"Jeg ved ikke, om de hviler eller venter," sagde en kunstnerven, mens vi stod i atelieret og kiggede på en af jernskulpturerne. "De virker opmærksomme. Men også som om de allerede har fundet form."
Den sætning blev hængende hos mig. Ikke kun fordi den var rammende, men fordi den satte ord på noget, jeg vidste, men ikke haft sprog til at beskrive. De her skulpturer har altid virket som noget der var udspændt– ikke stivnede, men fastholdte. Som en bevægelse, der er stoppet midt i en gestus. Som strukturer, der ikke helt vil afgive signaler om deres funktion.
De er lavet af jern – bukket, svejset, tunge – men de opfører sig næsten som tanker eller reaktioner, der er blevet til from. De siger ikke noget direkte, men de er heller ikke neutrale.
Jeg begyndte på dem i 2013. Dengang havde jeg et behov for at træde ud af en mere idébaseret praksis og ind i noget fysisk – noget der svarede igen. Jern er ikke et materiale, man bare folder og limer. Det kræver kraft og beslutninger. Man kan ikke snige sig uden om noget. Hver handling bliver synlig, uafvendelig. Dengang blev skulpturerne som skitser i rummet – spændinger i materiale. Og så lagde jeg dem til side og gik ind i maleriet. Maleriet har været mit arbejde siden. Men da jeg i foråret vendte tilbage til jernskulpturerne, føltes de ikke som restmateriale. Ikke som noget ufærdigt. De føltes stadig åbne. Stadig med et potentiale.
Der er en understrøm, der forbinder skulpturerne og mine malerier – en interesse for fragmentet, for det ufuldstændige, for de former, man næsten genkender, men ikke helt kan få fat på. Begge arbejder med berøring, overflade, spænding – og med det øjeblik, hvor noget er ved at tage form, men endnu ikke har gjort det. I de her jernskulpturer sniger byens former sig ind: et gelænder, et klatrestativ, en stump ødelagt byrumsinventar. Ikke som citater, men som synsvaner. Noget man går forbi dagligt uden at se. Her bliver det taget ud af funktion og drejet over i noget tvetydigt.
Hvis malerierne følger tankens bevægelse hen over en flade, så er skulpturerne som tanker, der har fået vægt. De forklarer ikke sig selv. De hælder, spænder, holder igen. De inviterer ikke til fortolkning, men til nærvær. De får deres energi fra den måde, de undgår at falde til ro på – ved at blive ved med at være opmærksomme. Uanset om de hviler eller venter, så bliver de hos mig.
Kilde: Møntergade 6