Maruša Sagadin og Merete Slyngborg

Anbefalet under Det skal du se! Uge 48

En fælles interesse i arkitektur og design er udgangspunktet for samarbejdet mellem Maruša Sagadin (SLO/AT) og Merete Vyff Slyngborg (DK). Samspillet mellem historiske referencer, pop eller trends er gennemgående, og begge kunstnere er ligeledes optaget af, hvordan køn og ideer om smag afspejles i de objekter, vi omgiver os med.

Merete Vyff Slyngborgs praksis tager afsæt i arkitektur, indretning, udsmykning samt de skiftende trendmekanismer, der ligger bag. Hun sidestiller i sin brug af kunstnerisk bearbejdede hverdagsobjekter disse mere flygtige tendenser med klassisk kunsthistoriske referencer og kunsthåndværket som genre. Indretningsdesignets kønnede historie, og mere specifikt kvinders rolle i denne, har stor betydning hos Slyngborg, der især er fascineret af Elsie de Wolfe (1865-1950) & Dorothy Draper (1889-1969), som var de første til at gøre indretningsdesign til en kommerciel profession. Til Vestjyllands Kunstpavillion har Slyngborg farvelagt rummet i tre nuancer, der matcher tre væghængte objekter. Visuelt minder objekterne om opbevaringsmøbler, men er også nært beslægtede med billedcollager eller maleri. Ved at tage en variation af visuelle referencer i brug sammensmelter Merete Vyff Slyngborg ubesværet de ofte nedladende ideer om dekoration, pynt og ”kvindesyssel” med ideer om kunstnerisk værdi og tyngde.

Maruša Sagadin bevæger sig ligeledes frit mellem forskellige funktionelle og æstetiske formkategorier i sin kunstneriske praksis. Udstillingen består af en serie farvemættede og tvetydige skulpturer i rå materialer såsom beton, stål og isoleringsskum. Som i en collage eller et puslespil danner de tilsammen et antal objekter, hvoraf nogle fremstår som bænke og en er placeret i kunstpavillonens lystanlæg. Hovedparten befinder sig i selve udstillingsrummet, hvor de inviterer de besøgende til at sætte sig ned foran Slyngborgs væghængte objekter. Ved nærmere eftersyn giver flere af skulpturerne indtryk af klassiske søjler, der er anbragt på gulvet. I siddehøjde forvandles søjlen til et tilnærmeligt objekt, som samtidig fratages sine maskuline konnotationer i et simpelt greb. I Sagadins værker bringes menneskelig anatomi, klassisk og postmoderne arkitektur, populærkultur, mode, køn og sprog i tæt forbindelse. Som hos Slyngborg arbejder Sagadin i grænsefeltet mellem kunstnerisk objekt og design, og med lejlighedsvis humor og overdrivelse peger Sagadin samtidig på kunstens sociale og deltagerorienterede aspekter.

Kilde: Vestjyllands Kunstpavillon