Marie Rud Rosenzweig & Lulu Refn: Quality Street

PHOEBE (reading)

The lilies are her pretty thoughts,
Her shoulders are the may,
Her smiles are all forget-me-nots,
The path 's her gracious way,

The roses that do line it are
Her fancies walking round,
'Tis sweetly smelling lavender
In which my lady's gowned.

(MISS PHOEBE has thought herself strong, but she is not able to read such exquisite lines without betraying herself to a lover's gaze.)

Hvor der ved første øjekast er visuelle kontraster i deres værkers materialitet - varme og jord-tonede oliemalerier (Rosenzweig) og kølige og glatte skulpturer med blanke, højt glaserede udtryk (Refn) - findes der ved andet øjekast bemærkelsesværdige ligheder og forbindelser. Fortællinger, som skabes i sammenflettede øjeblikke, hvor værkerne veksler mellem at indtage rollen som scene og protagonist.

I James M. Barries skuespil Quality Street fra 1901, et stykke som foregår under Napoleonstiden og hvorfra Marie Rud Rosenzweig og Lulu Refn har lånt titlen til deres duo-udstilling, følger man to søstre, der er i færd med at opbygge en anerkendt skole. En ungkarl, som der ikke er mange af på Quality Street, afviser Phoebe, den ene søster, da hun er ældet synligt siden han drog i krig. Som modsvar opfinder og kropsliggør kvinderne en fiktiv karakter, en ung og attraktiv niece, som manden falder for. Det er en klassisk fortælling om patriarkatet og dets mekanismer og var en så stor teatersucces, at det efterfølgende lagde navn til det populære slikmærke.

Marie Rud Rosenzweig undersøger i sine værker, hvordan objekter og mennesker optræder og agerer i historiefortællinger. I hendes til dato største malerier møder man en orange legetøjshund med hjul, et tungt sminkebord, interiør som trapper, værktøj, og silhuetter af anonyme figurer. Narrativet, som påvirker kompositionen af værket og omvendt, er inspireret af en blanding af popkulturelle fænomener, såvel som objekter og mennesker fra hendes egen private sfære. Denne åbenbare og samtidig let fjerne og nostalgiske genkendelighed af hverdagen skaber en Freudiansk og “uncanny” effekt.

Lulu Refns skulpturer er baseret på det britiske konstruktionslegetøj, Meccano, som blev opfundet i 1898, i samme periode som Barrie (der er bedre kendt som forfatteren af den eventyrlige barndomsfortælling, Peter Pan) skrev sit skuespil, en tid præget af omvæltninger, frygt og håb for industrialiseringen. Denne periodes optimisme kan oversættes til de på samme tid børnevenlige og mekaniske former og æstetikker, der ses i det klassiske legetøj. Refn er særligt interesseret i at mime funktioner og den læren om konstruktioner i barndommen, der efterfølgende fører til et behov for “over-konstruktion” i samfundet. Hendes neutraliserede skulpturer, hvidmalede og reducerede i form (en blomst, et stakit, et vindue) refererer ligeledes til den skandinaviske designforståelse, der hylder det modulære og basale møblement, som har nået sit kyniske højdepunkt med IKEA.

Et tilbagevendende motiv i begge kunstneres værker er tandhjulet, et essentielt komponent i den maskinelle teknologi, der får et mekanisk kredsløb til at løbe rundt. Dets formål er at videregive en roterende kraft fra én del til en anden, og er symbolsk forbundet med produktivitet. I Refns skulpturer bliver tandhjulet en dekorativ, men dysfunktionel del af de stiliserede blomster. I Rosenzweigs malerier danner det et dekorativt mønster og element i det flade billedplan, som på et delvist falmet, vintage tapet.

I deres duo-præsentation afslører og dekonstruerer Rosenzweig og Refn mekanismer og konstruktionsformer i nutidens forbrugerkultur, der eksisterer i et stadigt patriarkalsk samfund: Hvordan man (de)konstruerer skønhed, hvordan man (de)konstruerer urbane og indenlandske landskaber, hvordan man (de)konstruerer kønsroller. Man bliver smerteligt påmindet om den alarmerende “tradwife” trend på sociale medier, der hylder, romantiserer og promoverer det regressive og konstruerede billede af den perfekte, traditionelle hjemmegående husmoder: smuk, nyttig, simpel - og sød som en æske med chokolade og karameller.

Tekst: Miriam Bettin

Kilde:
Alice Folker Gallery