Nivaagaards Malerisamling markerer 100-års fødselsdagen for den danske kunstner Richard Winther (1926-2007) med en stor udstilling om denne vidtfavnende, kompromisløse, evigt undersøgende og skabende personlighed i dansk kunst. Særudstillingen viser eksempler på Richard Winthers enorme kunstneriske spændvidde samt værker fra hans private samling med store modernister som Giacometti, Picasso, Max Ernst, Sonja Ferlov Mancoba og Miró. Winthers samling iscenesættes i samarbejde med samtidskunstner Mie Mørkeberg.
Richard Winthers kunstneriske virke strakte sig over mere end seks årtier, og han efterlader sig en omfattende og vidtfavnende produktion. Livet igennem udforskede han kunstens væsen i både teori og praksis og beskæftigede sig med alt fra maleri, fotografi, skulptur, grafik, film, musik, litteratur og offentlig udsmykning.
Hans værker er båret af kunstnerens frie streg, men hans tilgang var systematisk som en forskers. Han spændte over det spontane og det konstruktive, det vildt ekspressionistiske og det strengt geometriske. Også de tekniske sider af billeddannelser optog ham, og han opfandt og byggede over hundrede fotografiapparater af simple materialer.
Han var en ustoppelig samler og skaber. I sin tilgang til kunstens væsen undersøgte han i bogstaveligste forstand sit materiale helt ind til benet, når døde dyrs skeletter blev opbevaret til anatomiske undersøgelser, gamle kameraer blev skilt ad og bygget op i nye konstruktioner - eller han selv trådte ind i kunsthistoriens personaer som bl.a. Leonardo da Vinci/Ricardo da Winti og i sine sidste leveår som eneboeren Hieronymus.
Richard Winthers motiver og figurer kredser om identitet, seksualitet, mytologi, religion, menneskelige relationer - og selve kunsten. Referencer til hele kunsthistorien såvel som til visuel kultur er dybt integreret i hans praksis. Uafladeligt brugte han af sine kunsthistoriske forbilleder og anvendte dem som alter egoer i forskellige undersøgende faser af kunstneridentiteter.
Mie Mørkeberg kuraterer Winthers samling i totalinstallation
Særudstillingen viser en lang række udvalgte eksempler på Richard Winthers enorme kunstneriske spændvidde samt værker af store inspirationskilder fra hans private samling af internationale modernister. Den betydelige samling favner navne som Alberto Giacometti, Pablo Picasso, Max Ernst, Sonja Ferlov Mancoba og Joan Miró - værker han siden donerede til henholdsvis Ny Carlsberg Glyptotek og SMK - Statens Museum for Kunst.
Særudstillingen viser en lang række udvalgte eksempler på Richard Winthers enorme kunstneriske spændvidde samt værker af store inspirationskilder fra hans private samling af internationale modernister. Den betydelige samling favner navne som Alberto Giacometti, Pablo Picasso, Max Ernst, Sonja Ferlov Mancoba og Joan Miró - værker han siden donerede til henholdsvis Ny Carlsberg Glyptotek og SMK - Statens Museum for Kunst.
Indblikket i Winthers egen kunstsamling udgør en selvstændig afdeling i udstillingen, som iscenesættes i samarbejde med en af vores tids vægtige kunstnere, Mie Mørkeberg (f. 1980), i en form for totalinstallation.
Mie Mørkeberg arbejder ofte med surrealistiske træk i sine malerier, hvor hun lader figurer, genstande og symboler optræde sammen i udefinerbare rum. Hun er desuden kendt for det store maleri Samtalen 1918-2024, der er malet til Samtaleværelset på Christiansborg med 30 kvindelige politikere.
Mie Mørkeberg kuraterer Winthers samling i en udstillingssal, hvor hun selv vil udsmykke væggene inspireret af motivkredsen i Richard Winthers kunstværk i huset i Vindeby. Mørkeberg vil i skabelsesprocessen eksperimentere med at gå ind i Richard Winthers streg og temaer som køn og identitet, der også er omdrejningspunkter i hendes egen kunst.

