Re-effected matter

I feel nostalgia for the age to come.

You could call it tripping since it is imagery that does not prescribe your destination but guides you on the way to new states of mind. Its reference (for instance to experimental films of the 1970s, or tales of postcolonial scenarios in absurdum) is not meant to put you back in time or leave you informed about a matter of fact. It is finding a point of departure as a way of starting over. Trying to re-digest the latest dreamt images of the future. As always; the arrival should not precede the departure.

The re-effect is put onto something already effected, already modulated, already recognized as a modulated state, cooked over once more leaving the aesthetic well known and new at the same time. Rather than to depict an individual dream, it is a public form of dreaming out loud. A point of departure for new realities. Digesting the captured – over again – sending out an alien, a new matter! 

– Pernille With Madsen

Udstillingen, som er kurateret af Pernille With Madsen, kredser om kollapset mellem fortid og fremtid, mellem utopi og ruiner, mellem analog og digital teknologi. Værkerne afspejler hvordan vores perception følger bestemte mønstre i samspil med forskellige teknologier, og de bringer på forskellige måder perceptionen ud af fatning rumligt og tidsligt. Basim Magdys video Time Laughs Back at You Like a Sunken Ship (2012) viser et lukket botanisk miljø, hvor en mand bevæger sig rundt med et mystisk reflekterende apparat. Manden synes at vente på noget, men intet sker tilsyneladende, og alligevel virker alle ting i filmen ladet med energi. Der krydsklippes undervejs til andre scener: et skib i horisonten, antikke og post-industrielle ruiner, et palmetræ, mens natten falder på og tiden langsomt opsluger sig selv.

Der foregår i alle værkerne en blanding af inerti og suspense, en venten på noget som ikke kommer eller som allerede har fundet sted. I Lais Myrrhas video Not Yet (2011) ser vi en gammel fjernsynsskærm afspillet i langsom gengivelse fra skærmen tændes til øjeblikket lige før skærmbilledet toner frem. Værket repræsenterer et rum og en sansning, vi både kender og ikke kender, og som i vores digitale nutid stort set er forsvundet. Som et minde i slowmotion ligner det noget, der kunne være fra fremtiden.

Rose Kallals video Aldebaran (2015) er navngivet efter en massiv orangerød stjerne i midten af konstellationen Taurus. Det er et mix af traditionel animation, video syntese/feedback og computeranimation, sat sammen i et hypnotisk og non-lineært flow og tilføjet musik lavet ved brug af modulære synthesizere. Kombinationen af geometriske og “primære” former i og ude af sync associerer til visuelle effekter i tidlige science fiction film, eksperimentalfilm fra 70’erne, og eksperimenter med flydende krystalbilleder; en tidsrejse på en gang frem og tilbage i tiden.

Fælles er værkernes “mangel på definition”: en optagethed for situationer umiddelbart før et objekt, et billede, eller en fortælling er defineret eller faldet endegyldigt på plads; hvor eksisterende fragmenter kan samle sig i nye åbne former. Pernille With Madsens video Untitled – Restless (2016) er opbygget af filmede bygninger, facader og opstablinger i atelieret sat sammen som en uendelig kulisse eller touch skærm, der glider langsomt forbi blikket. Flowet af billeder balancerer mellem vægtløshed og stoflig friktion, hvor det materielle – fra bølgepap til blyantstreger – blander sig i forløbet. Det forbinder virtuelt med faktisk rum, og viser hvordan det ene hele tiden opstår af det andet.

Kilde: Galleri Susanne Ottesen