VIDEO VIDEO: Katja Bjørn og Jette Ellgaard

7 apr - 29 apr 2018

Ved brug af kollage-teknikker, løsrevede dele sat sammen på ny, arbejder Katja Bjørn og Jette Ellgaard på hver deres facon med at skabe nye billeder, nye fortællinger der skubber til det formynderiske blik, og lægger sig til vores erfaringsgrundlag og de kulturelle forestillinger vi har.

Jette Ellgaard: Korsevad, still. Pressefoto

Ved brug af kollage-teknikker, løsrevede dele sat sammen på ny, arbejder Katja Bjørn og Jette Ellgaard på hver deres facon med at skabe nye billeder, nye fortællinger der skubber til det formynderiske blik, og lægger sig til vores erfaringsgrundlag og de kulturelle forestillinger vi har.


info

VIDEO VIDEO: Katja Bjørn og Jette Ellgaard7 apr - 29 apr 2018

Det kan synes ensporet sådan at sætte to videokunstnere sammen, men forskellen og tilgangene til videomediet er nu temmelig forskellige. Hvor Jette Ellgaard bruger videomediet til at danne ramme om en lokalhistorisk fortælling fra Ringsted med et tydeligt narrativ, er Katja Bjørns brug af videomediet mere skulpturelt og impressionistisk i tilgangen. Video Video er en udstilling der rummer både det konkrete og det abstrakte.

Jette Ellgaard arbejder primært med foto, tekst og videoinstallation. Ofte via poetiske fotomontager og stedsspecifikke fortællinger, erindringer og kulturhistorie som omdrejningspunkt. Med videoværket Korsevad har Jette Ellgaard skabt et stedsspecifikt værk. Med afsæt i et sted, et fotografi og et barnebarns erindring udfolder Ellgaard historien om, hvordan læge Bodil Marie Bloch drev hjemmet Korsevad i Ringsted fra 1923 til 1950. Værket har et personligt og lokalhistorisk blik, men giver også et mere generelt perspektiv til et specifikt nedslag i vores samfundshistorie omhandlende behandlingen af udviklingshæmmede børn og unge igennem de sidste 100 år.

Katja Bjørns arbejde er hovedsageligt med video, der har en rummelig og skulpturel dimension, hvor selve videoinstalleringen er indtænkt som en del af perceptionen. I Bjørns praksis er selve projektionen og ‘dens’ placering ofte en motor for værkoplevelsen i det at selve installeringen er med til at give videoværket et rummelig præg, man kan træde ind i. Værket Decollage som Bjørn viser på Ringsted Galleriet, eksperimenterer med kroppens symmetriske form, der vises to adskilte videoinstallationer, en krop i to forskellige perspektiviske stillinger. Den afbildede krop er en ‘collage’ af to kroppe af forskelligt køn, to kroppe, der er halveret og kunstigt sammensat. Værket skaber således en illusion om kropslig enhed, der både bekræfter og afviser sin form.

Jette Ellgaard: Korsevad, still. Pressefoto

Ved brug af kollage-teknikker, løsrevede dele sat sammen på ny, arbejder Katja Bjørn og Jette Ellgaard på hver deres facon med at skabe nye billeder, nye fortællinger der skubber til det formynderiske blik, og lægger sig til vores erfaringsgrundlag og de kulturelle forestillinger vi har.

Værkerne kan ses i forlængelse af det 2-årige udstillingsprograms underliggende præmis: ‘decollage’, som er en kunstnerisk strategi, der i sit udgangspunkt river op, splitter, udøver ’hærg’  på det allerede eksisterende (billede). Decollage kan på mange måder ses som en ikonoklastisk tilgang.

Med udstillingsprogrammet de-co-lage!  kigger vi på kunstens tilpasningsevne (eller mangel på samme), fra at være et marginaliseret rum forbeholdt de få, til at være et prestigiøst rum hvor kunstneren kan agere magtfuldt. Med dette program ønsker vi at indfange det enorme spænd, der er i kunstrummet. Fra det lille formelle nørderi, det politiske, til spektakulære magtdemonstrationer.

Holdet bag Ringsted Galleriet inviterer indenfor til et møde med den billedkunstneriske faglighed, her vil der være mulighed for at opleve høj kunstfaglighed i en afslappet og  imødekommende ramme. Der vil være lidt øl, vin, sodavand, snacks af en art, og ikke mindst såkaldt artist-talk, hvor man får mulighed for at høre de invitererede kunstneres tanker omkring deres værker.

– Morten K Jacobsen

Kilde: Ringsted Galleriet


Adresse
Ringsted GallerietBøllingsvej 15
4100 Ringsted

Åbningstider
Lør 13-16 eller efter aftale

Se website for aktuelle åbningstider


Entre pris
Gratis entré