Sofiia Yesakova & Sascha Kregel: Black Wall

Som et kristent kultbillede, der blev etableret mellem det 4. og det tidlige 8. århundrede, primært i den østlige kirke, er ikonen, der følger traditionen fra gamle panelmalerier, æret som det sande billede – Vera Ikon. I hellige rum betragtes ikoner som ›umalede billeder‹, ›billeder af himmelsk oprindelse‹ og ›det guddommelige væsens sæde‹. Det er ritualet, der foreskriver klare regler, instruktioner og orden for både fremstilling og håndtering af kultbilledet. Ikonet, det billede, der bruges i tilbedelsen, appellerer til betragteren. Det giver et løfte. Det lover noget. Det lover intet mindre end et mirakel gennem billedet.

I udstillingen Black Wall bliver vores udstillingsrum til et andagtsrum. Et sted for kontemplation, hvor vi udstiller 100 paneler af den ukrainske kunstner Sofiia Yesakova fra serien Blind Spot 2.1. – 2.100., som indgår i en dialog med et soundværk skabt specielt til udstillingen af den tyske soundkunstner Sascha Kregel. En kunstnerisk dialog, der rejser spørgsmål om samtidskunst i lyset af den fortsatte krigsterror og den mørke, den bringer ind i vores nutid, præsenteret for første gang på umbrella.

I flere måneder har Sofiia Yesakova, der forlod sit hjemland kort efter udbruddet af Ruslands aggressionskrig og siden har boet i Berlin, produceret 100 næsten identiske billedpaneler i repetitive, monotone arbejdsprocesser. I dette kontemplative værk finder kunstneren en måde at forholde sig intensivt til krigen, dens rædsler og dens dynamik.

98 billedplader, der er skabt ved hjælp af ikonmaleriets teknik og også i deres billedopbygning minder om ikoner, det vil sige om de kristne kultbilleder, danner en billedvæg på den nordlige side af udstillingsrummet. Der, hvor solen aldrig skinner, hvor ingen åbenbaring kan forventes, opstår den sort væg og nægter betragteren adgang til en anden verden. Den lover ham intet. Denne væg er uigennemsigtig. Vores blik reflekteres tilbage fra denne billedvæg. Det ender i en blindgyde. Her bliver vi ikke mødt af det sande ansigt. I stedet for Vera Ikon, der traditionelt lyser mod os fra ikonerne, bliver vi i de tomme sorte billedplader hundrede gange holdt spejlet foran os. Det, vi ser, er vores eget ansigt. Det spejles i intetheden, i tomheden af det sorte, ansigtsløse ikon og afslører rædslen. Billedvæggen bliver til en billedfront, til et tableau af rædsel, som vi bliver en del af i det øjeblik, hvor vores spejlbillede ser på os derfra. Det hellige format bliver »vanhelliget«, som kunstneren siger, og overført til en verdslig fortælling, hvor både de enkelte billedpaneler og hele billedvæggen skal forstås som en »visualiseret visualiseret tabrapport« og et »stumt skrig«. Det, som Black Wall viser, er, at fremstillingen i lyset af krigens rædsler kun kan mislykkes eller muligvis må mislykkes.

Fra den anden side af rummet, fra galleriet på den sydlige side af udstillingsområdet, trænger klangen ind i rummet og fylder det. De tonale systemer, der skabes i Sascha Kregels værk, er ikke baseret på harmoniske relationer mellem toner. I stedet bruger han overflader og linjer i tegninger som grundlag for at skabe sine tonale atmosfærer, som er mere tilfældige end planlagte og består af arytmiske minimale mønstre, resonansfelter og tilbagevendende støj.

I en konstant vekslen, hvor mørke lydfelter og latent støj nogle gange træder frem og andre gange trækker sig tilbage i baggrunden, og i modsætning til den tilbagevendende interferensstøj, træder lyden frem og danner en mørk, truende lydmur i rummet, et lydrum, som udstillingsbesøgende ikke kan undslippe. Lytteren konfronteres med for det meste monotone lydlandskaber, hvor forsonende harmonier kun kortvarigt dukker op. Harmonier, der, inden de kan berolige lytteren, enten udlignes af interferensstøj eller af den permanente og hørbare støj, der tilsyneladende er intet, og dermed muliggør en lydoplevelse, der er et hørbart svar på Sofiia Yesakovas billedvæg.

Kilde: Umbrella - west coast exhibitions