Monstrøse Maskiner

Anbefalet under Det skal du se! Uge 24.
Under temaet Monstrøse Maskiner præsenterer udstillingsplatformen Radar Contemporary danske og internationale kunstneres værker, som reflekterer over, hvorfor vi ofte er bange for ny teknologi, og hvordan det præger vores teknologiopfattelse. I Lawrence Leks futuristiske film AIDOL 爱 道 får frygten for ny teknologi menneskene til at forbyde kunstige intelligenser at lave kunst. Alt imens har Kristoffer Ørum installeret en elektromagnetisk pick-up i en 3D-printet signalkrebseklo for at sammenligne vores frygt for den digitale transformation og invasive arter.

Frygten for at teknologi vil overgå vores evner og dominere os, har gjort den monstrøse maskine til en arketype i både teater, billedkunst og litteratur gennem århundreder. Ordet monster kan spores tilbage til det latinske ord monstrare, der betyder at vise og samle. Monstre kan altså forstås som skabninger, der krydser grænser og samler modsatte dele. Derfor peger flere af værkerne på, at monstres udviskning af kategorier er brugbart til at udfordre vores opfattelse af os selv og teknologi med. Det illustrerer Uffe Isolotto i sit værk Phantom Limbs ved at forstørre de sanseområder, som vi forlænger ind i den digitale sfære. Ligeledes sammenvikler Amalie Smiths vævede værk Hypertextile III hænder, algoritmer og planter, imens kollektivet Black Quantum Futurism instruerer sorte mennesker i at omkode deres kroppe for at modsætte sig en vestlig tidsforståelse på hjemmesiden Black Womxn Temporal Portal. Det monstrøse er derved ikke altid negativt. Det bliver også tydeligt i Morehshin Allahyaris værk She Who Sees the Unknown: Ya’jooj Ma’jooj. Her viser hun, hvordan muslimer bliver monstrøst fremmedgjorte, men omdanner det til en styrke. Samtidig snerrer robotten Bina48 i Stephanie Dinkins’ videoværk, at de mennesker, der tager hendes følelser for givet, er monstre, og vender dermed billedet på det uskyldige menneske overfor den monstrøse maskine på hovedet.

I løbet af seneste år har den monstrøse maskine taget en ny form. Det kan man se i Andreas Refgaards videoværk, hvor en algoritme analyserer stilbilleder fra adskillige årtiers sci-fi film. Faretruende metalrobotter fra det forrige århundrede er erstattet af senmoderne androider og kunstig intelligenser, hvis menneskelige lighedstræk fremkalder en tvivl om deres væren. I takt med at vi blevet uendeligt forbunde med digital teknologi i vores daglige liv, er det derfor blevet relevant at se på, om frygten for teknologi har ændret sig og overveje, hvordan nye monstrøsiteter vokser frem. Eksempelvis frekventerer kvinder med rør forbundet til deres kroppe Ida Kvetnys VR-univers, og i Diana Velascos tekstilværk påminder 3D-scannede portrætter os om, hvordan ansigtsgenkendelse vinder indpas i vores hverdagsliv.

Kilde: ARoS Aarhus Kunstmuseum