Marie Søndergaard Lolk – Fleece

Her er åbent. Fremfor alt får noget vildt åbent lov at gro et øjeblik herinde, akkurat længe eller beslutsomt nok til at modnes og hænge mellem væggene som milde frugter. Så kan en nøjagtig historie brede sig ud over rummene, og snarere end at svare kan den spørge: ’hvad er (ikke) et billede’ eller ’hvad tror øjne, de har brug for at kigge på’, og den kan ønske sig misforståelserne, som var de et knasende lys over arbejdets nødvendige tvivl. Ved siden af hinanden eller i lag vokser usædvanlige kryds frem mellem at tøve og at forme. Kryds mellem stilfærdighed og maleri. Stilhed gør mange utilpasse, den er det modsatte af jobs og byer og penge og fornuften og kultur og selskaber og forestillingen om talent. Men hvis viljen til usprog også er en omhyggelig modstand (for det er den): herinde er sprogløst, og her er malerier.

Marie Søndergaard Lolk er en maler og samtidig: gennemførte beslutninger om Den Store Synligheds alternativer hviler sig i hendes flader – uden at kræve vældige lærreder eller malingens overflod for at vibrere og være iøjnefaldende. Udsagn behøver vel aldrig at råbe for at findes. Men når de ligefrem vælger at tale med reduktionens tunge, er det alligevel forvirrende. Hvis billedkunstnerens billeder interesserer sig for andre territorier end dem, der umiddelbart kan mætte et øje, vil hun så narre os? Vil billederne? Vil hviskende farver og transparensen og materialernes skrøbelighed snyde os for en tilgængelig oplevelse af Kunst? Fordamper skønheden? Dette skrøbelige kan undre, måske ligefrem provokere os, når vi af Kunsten som regel forventer variationer af noget monumentalt. Noget langvarigt, noget tungt og smukt at kigge på. Marie Søndergaard Lolks billeder er andre billeder, ikke usmukke, men sansningens spinklere monumenter. De vil nok ikke findes på tværs af mange liv, og det er heller ikke meningen. Kan det monument der er dømt til forgængelighed, og byder den velkommen som regnen efter en gul sommer, ikke være så smukt at noget brister et andet sted end i blikket?

For billedtonerne herinde lyder ikke som antimonumentale drømme om selvudslettelse eller sart tilbageholdenhed, meget mere summer de af nysgerrige diskussioner om, hvad et maleri og en følsomhed kan tage sig ud som. Hvordan intuition ikke behøver være de præcise beslutningers modsætning, og hvor malerier ellers kan eksistere end i den overflod af farvet synlighed og tyngde, de tit drages mod. Disse andre billedformer, en slags cremet ungdoms hurtighed bor også i dem, og de mumler. Så lidt grønt at det bare er en skygge over pappet, nærmest ikke andet end formodningen om grøn, fordi den slags trodsige neonstreg, ligner det et aftryk af. Et meget større spor af violet end selve den violetmalede bane på pladerne – først farvens eget ferske humør, der siver ned fra et hjørne, men mest udviskningen, den rosa svækkelse, som når skumringer trækker sig gennem en himmel. Hvidt og lyst og transparent, spiralen og svagt grå bølger, der virker tættere på ikke at være motiver end på at være det. Når noget er så smalt og langt samtidig, at det ligner et dyk af silke, mere end det ligner en overflade. Tusch, papir, pappet og strimlerne, og så folder stoffet sig om synet, undslipper det næsten og glider hen ad væggene som vand eller matte lyde.

Er der mindre eller mere at mærke, når et billede snarere længes efter gennemsigtighed end det hypersynlige? Gennemsigtigheden her er ikke svag, den deler slet ikke usynlighedens viljeløse væsen. Tværtimod: at se igennem disse billeder er både at se dem og at se noget andet. Noget der flimrer bagved deres umiddelbare fremtræden, det er som om de giver noget mere til rummet end sig selv. Snarere end den slags tætte afslutninger i ramme, hvor blikket kan bremses af (over)fladens rigelighed, maler Marie Søndergaard Lolk en kulisse at kigge videre fra. Først findes billederne som hver deres eget og egentlig grove glimt af noget, du sikkert ikke kan forestille dig. Og så samler de sig i en model for at kigge efter dette, du ikke ved hvad er, sådan en bred kikkert til det maksimalt formløse.

Kan det ikke være opmuntrende at tænke på kultiveringen af øjet som kultiveringen af et stykke jord? Og disse billeder som gødningen, der i al sin afstemte underbemønstring, får blikket til at vokse. Når der ikke er så meget at se på, er der så meget desto mere, vi overhovedet ikke kan se. Alting kan tage sig ud på alle måder, og det er vanskeligt at tilbyde menneskesansningen dette, når billeder plejer at love øjnene noget at kigge på. Vi er for længst parate til mødet med enhver virkelighedssplintring i alle kunstens rum, vi elsker og kender nemt abstraktion. Men i det øjeblik abstraktionen intensiveres, og giver sig til at stille akavede spørgsmål, måske endda stene helt ud, i det øjeblik tvivlen grundigt elskes, og males frem som antydninger eller slet og ret fravær: da bliver abstrakthed et muligt chok! Et muligt chok over alt det meget tynde og de småbitte spøgelsesfarver, over materialernes tilsyneladende afslappede indstilling til ødelæggelse og over et udramatisk fravær af genkendelig kostbarhed. Måske en formodning om noget vilkårligt, hendes stregs hurtige ligegyldighed? Eller simpelthen chokket ved for en sjælden stund at befinde sig blandt rene billedtilværelser uden mulighed for andet end tage del i deres kantede fortælling. Marie Søndergaard Lolks malerier forsøger at ikke-tale ved siden af ethvert sprog, vi kender eller kan erindre, men måske laver de også et nyt alfabet. De er på samme tid spraglede og sammenhængende nok til at være komponenter i en visuel sprogimitation.

Hvad kan noget krøllet bleggrønt sige sammen med grålighedens løsrevne plamager og en pludselig romantisk lyskugle badet i blå, det lillebitte gule og sorte i nærheden som et strejf af noget, der griner lidt? Sætninger af andre signaler end ordenes bliver det i hvert fald. En empatisk æstetik, der kan sætte følsomheden lidt fri fra logikken, og som med stor mildhed understreger, hvordan usproget ikke nødvendigvis behøver at chokere. At det kan være et tilbud til hjertet eller øjnene – eller til hvilket som helst potentielt logikafvisende organ – om at forlade virkelighedens konstante krav til ’at forstå’. Altid giver sproget tingene autoritet. Det er sprog, meget sjældent sansning alene, der organiserer os og enhver omgivelse.

Medmindre billedet et øjeblik kan få lov at gøre det ud for skrift i det trange helle, som kunsten kan være. Medmindre nogen insisterer på bare at tale gennem den uendelighed, billeder er. Fortælle en historie, der muligvis er stille og vanskelig at genkende, men som med morgeners åbne transparens lader sig opfatte på alle de niveauer, der er til rådighed, hvis sprog gerne må være noget andet og vildere end ord. Bogstavløst men tæt af tegn. At kigge ind i og ud gennem Marie Søndergaard Lolks vage malerier er at krølle nogle blanke skiver fornuft sammen, og for en stund lade billedet mere end ordet sætte verden i gang.

Kilde: Galleri Susanne Ottesen