10 anbefalinger til det kunstfaglige miljø
Hvordan trives man i et felt, hvor pengene er små og arbejdsforholdene ulige og uholdbare? UKK giver ti bud.

Hvordan trives man i et felt, hvor pengene er små og arbejdsforholdene ulige og uholdbare? UKK giver ti bud.
info
1. Det er ikke et spørgsmål om, men hvor meget
Kunstnere og kunstformidlere skal betales for udført arbejde. Når du lægger budget for en kommende udstilling eller et arrangement, skal du aldrig spørge, om der skal betales honorar, men hvor meget! Tag en snak med den pågældende deltager og find den rette pris – kig gerne på fagorganisationernes anbefalinger.
2. Brug De Nye Udstillingsaftaler
Få styr på de praktiske aspekter i et kunstnerisk samarbejde: økonomi, forsikring, rejser og formidling. Den Nye Udstillingsaftale og Kuratoraftalen gør samarbejdets praktiske aspekter konkrete og gennemsigtige og sikrer et ligeværdigt og forventningsafstemt samarbejde. Aftalerne kommer af et fælles ønske om bedre forhold og er skabt af organisationer fra begge sider af bordet.
Find aftalerne her
3. Betaling er ikke et tabu
Det er ikke et tabu at bede om honorar – men en ret. Du har som uafhængig kunstarbejder krav på betaling for dit faglige arbejde. Din produktion dækker ikke kun over materialer, rejser og forsikring – men også dine arbejdstimer. Husk derfor også at indtænke honorar i egne budgetter og produktioner.
4. Selvstændig eller lønmodtager?
Ikke alle kunstnere og kunstformidlere arbejder som selvstændige. Derfor kan det være nødvendigt at indgå i en projektansættelse og dermed arbejde som lønmodtager i forbindelse med en konkret formidlingsopgave eller udstilling.
Find skabelon til en kontrakt og vejledning her
5. Pas på, at guleroden ikke rådner
Praktikanter, løntilskudsstillinger og lignende kan være gode måder at opnå erfaring, indsigt og netværk på – men husk, hvad ordningerne er til for: At skabe erfaring til fremtidige job. Det er vores fælles ansvar at sikre, at guleroden for enden af pinden ikke rådner – og sørge for, at der fortsat kan ses frem til betalte stillinger. Det gælder både dig, der ansætter og dig, der ansættes.
6. Frivilligt, gratis arbejde?
Kærligheden for kunsten er stor, og den sætter mange ting i gang. Men tro ikke, at eksponering eller et langt CV betaler huslejen, regningerne eller børnepasningen. Det gør betaling for udført arbejde. Organiserer du udstillinger eller andre aktiviteter, så skal de medvirkende/udøverne have løn. Glem alt om Con Amore – og kald det, hvad det er: gratis arbejde.
7. Køn på dagsordenen
Når du igen står med en udstilling eller et arrangement med overvægt af mandlige indholdsproducenter, så er det tid til at kigge på, hvordan verdenen omkring dig ser ud. Som udstillingsarrangør eller organisator står du med muligheden for at præsentere publikum for mangfoldigheden i dansk kunst.
8. Du skriver historien
Køber du kunst ind? Så er du med til at skrive kunsthistorien, og i fremtiden skal det helst ikke hedde sig at: I 10’erne var der ikke mange kvindelige billedkunstnere. Som kunstindkøber har du et medansvar for, at et bredt udsnit af kunstnere uafhængigt af køn, etnicitet og baggrund indskrives i historien.
9. Samarbejd med din kollega
Glem splittelsen mellem udstiller/udstillingsarrangør, kunstner/formidler. Kunsten er et samlingspunkt – også i produktionsfasen.
10. Organisér dig!
Du er ikke alene i faget eller med din sag. Meld dig ind i dine faglige organisationer. Pas på faget og fremtiden!
Opsummering:
Hav dine prioriteringer i orden – tag indholdsproduktionen alvorligt – pas på din faglighed og tag ansvaret på dig – åbn øjnene for den mangfoldige kunst og dens udøvere.
Fakta
Fakta
UKK - Unge Kunstnere og Kunstformidlere er en uafhængig, faglig forening, som har til formål at skabe bedre forhold for samtidskunsten og dens udøvere.
Guiden er udarbejdet af UKKs bestyrelse i 2015.