Udstillingen Play Pen Prodigy undersøger barndommens rum og de strukturer, der former børn – fysisk, mentalt og kulturelt. Med udgangspunkt i kravlegårde og legehuse sætter kunstner Sofie Winther fokus på, hvordan normer og værdier internaliseres gennem opdragelse og leg. Udstillingen, der er en del af projektrummet Platform, er kurateret af SOS Megazine.
Børnemagt - modstand som arv
Når voksenverdenens rammer og regler træder frem fra legehusets inderside, fremstår det ‘velkendte’ både genkendeligt og foruroligende; som en vrangside der ikke længere (kun) indbyder til leg, men bliver en påmindelse om (masse)produktion og effektivisering. Udstillingen Play Pen Prodigy trækker tråde tilbage til den danske børnemagt-bevægelse og beskæftiger sig med modstand som arv. Den insisterer på at ligestille værdien af børn og voksne.
Når voksenverdenens rammer og regler træder frem fra legehusets inderside, fremstår det ‘velkendte’ både genkendeligt og foruroligende; som en vrangside der ikke længere (kun) indbyder til leg, men bliver en påmindelse om (masse)produktion og effektivisering. Udstillingen Play Pen Prodigy trækker tråde tilbage til den danske børnemagt-bevægelse og beskæftiger sig med modstand som arv. Den insisterer på at ligestille værdien af børn og voksne.
I Play Pen Prodigy bidrager skulptur, video, lyd og duft til en samlet oplevelse, hvor grænserne mellem hjem, institution, produktion og fantasi begynder at flyde. Udstillingen undersøger, hvordan leg ofte fungerer som en kontrolleret proces – et redskab der former børn til fremtidige samfundsborgere, som tilpasser sig sociale og kulturelle forventninger.
Fra oprør til vuggevise
Udstillingen beskæftiger sig med oprør og identitetssøgen og refererer til ungdomsfilm som Fucking Åmål (1998) og Vi är bäst! (2013). Et blyantsportræt af kunstner Allan Lilholt (f. 1976, han/ham – elev på Kunstskolen Bifrost, en kunstskole for voksne kunstnere med særlige behov i Randers) forestiller de to hovedpersoner fra Fucking Åmål, som de kunne se ud i dag. Portrættet bliver et billede på tidens gang, idealernes bevægelighed og frihedens bestandighed. Hvad sker der, når ungdommen bliver voksen?
Udstillingen beskæftiger sig med oprør og identitetssøgen og refererer til ungdomsfilm som Fucking Åmål (1998) og Vi är bäst! (2013). Et blyantsportræt af kunstner Allan Lilholt (f. 1976, han/ham – elev på Kunstskolen Bifrost, en kunstskole for voksne kunstnere med særlige behov i Randers) forestiller de to hovedpersoner fra Fucking Åmål, som de kunne se ud i dag. Portrættet bliver et billede på tidens gang, idealernes bevægelighed og frihedens bestandighed. Hvad sker der, når ungdommen bliver voksen?
I et videoværk performer lydkunstner Joëlle McGovern Serret (f. 1993, Australien, they/them) et cover af punksangen Sex Null Två, kendt fra Vi är bäst!. Sangteksten fremføres uden for kunstnerens modersmål – ordene forvrænges, og ‘følelsen’ bliver det bærende element. Oprøret bliver til en vuggevise; et ekko af noget genkendeligt og en refleksion over sprogets og følelsernes forvandling.
Kilde:
Nikolaj Kunsthal
Nikolaj Kunsthal