ØJE-BLIKKET

Mikael Thejlls værker er fra bunden skabt med afsæt i stedets funktionalitet, arkitektur, tid og publikum. På trods af meget forskelligartede udtryk og medier, fremstår de enkelte dele af udstillingen som en samlet helhed – en rumlig komposition. Det er i de enkelte værker placering, at der dannes rum i rummet – som f eks mellem to selvbyggede stole og en plakat med ord, på en væg. Eller i mødet mellem en tapetseret væg, og nogle lette papirsflyvere. Disse rumkonstruktioner er altid åbne, og uden kerne. De er ret beset rammer – lette bærende strukturer omkring en mulig social situation. De hviler på en idé om ligeværdighed mellem udsagn. Og, på en utopi om en mulig oversættelse af en udstillingens særlighed til en hverdagens praksis, i vores egne almindelige rum.

Meget stærke farver, er endnu et kendetegn for Thejlls kunstneriske udtryk: I stedet for hvide homogene flader opretter han igen nye rum i rummet med en bemalet væg eller to. De lægger sig foran, bagved og ind over andre flader og fæstner rummene til vores kroppe.

Endelig tilføjer Thejll ofte tekst, der anvendes ligeværdigt med fx maling. Enten malet direkte på væggen eller som integreret del af diverse objekter. Det er altid uventede og poetiske ordsammenstillinger, hvis referencerum borer en smutvej ind i vores kroppe, ved at de sammenkobler en fysisk og poetisk aflæsning.

Til den aktuelle udstilling har Mikael Thejll taget udgangspunkt i ordet ”øjeblikket”. Et ord, der er sammensat af ordene øje og blik. Det bliver et navn for det nu, hvor man befinder sig så fordybet i tilfældet, at tid og sted er ophævet. Det nu, hvor grænserne mellem mig selv og den omgivende verden er sløjfet: ”Tiden bliver derved selv til rum, til en lang række større eller mindre rum, der får liv og begivenheder til at fylde mere end de ellers ville gøre i en kun kronologisk opremsning”, som Inger Christensen skriver i ´Lysenes rige’.

Mikael Thejlls arbejde står frem som en parallel til poesi eller polyfonisk musik: Det sender måske især hilsener til komponisten Arvo Pärt og hans tintinnabulum, hvor korte motiver opretter en dialog med hinanden, fordi de er placeret ind i en præcist valgt overordnet arkitektur, og i en regelmæssig puls. Fra denne position kan de tale direkte til vores krop og til vores erindringer om den verden, der omgiver os.

Kilde: LOKALE