I min praksis er tænkning en kropslig registrering og sansning af materialer i relation til verden. Mit arbejdsmateriale kredser i denne udstilling til rabarber.
En gang hørte jeg en historie om, at rabarberne skulle være vandret fra en flodbred i Ukraine, over de centraleuropæiske bjerge på vej hertil. Rabarberne bærer på historierne fra de egne som de passerer igennem.
Rødder, knolde, stilke og blade er alle formet af den jord de næres gennem. Stilken er spiselig og bladet er giftigt for mennesker.
Rabarberhed kunne være beskrivelsen af den uomgængelige kvalitet ved en virkelighed, der tager sit udgangspunkt i den kendsgerning at rabarberen findes - og rabarberen vil også eksisterer uden menneskene.
Hvad er der at lære for mennesker/rabarber, som ikke allerede vides?
Hvad er der af ord skrevet og sagt om mennesker/rabarber, som ikke allerede er arkiveret som en del af hukommelsen?
Udstillingen arbejder med materialer og teknikker, der undersøger grænserne mellem det, der er, og det der næsten ikke kan registres. Teknikkerne er gamle mekaniske og kemiske bestemt for hænders arbejde og teknikkerne er også digitale og elektriske. Hver teknik har deres plads i undersøgelsens processer og eksperimenteren. Materialet er selve livet og døden, som det udtrykker sig i natur og kultur, hvor en plante aldrig bare er en plante, og et blad altid mere end et blad. Det er en invitation med ind i en registrerende undersøgelse af, hvad det vil sige, at sanse, at tale, at bevæge, at lytte.
For øjnene af os transformerer udstillingens billeder og gestaltninger af rabarberen sig - rabarberen den krymper og pakker sig, og den prøver at flytte sig. Udstillingen undersøger om en rabarber kan være stedfortræder for dét, vi helst ikke vil vide, se eller høre. Er det muligt at lave sprækker i vores forsvarsværker og vække vores empati og reflektion. Fastholde, presse, mase dét, som ikke er os, dét som træder ind foran vores øjne, og som i mødet gør os genkendelige som mennesker med al vores skrøbelighed og gru.
Det handler også om, hvordan et billede er en repræsentation af en virkelighed og det rum for håb og mulighed, som følger af oplevelsen af uro, ubehag og væmmelse, og som skaber en forbindelse til vores hjerter, – en forbindelse, som ikke er køn og sød, men påtrængende og voldsom.
Der er så meget, man kan sige om rabarber. For nyligt fandt jeg et rabarberskelet, som havde overlevet en vinter med sne og masser af regn. Strukturerne var intakte.
Udstillingen består af:
Fotogravure trykt som monotypier.
Koldnålsraderinger i kombination med fotogravure.
Små skulpturer på væg - rabarbersmykker - lavet af rabarber, shellak, grafit og ståltråd.
Skulptur på gulv: Rabarber som vokser i komposttønde med vandingsanlæg i loftet. Når låget åbnes høres lydoptagelser af ”forced rhubarb” - tvungne rabarber - rabarber, som vokser i mørklagte haller ved Yorkshire.
De vokser så hurtigt i deres søgen efter lys, at man kan høre dem gro. Lydene af 100-vis af rabarber-skud, den lyd der kommer, når rabarber bliver drevet frem i mørke omgivelser.
De vokser så hurtigt i deres søgen efter lys, at man kan høre dem gro. Lydene af 100-vis af rabarber-skud, den lyd der kommer, når rabarber bliver drevet frem i mørke omgivelser.
Maria Christina Bruun
Kilde:
KH7 artspace
KH7 artspace