Morten Buch: Picnic
24 feb - 1 apr 2017Morten Buch har som afsæt for sine nye malerier forholdt sig til Édouard Manets Frokost i det grønne og tænkt videre over picnic-genrens veksel mellem naturlighed og kunstighed og dens mulighed for at være en generel metafor for maleri.

Morten Buch har som afsæt for sine nye malerier forholdt sig til Édouard Manets Frokost i det grønne og tænkt videre over picnic-genrens veksel mellem naturlighed og kunstighed og dens mulighed for at være en generel metafor for maleri.
Forlæggene til de aktuelle malerier er i mange tilfælde, helt eller delvist, tegnet på iPhone og malerierne bærer i sig et ekko af de digitale billeder. De har samtidig i deres åbenhed og lethed et slægtskab med skitsetegninger og akvareller. Malerierne forholder sig gennemgående til andre billeder, som vi kan opleve virkeligheden gennem; de kan betragtes som gengivelser af gengivelser og det gør dem også yderst selvbevidste. Men de er samtidig også helt umiddelbart kropslige og spontane. De virker groteske i deres Disney tegneserieagtighed og løsslupne i måden billedfragmenter enten er kombineret eller opløst i hinanden.

Der er genkendelige elementer i direkte sammenhæng med skovturens rum, et ternet tæppe, brudstykker af et landskab, en flaske eller en sko. Men en sko er aldrig kun en sko, i hvert fald ikke den ideale sko. Det er først og fremmest en løssluppen formdannelse, på samme tid fx også et hoved, en vase eller en amorf tingest, der forvandler sig i mødet med beskuerens fantasi. Billederne er bevægelige og åbne, for at vi kan bevæge os i dem, det er tilstande, stemninger eller associationer fanget i et ultrakort uendeligt øjeblik. De bløde organiske former og kurver gør motiverne kropslige, sexede og outrerede, mens døden lurer i hjørnet fx som et forladt gangstativ. Det hvide rum i malerierne, tomrummet mellem formerne, ligger på samme flade som de øvrige ting, eftersom alt er malet vådt i vådt i én bevægelse. Elementerne er sideordnede, der er ikke noget hierarki, alting har sin egen selvstændige værdi og betydning; som ord i en rebus, der kan læses fra alle retninger.
Kilde: Galleri Susanne Ottesen
1123 København K
Tirsdag: 10:00 - 18:00
Onsdag: 10:00 - 18:00
Torsdag: 10:00 - 18:00
Fredag: 10:00 - 18:00
Lørdag: 11:00 - 16:00
Søndag: Lukket
Handicaptoilet - nej
Gratis for ledsager - ja