Tove Storch: Skibet

Skibet er ikke et traditionelt figurativt værk. Værkets abstrakte og åbne form kan tolkes på mange måder: Den kan ligne et skib, en dråbe, en åbning eller en kropslig udposing. Denne flertydighed er netop et af værkets kvaliteter.

Tove Storch arbejder ofte i spændingsfeltet mellem det kropslige og det formelle, og i Skibet mødes det hårde betonmateriale med den bløde dråbeform, som opstår, når et tungt materiale hældes i et udspændt klæde. Tove Storch har i mange år arbejdet med støbeforme som kollapser. For at finde formen til Skibet har hun eksperimenteret med at hælde gips og sæbe i en rektangulær ramme hvorpå der er udspændt stof. Massen synker ned i tekstilet, og finder hvile, som en udmattet krop i en hængekøje. På den måde har Skibet også en kropslig relaterbar form.

”Enghavevej det sted, hvor man lægger fra kaj når man drager ud, og det sted man vender hjem til, lige der hvor trafikken skifter fra høj hastighed på det store oprørte hav til at sænke farten og flyde ind i de mindre floder og små laguner. Dette sted vil jeg gerne markere med noget som har en betydning for dem der suser forbi, og en anden betydning for dem som bliver.”

” Min ide til den 800 meter lange strækning af grøn midterrabat og den tosporede vej på begge sider, er at opstille en lang rød skibslignende skulptur. Det massive skib udgør et paradoks, da det straks ville synke som en sten på havet, alligevel vil jeg få det til at sejle henover græsset, og suse afsted med bilerne. For fodgængere venter der et andet eventyr i et helt andet tempo. Formen er nemlig ikke bare en hvilken som helst skibsform, men en gigantisk betondråbe. Den røde farve, understreger det kropslige og dråbeformede.”

”Skibet lægger sig i forlængelse af mange ting jeg har arbejdet med i min praksis de seneste år, nemlig den eftergivende støbeform, og det feministiske formsprog der opstår når den rette linje kollapser. I den eftergivende eller selvjusterende støbeform er det naturens kræfter som definerer den form, der dannes, og derefter halter matematikken og beregningens kunst efter.”

Citat fra lokal beboer fra filmen om Bavnehøj:
”Kunst i et nærområde løfter opmærksomheden hen på noget andet end ens egen lille andedam. Måske værkerne bliver en fast del af hverdagen. Noget der fortæller dig, at du er hjemme” – Asbjørn Riis, lokal beboer i Bavnehøj.

Undervejs i processen har Tove Storch afholdt borgerinddrangende workshops, hvor lokale kunne afprøve hendes metode, og støbe deres eget skib med gips i stof. Med dette kunstneriske fokus indskriver Tove Storch sig i en feministisk kunstnerisk tradition, hvor kvindelige kunstnere har blotlagt processer og arbejdet med stof som et tilgængeligt materiale.

Det stedspecifikke er også afgørende for Skibet. Lokale har været med til at udvælge Tove Storch til at lave værket på Enghavevej på baggrund af hendes særlige tilgang til at arbejde med stedets historik. Enghavevej markerer den gamle kystlinje, før byudviklingen tog fat. Det er også derfra, at Bavnehøj kvarteret tager navn: her tændtes bål som signal for forbipasserende skibe. Kunstværket Skibet fungerer som en markør på byens historiske lag, men peger også fremad som et symbol på bilernes fart og byens puls. Enghavevej er en indfaldsvej, hvor både biler og S-tog suser forbi i høj fart, og netop togene spejler sig i værkets røde farve. Samtidig bor der mennesker langs vejen, og fra deres perspektiv på fortovet og fra altaner opleves Skibet langsomt og nærværende. Skibet lægger til havn i Bavnehøj og mimer desuden områdets karakteristiske røde teglstensbyggeri.

Skibet markerer sig som et af de største offentlige kunstværker i København skabt af en kvindelig kunstner. Det nye værk vil blive et pejlemærke, både for beboere i Bavnehøj, men også for alle de mennesker der hver dag kører ind og ud af byens ad Enghavevej.

Kilde:
Områdefornyelsen Bispeengen