Vivi Christensen: Kroppen, som ingen ende vil tage

Billedkunstner Vivi Christensen er aktuel med soloudstillingen Kroppen, som ingen ende vil tage i Kunstbygningen Filosoffen, Store Sal, i Odense. Med udstillingen skildrer hun den angst, der opstår, når kroppen har været udsat for traumatiske oplevelser i lang tid.

Vivi Christensen bruger sine store malerier til at invitere os ind i familiens mest intime rum – denne gang til det sted, hvor angsten bor. I den aktuelle udstilling står vi således ansigt til ansigt med familiens mørke, når Vivi Christensen skildrer angstens udtryk. Udgangspunktet er hendes egne oplevelser med senfølgerne af at vokse op i en dysfunktionel familie med psykiske og fysiske overgreb.

Vivi Christensen fortæller: ”Jeg har arbejdet med at skildre angsten ved at undersøge og visualisere sårbarheder og kropslige fornemmelser i min egen krop som fx at miste jordforbindelsen, få uvirkelighedsfornemmelse, sitre og fare sammen og være i alarmberedskab.”

Kunstprojektet Kroppen, som ingen ende vil tage afsøger med andre ord angst som et spændingsfelt mellem forsvar, sårbarhed og kropslige fornemmelser. Vivi Christensen er inspireret af en række kunstnere, der ligeledes har beskæftiget sig med angstens udtryk. Det er fx bandet Under Byen, der bruger angst som en kreativ energi i deres musik på udgivelsen Af samme stof som stof. Og Edvard Munchs ikoniske maleri Skriget, der viser angst gennem en ekspressiv og forvrænget malerisk penselføring. Og ikke mindst forfatteren Sylvia Plath, som med romanen Glasklokken bruger sin angst og depression som drivkraft i en stærk selvbiografisk roman om en kvindes identitetsskabende ungdomsår.

Udstillingens værker kredser om de nære relationer og inderste følelser og knytter sig dermed til den tradition i kunsthistorien, hvor livet bruges som afsæt for kunsten. En tradition, vi kender fra værker af blandt andre Anna Ancher, Elina Brotherus og Louise Bourgeois.

Kilde: Kunstbygningen Filosoffen