Residential

27 apr - 29 dec 2024

I ånden af Joseph Beuys’ tanker, hvor kunst og kreativitet kan bruges til at transformere de forhold og strukturer, der former vores liv, inviterer CC alle til at lægge vejen forbi Refshaleøen og tage del i Residential.

Residential, Project Art Works, Photo: Reece Straw © 2023 Baltic

I ånden af Joseph Beuys’ tanker, hvor kunst og kreativitet kan bruges til at transformere de forhold og strukturer, der former vores liv, inviterer CC alle til at lægge vejen forbi Refshaleøen og tage del i Residential.


info

Residential27 apr - 29 dec 2024

Residential sætter fokus på kunstens potentiale både i forhold til det enkelte menneske, vores opfattelse af hinanden og fællesskabet. Samarbejdet er startskuddet til en større gennemgribende indsats, hvor CC vil være med til at øge synligheden og repræsentationen af neurodiversitet i kunstverdenen såvel som samfundet. Med en ambition om at blive Danmarks mest tilgængelige kunstinstitution er CC i fuld gang med at udvikle ny formidlingsstrategi, workshops og faciliteter, som bl.a. er blevet muliggjort med støtte fra Bikubenfonden og Ny Carlsbergfondet.
En tætpakket salonophængning af malerier folder sig ud i et virvar af farver, teksturer, mønstre og motiver. Et summende atelier inviterer udstillingens gæster til kreativ udfoldelse og samskabelse.
Project Art Works er et kollektiv af neurodivergente kunstnere og aktivister, der i 25 år har arbejdet i krydsfeltet mellem aktivistisk kunst og socialt arbejde. I den periode har de opbygget en samling af over 6000 værker skabt af neurodivergente kunstnere, der med komplekse støttebehov, funktionsnedsættelser og diagnoser har fundet nye veje at udtrykke sig kunstnerisk. Deres arkiv er et stærkt fysisk og visuelt vidnesbyrd på de mennesker, der ofte er skjulte og gemt væk i samfundet. Ved at kombinere værker fra deres samling med en workshop, hvor CCs gæster kan prøve flere af kunstnerkollektivets metoder på egen krop, afspejler den kommende udstilling Project Art Works kollaborative metode.
De værker som samskabes i udstillingen vil blive ophængt i atelieret, der udvides og videreudvikles i løbet af hele perioden.
Project Art Works’ aktivistiske praksis taler ind i en kunsthistorisk avantgardistisk tradition som forkaster det ophøjede kunstnergeni. Deres arbejde trækker tråde tilbage til kunstnere som tyske Joseph Beuys og danske Poul Gernes, og deres fokus på kunsten og kunstinstitutionens potentiale og ansvar i samfundet.
I ånden af Joseph Beuys’ tanker, hvor kunst og kreativitet kan bruges til at transformere de forhold og strukturer, der former vores liv, inviterer CC alle til at lægge vejen forbi Refshaleøen og tage del i Residential.
Projektet udforsker kunstens potentiale for at udtrykke sig og bygger nye rum for fællesskaber. I udstillingen kan man opleve Project Art Works studios’ nye film I’ve Got Ideas, Don’t You Worry, om den verbale- såvel som nonverbale kreativitets subtile og ekspansive kraft. I Residentialkan alle uanset sprog, krop og evner udtrykke sig, skabe forbindelser med andre og føre bevis for at have været her gennem kunsten.
Projektet er særegent i en dansk sammenhæng og vil på sigt forme CCs praksis og arbejde med at tilgodese mennesker med synlige såvel som usylinge funktionsnedsættelser. Med samarbejdet vil CC og Project Art Works øge repræsentationen i kunstverdenen såvel som samfundet, og styrke CCs position som en levende institution, hvor alle mennesker kan tage del i kunstoplevelsen.
Direktør på CC Marie Laurberg udtaler:
"Project Art Works' aktivistiske metode er et inspirerende og modigt bud på en af de store udfordringer i vores offentlige liv: vilkårene for borgere med fysiske og mentale funktionsnedsættelser. Som digteren Caspar Eric siger: 'hvorfor er det blevet næsten naivt at spørge, om vi ikke kunne skabe et lidt bedre liv for mennesker, der i forvejen lever med det ekstraarbejde, det er at have et handicap?' Ved at invitere Project Art Works ind i CCs udstillingshaller og ind i maskinrummet ønsker vi at undersøge, hvordan kunstinstitutioner kan understøtte dét projekt."
Kunstnerisk leder hos Project Art Works Kate Adams tilføjer:
”Det har været et privilegie at arbejde side om side med denne innovative institution, dens fællesskaber og neurominoriteterne i København. De enorme dimensioner i Copenhagen Contemporarys haller har muliggjort udviklingen af Residential, der udforsker og hylder vores fortsat voksende arkiv af værker af neurodivergente kunstnere.”
Arbejdet med inklusion, som fortsætter langt udover udstillingsperioden, er bl.a. støttet af Bikubenfonden. Kunstchef Dina Vester Feilberg siger:
"Copenhagen Contemporary ønsker med indsatsen at styrke en vigtig dimension af arbejdet for en bæredygtig fremtid. Jeg håber, det kan inspirere andre i det danske kunstliv - også fordi, CC er lykkedes med at skabe samarbejde med erfarne internationale aktører i feltet, og samtidig integrerer det i både organisationsudvikling og i selve den kunstneriske proces.”
Om Project Art Works
Project Art Works er et kollektiv af neurodiverse kunstnere og aktivister fra Hastings i England. Project Art Works var fællesvindere af Jarman Award i 2020, blev nomineret til Tate UK Turner Prize i 2021. Project Art Works deltog ved den seneste documenta 15 i Kassel sommeren 2022, og de seneste år har de samarbejdet med mange forskellige kunstinstitutioner i Europa, Tate Liverpool, Museo Reina Sofia. Residential blev tidligere vist på Baltic Centre for Contemporary Art i Gateshead, Storbritannien. Gennem årene har de samarbejdet med museer og udstillingssteder både nationalt og internationalt.
Kilde:
Copenhagen Contemporary

Adresse
Copenhagen ContemporaryRefshalevej 173A
1432 København K

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: 11:00 - 18:00
Torsdag: 11:00 - 21:00
Fredag: 11:00 - 18:00
Lørdag: 11:00 - 18:00
Søndag: 11:00 - 18:00

Entre pris
Voksen 18+: 140 kr.
Studerende: 95 kr.
Gruppe (mindst 15 personer): 115 kr.
Børn og unge under 18 år: 25 kr.
Medlemskab fra 25 kr./mdr.

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja