”The world was on fire, and no one could save me but you”. Sådan begynder den ikoniske popsang – stille og dramatisk – der gennemvæder denne udstilling. Sangen er schweiziske Pipilotti Rists version af den melankolske kærlighedsballade Wicked Game af Chris Isaak fra 1989. Mens Isaak crooner stabilt og holder spændingen på strandbredden i den originale musikvideo, tager Rist skridtet videre ud i vandet i sin mere hudløst desperate fortolkning i det nu ligeledes ikoniske værk Sip My Ocean fra 1996.
Havets og kærlighedens – lad os bare runde op til hele følelseslivets– uregerlige og omskiftelige væsen har været koblet sammen mindst siden antikken, hvor den vestlige verdens kærlighedsgudinde Venus som bekendt blev født af havet. I Pipilotti Rists værk er vi ude at svømme, og sammen med kunstneren bevæger vi os op og ned i vandoverfladen – den symbolsk og psykologisk ladede membran mellem synligt og usynligt terræn. Og selvom vi hele tiden er på relativt lavt vand, tages vi følelsesmæssigt med helt derude, hvor det er svært at bunde. ”No, IIIIIIII DON’T WANNA FALL IN LOVE!!!” Sangens omkvæd er struktureret som et klassisk ’call and response’, hvor korets svar gentages som et mantra: “This world is only gonna break your heart”. Heartbreaking. Men som desperationen stiger igennem Rists bearbejdning af den poppede readymade, kammer den også over i sin egen karikatur og bliver komisk. For blot at ende tragisk brat med sangens forstemmende sidste linje: ”Nobody loves no one…”. Slut. Og så forfra i et uendeligt loop.
Da Pipilotti Rist i 1996 skabte værket var hun efter sigende stadig ikke helt sikker på, om en videoinstallation af denne slags ville kvalificere som billedkunst, og om hun dermed skulle være billedkunstner. For Maiken Bent var mødet med værket et par år senere den øjeblikkelige inspiration til hurtigst muligt selv at blive det! I denne udstilling mødes de to kunstnere i et fortættet rum og en intim dialog, der tager afsæt i det afgørende møde og havet som det uendelige spejl og reservoir for vores eksistentielle spørgsmål.
I Sip My Ocean er to identiske videosekvenser spejlet omkring et hjørne som en farvestrålende Rorschach-tavle i bevægelse. Spejlinger er ligeledes et grundprincip og ledemotiv i udstillingens tre nye værker af Maiken Bent, der alle tager udgangspunkt i velkendte objekter med en tilknytning til vand. De vand-relaterede genstande og deres enorme, symbolske spændvidde, udgør en konstant i Bents produktion, hvor det skulpturelle afsæt altid er allerede eksisterende genstande, der er hentet fra hitlisterne over grej i byggemarkeder, sportsforretninger eller butikker for maritimt udstyr. De eksisterende tings emotionelle betydningspotentialer granskes og forløses i de efterfølgende bearbejdninger og koblinger med andre genstande, og også de nye værker i denne udstilling står som koncentrerede udsagn, hvor genstande, som vi og vores kroppe udmærket kender, henvender sig på ny med overraskende psykologiske dybder.
To swimmingpoolstiger spejler sig som skeletagtige væsener både knejsende og slukørede i hinanden, mens bløde fendere i hver sit beskyttende og begrænsende bur danner et symmetrisk par på væggen, hvor de skeler til hinanden som arrede torsoer, der er adskilte men dog forbundne. Et tomt bådestativ spejler sig om sin egen akse på gulvet – afventende og fuld af den fraværende fortælling om et skib, der er sejlet afsted med nogen.
I alle værkerne er forskellige dele forbundne med hinanden af slanger og kæder, der på samme tid er solide kredsløb og nervøse forviklinger, og hver skulptur rummer en stille, men dramatisk spænding mellem det opadstræbende og flydende, og det tyngende og forankrende – med vægte, karabinhager og ubrydelige lænker. Værkerne fastholder med præcise greb den flertydige zone omkring vandspejlet. De symmetriske, psykosomatiske skulpturkroppe læner sig både ind i og væk fra hinanden, afhængige og uafhængige. Og så kan de skrige ”No, IIIIIIII DON’T WANNA FALL IN LOVE!!!” lige så tosset, de vil.
Tekst af Tine Colstrup
Kilde:
ORTHUNGA
ORTHUNGA
