”Intet er helt, som det ser ud i kunstner Rebecca Orcutts portrætter og stilleben-malerier”. Sådan skriver journalist Richard McClure, om Rebecca Orcutts værker i anledning af, at hun i 2024 vandt prisen Young Artist Award uddelt af den anerkendte Herbert Smith Freehill’s Portrait Award i samarbejde med National Portrait Gallery, London.
Der hersker absolut er ingen tvivl om, at Rebecca Orcutt er en yderst talentfuld maler og det er hendes kommende soloudstilling i Gallery Poulsen et levende bevis på. Udstillingen handler om de stille øjeblikke, som vi alle sammen kender, dem der finder sted mellem tanke og handling, altså før man når at reagere, på det, man tænker, man vil gøre.
I malerierne udspiller der sig netop scener, hvor der skal til at ske noget, men personerne er fanget i en form for følelsesmæssig forsinkelse: de kigger, tøver og rækker ud, men virker nærmest fraværende i mangel på handling. Deraf kommer også titlen ”Fresh Lag”, som bedst kan oversættes til ny eller frisk forsinkelse på dansk.
Personerne i malerierne befinder sig ofte i mindre rum enten med lave lofter eller smalle gange. Det er rum, der repræsenterer en begrænsning, klaustrofobien puster én i nakken, men samtidig er der ikke rigtig nogen grund til at være bange.
Længsel er et gennemgående tema i alle malerierne – en længsel, der både er grundlæggende, det kan være efter forbindelse, kærlighed, mad eller måske en udgang? Men længslen er samtidig undertrykt, som om der lurer en fare eller er en risiko ved at foretage sig noget. Menneskene synes at ville have noget, men uden at de agerer på denne længsel. De kigger, de afventer, de længes efter noget, som vi ikke ved hvad er. Måske ved de heller ikke selv, hvad de længes efter?
Der er genkendelige genstande som attachémapper og post-it-noter i malerierne. De får tankerne hen på arbejde og produktivitet, men de er tomme. Måske som om noget er glemt? Eller en handling ikke er blevet udført? Salgsautomaterne er også genkendelige. De bliver genstand for denne længsel, her kan man få stillet sit begær, sin længsel helt konkret og ufarligt – men selv de lysende automater, får ikke personerne til at reagere.
Længslen handler derfor mere om selve længslen, end om det, der kan opfylde eller tilfredsstille længslen. Figurerne ser heller ikke ud til at have en rigtig form for forbindelse, de står forskudt, kigger, venter, tøver. Det er igen som om, handlingen er forskudt eller forsinket.
Rebecca Orcutt zoomer i malerierne ind på de små ubevidste kortslutninger vi alle sammen gør flere gange dagligt i øjeblikket mellem tanke og handling – et splitsekund af ubeslutsomhed. På den måde fremhæves kontrasten mellem den indre længsel og troen på at længslen bliver tilfredsstillet. Hvad end der kan opfylde eventuelle behov bliver i de stille øjeblikke overflødigt. Tilbage står derfor kun længslen, som en almenmenneskelig og evigtvarende tanke eller fornemmelse – noget som vi alle sammen kender – på godt og ondt.
Kilde:
Gallery Poulsen
Gallery Poulsen