Nina Maria Kleivan: Når jeg sover

Relevans
Som kunstner har man ofte temaer man gennem karrieren kredser om. For mig har det været ting som familie, opvækst, det tabte, skalaforskydningen. Det skaber kontinuitet i ens virke – men hvordan undgår man at det ender som bevidstløse gentagelser. Hvordan formår man som kunstner at holde sig relevant? Både over for sig selv og overfor dem der ser ens værker. Hvor kommer inspirationen fra til at finde nye veje ind i de tematikker der optager en? Til at udforske nye metoder og materialer?

Metode
Inspirationen til værkerne i “Når jeg sover” kommer fra en udstilling jeg blev inviteret til at lave i Holland. Et miniatureudstillingssted, der lignede et rigtigt rum, men som var i skala 1:15. En sådan udstilling kan naturligvis løses på mange måder – men jeg valgte at gribe det an som om det havde været en udstilling i fuld størrelse. Men pga skalaen kunne jeg skabe værker der i 1:1 ville være langt større end hvad jeg normalt arbejder med.
Grundlaget for værkerne var gamle familiefotos fra Rusland – købt online, som jeg bearbejdede. I en hurtig, intuitiv proces, der var mulig pga af den lille størrelse. Da udstillingen var installeret, var jeg overbevist om, at jeg havde fat i noget, der var værd at arbejde videre med. At værkerne kunne fungere i fuld størrelse.
Jeg valgte at vende tilbage til oliemaleriet – et medie jeg ellers ikke har arbejdet med i mange år – fordi oliefarven har de forskellige egenskaber, der skulle til for at realisere billederne. Og en ny metodik var skabt: Den spontane skabelsesproces og den månedlange produktion førte til værker med et helt nyt udtryk, samtidigt med at jeg var nødt til at genopfinde mig selv i mødet med oliefarverne.

Koncept
Denne tilgang til den kreative proces har givet mig en ny mulighed for at undersøge min fascination af det uudsigelige mellem mennesker. Familefotoet hvor vi iscenesætter os selv, og det liv vi ønsker at leve, som dække over en virkelighed, der kan være meget anderledes. Hvor vi indgår i sammenhænge, der på samme tid er banale og alligevel til stadighed dybt kryptiske, uaflæselige og uforståelige, for den der ikke kender baggrunden for billedet.
Øjeblikket er fastholdt i fotoet – på overfladen tilforladeligt – men hvad skjuler der sig bag dét, vi ikke forstår?
Som når man sover og drømmer – en genkendelig virkelighed – men ofte fordrejet, fremmedgjort, og uforståelig. På vej til at kamme over i mareridtet. Vores ubevidste, der hjemsøger os, når vi prøver at hvile.

Og det er i dette ubevidste rum, jeg finder min inspiration – når jeg sover.

Kilde: Classeværelset