Tue Greenfort: Tue Greenfort spiser Den Frie

Anbefalet under Det skal du se! uge 24
Et stykke anlagt produktionsmark og et kunstgødningsspringvand. En 400 million år gammel svamp, Prototaxites, ur-svampen, svampen over alle svampe. Periphylla Periphylla-goplen, en indikator på havenes tilstand. Et ruderat, terrain-vague eller et udkantsted, alle betegnelser for områder, som ikke er disponeret til et bestemt formål, men er præget af menneskelig aktivitet og tilfældige efterladenskaber. Med udstillingen Tue Greenfort Spiser Den Frie infiltreres udstillingsbygningen af levende organismer og organiske processer, der går i dialog med omgivelserne og med os. Nøgternt retter Tue Greenfort vores opmærksomhed mod det komplekse forhold mellem menneskets selvopfattelse og naturen. Fascineret af naturens mekanismer og mysterier udfordrer han de økonomiske, sociale, politiske og biologiske realiteter og sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi tilsyneladende stadig ser mennesket som overlegent i forhold til dets omgivelser.

Vi er overordentlig glade for at kunne åbne dørene til den omfattende totalinstallation, som fordeler sig i Den Fries seks sale. Med titlen Tue Greenfort spiser Den Frie refererer Greenfort til den franske filosof og videnskabshistoriker Michel Serres’ klassiske bogværk ”Le Parasite”. Serres sammenstiller, kort fortalt, menneskelige relationer og positioneringer med parasittens forhold til sit værtsorgan. Forholdet mellem vært og gæst, gestussen at invitere og at tage imod, er gennemgående omdrejningspunkt for Serres. For Greenfort er det især udvekslingen og relationen mellem institution og kunstner, som synes relevant. Idet han tager imod invitationen om at udstille i Den Frie, indtager og spiser han, i bogstaveligste forstand, Den Frie med værker, som snylter sig ind i bygningen og langt ind i kunstinstitutionens inderste indre. På den måde piller han ved rollefordelingen og stiller spørgsmålet, hvem er giveren, og hvem er modtageren? Hvem er parasitten, og hvem er værten? Hvem spiser hvem?

Når Greenfort retter fokus mod eksempelvis dansk landbrugs tab af biodiversitet eller iltsvind i verdenshavene, er det uden at plædere for pedantisk fingerpegeri. Her er noget knap så entydigt på spil, og han ønsker i højere grad at lokalisere og identificere de kompleksiteter, som synes at danne grundlag for vores tankegang. Mange kunstnere har i de sidste årtier beskæftiget sig med klimaproblematikker, men Greenfort adskiller sig ved et nuanceret, filosofisk og et mere omsiggribende blik på vores natursyn og det, han kalder ”oplysningstidens krise”. Som et teoretisk lag omkring udstillingen er Greenfort optaget af posthumanismen og ideen om den antropocæne epoke. Flere forskere mener, at vi i dag lever i den antropocæne tidsalder, en betegnelse for en ny geologisk epoke, hvor planeten er formet af vores egen tilstedeværelse i lige så høj grad som naturen selv. Mennesket har sat så markante aftryk på kloden, at det vil kunne ses i fremtidens geologiske lag. Den traditionelle distinktion mellem natur og kultur bliver mere og mere diffus og er derfor ikke længere relevant.

Tue Greenforts interdisciplinære praksis omhandler forholdet mellem den offentlige og private sfære, natur og kultur, og han formulerer ofte med æstetiske virkemidler en direkte kritik af den aktuelle klimadebat samt økonomiske og videnskabelige produktionsmetoder. Spørgsmålet om kunstens rolle i samfundet og dens egenartede autonomi er et vigtigt afsæt for udstillingen. Greenfort arbejder med det, han kalder en åben værkkategori, dvs. processuelle værker der snarere handler om relationer end om afsluttede statements. Inspireret af dynamikker fra naturen problematiserer og tematiserer han presserende samtidsanliggender omkring økologi og dens historie. I tråd med Serres’ ”Le Parasite” bliver Greenfort her parasitten, den udefrakommende, ”the interrupter”, som kiler sig ind i kunstinstitutionen for at lave ”rav i den” og igangsætte en offentlig debat. Selv siger Greenfort: ”Gennem kunsten kan man udfolde og diskutere aktuelle emner uden at kategorisere og sætte mærkater på, sådan som man gør det i politik”

Tue Greenfort har placeret sig som en markant aktør på den yngre internationale kunstscene og har efterhånden en lang række udstillinger bag sig med bl.a. deltagelse på dOCUMENTA 13 og Skulpturbiennalen i Münster 2007 samt soloudstillinger på Sculpture Center i NY og Secessionen i Wien. Men det er første gang, at Greenfort får mulighed for at udfolde sig alene på så mange kvadratmeter, og udstillingen bliver således hans hidtil største på dansk jord.

Kilde: Den Frie Udstillingsbygning