevæge væk fra den autopoietiske tænkning, der ellers har præget det vestlige verdensbillede; ideen om at mennesket kan eksistere, skabe og overleve autonomt. I stedet opfordrer Haraway til at vi vender os mod sympoietisk tænkning – hvor vi eksisterer, agerer og samarbejder med hinanden og med andre arter. Vi må derfor forstå os selv som dynamiske organismer, der som en del af vores omgivelser er til konstant forhandling.

Louise Sparres rejse ind til kroppens inderste, er altså samtidig en rejse ud imod et vibrerende foranderligt verdensbillede.

Kilde: Mette Kjærgaard Præst / M100