Gallerirevy København nov 2020: Maleriets hybridformer

Marie Søndergaard Lolks afæsker de mest prunkløse materialer nye visuelle muligheder, mens Peter Linde Busk udvider maleriet som medie ved at skabe kompositte, reliefagtige billeder med keramiske elementer. Heroverfor åbner Jesper Christiansen i sine figurative og narrative malerier vinduet til verden og lader ældre og nyere kulturhistorie strømme ind.
Marie Søndergaard Lolk (f. 1981) nærmest ”gror” sine motiver på fladen i sin udstilling på Galleri Susanne Ottesen. Det sker, når hun inddrager nye og for malerkunsten fremmede materialer, så forunderlige formverdener opstår og formidler anderledes skønhedsoplevelser.

Hendes motiver kan minde om at kigge på skyer, hvor man genfinder figurer i deres luftige og omskiftelige former. Undertiden må man gnide sig i øjnene for overhovedet at få øje på motiverne som nu i det smalle og aflange Uden titel, 2020, tusch på skumpap (læg mærke til, at de titelløse værker identificeres ved materialerne), hvor man aner en grøn farve, der synes at tegne et næsten usynligt alfabet på fladen.

Eller i Uden titel, 2020, bemalet mdf-plade og bemalet skumpap-plade, der læner sig op ad væggen. Noget mærkeligt fremmed og mørkt bygger sig op som en kumulussky eller måske en uhyggelig atomsky, dér ovenpå en bagvedliggende flade.

I kraft af de prunkløse materialer, der er, hvad de er, helt uden dikkedarer, vokser nye visualiteter frem hos Lolk, hvis udstilling er ophængt rytmisk og legende.

Malernørd

Lolk har for længst fundet den kilde, hvorfra hun kan øse uendeligt, og hendes nye udstilling er legende og overskudspræget. Formaterne leveres af materialerne selv, som i Uden titel, 2020, bemalet karduspapir, der er ganske irregulært i formen, og hendes malede striber må derfor tilpasse sig det.

Der indgår også en del prints med mere stringente, abstrakte motiver foruden billeder med krusedullelignende mønstre. Søndergaard Lolk lukker således i højere grad maleriets vindue op for nye og overraskende form- og materialeksperimenter end for nye virkelighedsillusioner. Hos Lolk er maleriet mere objekt end projektionsflade.

Marie Søndergaard Lolk: Fleece. Galleri Susanne Ottesen. Til 21. november.

Outsiderbilleder

Peter Linde Busk (f. 1973) viser pt. nye værker med titlen Rhinoceros (næsehorn) i Galleri Bo Bjerggaards vestvendte lokaler. I den lange gang hænger desuden 12 grafiske værker fra 2011 og frem samt to papirarbejder. Busk værker en rummer en velgørende frodighed, og det gælder også hans grafiske værker.

Denne gang tager han livtag med de græske muser, hvilket fremgår af titler som Polymnia (den sublime og mytiske digtnings muse), Urania – astronomiens muse, Melpomene (tragediens muse) m.v., som han bearbejder i en serie keramiske skulpturer i mørkt ler, som han har glaseret mat-hvide og har givet en form som imploderede græskar.

Øverst krones de af figurer, der danser (Perpsichore) eller på anden vis agerer i henhold til de kunstarter, som de repræsenterer, idet nogle af figurerne er skabt af ler, der er fjernet fra siderne, hvorfor de optræder dobbelt – både negativt og positivt. Andre er indridset i siderne.

Én enkelt muse skiller sig ud: Calliope, heltedigtningen og den episke digtnings muse, der er fremstillet i et monokromt cremefarvet maleri i kalkmørtel, et materiale, som allerede oldtidens ægyptere kendte og anvendte.

I dialog med evigheden

En række malerier demonstrerer Busks nye eksperimenter med maleriet i et udvidet felt, hvor han kontinuerligt gør brug af nye/gamle metoder og tiloversblevne materialer fra tidligere værkserier.

Men også denne gang handler det motivisk om slagne figurer, som kan være inspireret af både populærkulturen eller kulturhistorien tilbage i tiden. Det handler om menneskelige eksistentialer som sejre og nederlag, opløsning og fald.

Man bemærker, at Busk har skruet markant op for farverne, og flere af værkerne sitrer af liv. I enkelte mosaikrelieffer har han integreret keramiske elementer, som stritter ud fra fladen. Det er kompositte værker, der består af en mængde forskellige materialer, der ”danser” uroligt i komplekse og uens mønstre på fladen.

På sin nye udstilling favner Linde Busk både historien og mytologien. Her tager han atter livtag med tilværelsens evige udfordringer.

Peter Linde Busk: Rhinoceros. Galleri Bo Bjerggaard. Til 28. november.

Samtale med Poussin og Martin A. Hansen

Malerprofessor Jesper Christiansen (f. 1955) er endnu en virtuos maler, der i sine både dekorative og kulturelt mangelagede malerier viser os rundt i kulturarven – dvs. den del af den, som inspirerer ham personligt.

Hans nye udstilling i Galerie Mikael Andersen har den dobbelttydige titel Om et år, der jo både kan forstås som et år ude i fremtiden, og referere til hændelser, der har udspillet sig i et specifikt år. Udstillingen var en kæmpe publikumssucces, da den blev vist i Odsherred Kunstmuseum hen over sommeren. Det er glædeligt, at det københavnske publikum nu har mulighed for at se den.

Motiverne er primært hentet i Odsherred, hvor Jesper Christiansen har boet i en årrække. Det er landskabsmaleri i moderne forstand – med lette perspektivforskydninger og leg med skalaforhold, inspireret af bl.a. den franske landskabsmaler Nicolas Poussins årstidsserie fra 1660-64.

I værket Op alle de ting (Martin A. Hansens cykeltur) refererer Jesper Christiansen imidlertid til Brorsons kendteste salme, der hylder naturen. Men der er nogle ekstra lag i billedet, ligesom Christiansen skriver citater direkte ind på fladen.

I et af de største værker med en cykel i en mennesketom forårsskov handler det om Martin A. Hansen, som opholdt sig i Odsherred og cyklede rundt i det bakkede terræn, da han i slutningen af 1940’rerne skrev romanen Løgneren. Her trænger forfatteren dybt ind i menneskesindet og skildrer degnen Johannes Vigs eksistentielle kvaler under en isolationsperiode – parallelt med isolationen under coronapandemien, hvor malerierne er blevet til. Men det er en moderne cykel, Christiansens egen, vi ser, ikke forfatterens. Christiansens motiver, der er malet på sortgrunderede lærreder, rummer et mylder af detaljer, så minutiøst skildret, at man konstant kan finde nyt.

Allerede da Jesper Christiansen debuterede i 1980’erne, skilte han sig ud fra sine generationsfæller, de unge vilde malere, ved at arbejde minimalistisk og i serier med et gentagende motiv.

Han er fortsat en ener og arbejder stadig i serier, men i dag er de narrative og sceniske, dog uden at der optræder mennesker. Malerierne har disse mange kulturhistoriske referencer og palimpsestagtige lag, som man kan gå på opdagelse i som en slags kulturdetektiv.

Jesper Christiansen ser måske mere tilbage end frem i denne serie malerier. Han åbner vinduet mod kulturhistorien, og denne gang oplever vi især den del af den, som har udspillet sig i Odsherred.

Jesper Christiansen: Om et år. Galerie Mikael Andersen. Til 28. november.