Overdådige interiører i sarte, men livlige farver. Detaljerige stillebener, fantasifuld indretning og nostalgisk udeliv. Mads Rafte Heins kunst er fyldt med livskraft og glæde, men også med melankoli og en sitrende tomhed, der lurer under overfladen.
Kunst er en ensom beskæftigelse – både når den produceres, og når den nydes. Kunstneren producerer den alene i sit atelier på basis af ofte årelange personlige overvejelser og erfaringer. Og beskueren oplever i sidste ende værket alene, i sit eget sind. Det kan godt være, at man kan tale med andre om kunstoplevelsen, men i sidste ende er det stort set umuligt at beskrive den visuelle oplevelse udtømmende over for andre. Denne ensomme, individuelle oplevelse er indkodet i billedets DNA. Siden den figurative kunst som vi kender den for alvor opstod i 1500-tallets renæssance, har billedet helt konkret været tiltænkt en enkelt beskuer. Perspektivet, der er den geometriske konstruktion af et tilsyneladende tredimensionelt rum på en todimensionel flade, og som blev det dominerende middel til at konstruere et billede efter dets opfindelse i det tidlige 1400-tal, forudsætter at en enkelt beskuer betragter billedet fra et bestemt synspunkt for, at illusionen om et tredimensionelt rum kan opleves fuldt ud. Ser man et billede konstrueret ved hjælp af perspektiv fra et bare lidt anderledes synspunkt end tiltænkt, forsvinder illusionen på grund af det nu forvrængede billede, der tydeligt afslører sin todimensionalitet. Selv i dag er vores dagligdag fyldt med billeder, der forudsætter en ensom beskuer; det fotografiske billede, der fylder vores verden mere end nogensinde før på TV og sociale medier, er også konstrueret efter perspektivets love og forudsætter en beskuer der ser det fra ét bestemt punkt, på linje med den kameralinse, der har nedfældet det.
Interiøret og stillebenet bliver i Mads Rafte Heins univers til maleriske udtryk for denne kunstens iboende ensomhed. Overdådige stuer og luksuriøse stillebener pryder hans lærreder. Luksuriøs keramik, fascinerende brugskunst og frodige planter fylder hans stillebener. Men selvom hans motiver er som taget fra det bedre borgerskab i Paris’ stuer, er der ikke en eneste af deres beboere at se. Stort set alle Mads Rafte Heins billedrum er tømt for levende væsener, og det er som om de sitrende konturer næsten får luften til at vibrere i sin tomhed. Ligesom Vilhelm Hammershøi, der som bekendt er berømt for at afbilde hvad der virker som den larmende stilhed i klassiske københavnske lejligheder i et væld af grå nuancer og med korte, hektiske penselstrøg, viser Mads Rafte Heins interiører og stillebener, at selv, hvor der er mennesketomt, er stor udtryksfuldhed mulig. Sågar er det måske er det netop grundet fraværet af alt levende og den handling og det drama, der normalt følger med levende væsener, at stedets og tingenes udtryk og betydningsfuldhed i Mads Rafte Heins kunst får lov at udfolde sig for alvor.
Som de fleste af os oplevede Mads Rafte Hein under coronapandemien nøjagtigt, hvor stor en betydning de steder og ting, vi omgiver os med, kan have for vores indre univers. Tvunget til at være i hjemmet størstedelen af tiden begyndte han at undersøge interiøret som motiv. Det, man ser og sanser allermest, ender i sidste ende med at blive ens visuelle univers. Det er det, man husker nøjagtigt, hvordan ser ud, og det, man kan forestille sig for sit indre blik. Når man læser en bog, ser man et univers for sig, der består af ting, man således har set og kan forestille sig, og når man bliver præsenteres for et nyt begreb eller fænomen, relaterer man det til det, man kender, før man begiver sig ud på ukendt terræn. Således er ens omgivelser afgørende for, hvad man tænker og er i stand til at tænke, og det er netop dét, Mads Rafte Hein undersøger i sine værker.
Et vigtigt aspekt i denne forbindelse er farverne. Mads Rafte Heins interiører forholder sig til farven lige så bevidst som Hammershøi gjorde det, men i stedet for at lade farvevariationerne forblive dæmpede og subtile, er der hos Mads Rafte Hein fuld knald på lyserød, gul, lilla og grøn. Pasteller og pangfarver harmonerer i de luksuriøse interiører, der trods ensomheden bliver som indbegrebet af glæde og fantasi. Som Mads Rafte Hein selv siger: ”Jeg tror der skal et sortsind til for at male i så vilde farver. Det er i hvert fald løsningen for mig. For 5-6 år siden tog jeg et valg om at skifte palette og univers. Det har hjulpet mig et sted hen hvor mine dæmoner ikke raser lige så meget. De dukker dog op en gang imellem i mine malerier, men de hjælper mig også videre.”
Ind imellem brydes det farverige univers af et mørkere moment: Kraniet, den rasende panter, voodoodukker og fortabte fugle. Symboler, der minder os om livets mørkere sider, og som dermed også minder os om, hvor vigtigt, det er, at vi holder fast i det glade, farverige og fantasifulde rum.