Melanie Kitti: eggs roll upwards

3 okt - 16 nov 2025

En ambitiøs, nyproduceret soloudstilling skabt til udstillingsrummet med rødder i kalkmaleriets traditioner, i Nordjylland og som kunstform.

Melanie Kitti, a way to go astray. Foto: Helene Toresdotter.

En ambitiøs, nyproduceret soloudstilling skabt til udstillingsrummet med rødder i kalkmaleriets traditioner, i Nordjylland og som kunstform.

Kitti arbejder i sin praksis med freskoen som medie, hvor maleriet og det skulpturelle smelter sammen som en fundamental og narrativ byggeklods.
I Melanie Kittis kunstneriske praksis danner freskoen centrum som tradition og i perspektiv af den tid, som vi lever i. Freskoen er bedst kendt som dekoration af kirker med religiøse motiver og som formidling af kristendommens moral og dyder fra middelalderen. I Nordjylland har denne tradition også hersket, et håndværk som først op gennem 1900-tallet for alvor er blevet anerkendt som en del af kunsthistorien.
I freskoen findes en tvetydig gengivelse af religiøse lignelser, det levede liv og mytologiske figurer. Hybrider mellem menneske og dyr findes i de kristne symboler og fresker, ligesom vi kender kentauren og faunen fra græsk og romersk mytologi. Disse motiver fremstår som symboler på afkroge af menneskelivet, en splittelse mellem krop og sind, handling og erkendelse. I eggs roll upwards smelter maleriet og det skulpturelle sammen i freskoen, og tematikker som moderskabet og alternative fortællinger om samfundets normer skaber rum for eftertanke og sårbarhed i spekulationer om individets rolle i normative fællesskaber, både i familien og i samfundet.
I eggs roll upwards gransker Kitti menneskets forbindelse til omverdenen, den fælles historie og arv, vi bærer med os, og naturen som et spejl. Det udmønter sig både i undersøgelser af samtidens fortællinger og af arkitektur og rum, som fletter forhistorie, mytologi og levede erfaringer sammen i freskoens maleriske og skulpturelle udtryk.
eggs roll upwards er åben frem til 16. november. Hver dag fra 10-16 frem til 26. oktober. Efter aftale fra 27. oktober til 16. november.
Udstillingen er venligst støttet af Statens Kunstfond, Slots- og Kulturstyrelsen, Augustinusfonden, Det Obelske Familiefond, Ny Carlsbergfondet og Frederikshavn Kommune. Tak til vores research-partnere hos Nordjyllands Kystmuseum og Skagens Museum.
Kilde:
Skal Contemporary

Fakta

Melanie Kitti er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Kunstakademiet i Oslo samt Forfatterskolen i København. Hendes debutbog Halvt urne, halvt gral udkom i 2022 (Gyldendal). Hun har på det seneste bl.a. udstillet på Carl Eldhs Ateljémuseum (Stockholm), Andersen’s (København), Overgaden (København), Rønnebæksholm (Næstved) og Nasjonalmuseet (Oslo). I 2024 modtog hun desuden et Bernadottestipendium fra Marianne och Sigvard Bernadottes Konstnärfond.


Adresse
Skal ContemporaryFyrvej 36
9990 Skagen