I efterårets store særudstilling træder Asger Jorn og andre store kunstnere fra museets samling ind i kollektivet SUPERFLEX til en samtale om museets funktioner, dets fremtid, transformation og perspektivskifte
Ved hjælp af kunstig intelligens bringes Asger Jorns (1914-1973), Jørn Utzons (1918-2008), Sonja Ferlov Mancobas (1911-1984), Per Kirkebys (1938-2018), Guy Debords (1931-1994), Jaqueline De Jongs (1939-2024), Le Corbusiers (1887-1965), Troels Andersens (1940-2021) og Pablo Picassos (1881-1973) tankeverdener til live og muliggør en samtale med SUPERFLEX på tværs af tid om nye og fremtidige perspektiver på det museale format.
Under titlen ASGER JORN & SUPERFLEX – SUPERCONVERSATION præsenteres et radikalt partnerskab mellem SUPERFLEX og Museum Jorn, der udmønter sig i gennemgribende installationer, nytænkende værkpræsentationer og en arbejdende fabrik etableret på museet, som fremstiller de såkaldte “Superbricks” – lyserøde, buede mursten af ubrændt ler fra Sorring. Med deres organiske materialer og geometri efterligner Superbricks naturlige habitater og imødekommer dyr og planter.
Som udstillingen skrider frem, opbygges skulpturer af Superbricks på museet, der igangsætter visionære idéer for formgivning, materialevalg og arkitektur ud fra tanker om økologiske miljøer, bæredygtighed samt plante- og dyrearters sameksistens og trivsel i en menneskeskabt ramme.
I udstillingen besjæler SUPERFLEX samtalen om et nyt Museum Jorn med en kunstnerisk nerve. Murstenene er både et symbolsk og konkret element – materielt, immaterielt og relationelt – der peger mod en egentlig arkitektonisk formgivning af en ny museumsbygning.
Om SUPERFLEX
SUPERFLEX blev grundlagt i 1993 af Jakob Fenger, Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Rosengren Nielsen. Udtænkt som et udvidet kollektiv, har SUPERFLEX konsekvent arbejdet med en bred vifte af samarbejdspartnere, fra gartnere til ingeniører til publikum. Arbejdet med alternative modeller for skabelsen af en social og økonomisk organisation har gennem tiden taget form som energisystemer, drikkevarer, skulpturer, kopier, hypnose-sessioner, infrastruktur, malerier, planteskoler, kontrakter og offentlige rum.
Kilde:
Museum Jorn
Museum Jorn