100 kunstnere fortolker byen via Facebook Live

Metropolis har med performancefestivalen Wa(l)king Copenhagen inviteret 100 kunstnere til at vandre i København i 12 timer og live-streame hver time via Facebook Live. Man savner en mere konsekvent brug af live-sendingerne, men enkelte kunstnere formår fornemt at udnytte de visuelle, sociale og interagerende egenskaber, formatet rummer.

Metropolis, der siden 2007 har arrangeret scenekunst og teater i de københavnske gader, har i år forsøgt at justere deres festivalformat, så det fungerer i konteksten af den nye samfundsorden; en virkelighed med social afstand, isolation, mere end sædvanlige mængder af skærmtid og en by, der på mange måder tager sig helt anderledes ud.

Under titlen Wa(l)king Copenhagen tager festivalen sammen med ti gæstekuratorer og hundrede kunstnere gaden, byen og kunsten med ind i det sociale digitale rum: Facebook – eller mere præcist Facebook Live.

Værkerne, der ligesom ved Metropolis tidligere festivaler, udfolder sig rundt omkring i byen bliver denne gang streamet ud til publikum. Som et coronavenligt kunst- og bylivs-fix, der kan tages direkte på mobilen.

Og, måske også for at afprøve og kvalificere kunstens relation til de slags offentligheder, der udspiller sig på sociale medier? For hvordan skaber man kunst, der både forholder sig til den fysiske by og livet på sociale medier, samtidigt?

Gå i 12 timer og live-stream noget hver time!

Hundrede kunstnere er inviteret og programmet lanceres ti dage af gangen henover hundrede dage.

Den kuratoriske præmis er, at kunstnerne skal gå i 12 timer og live-streame et eller andet hver time via Facebook Live.

Det unikke ved Facebook Live er funktionens mulighed for dialog og interaktion med publikum via likes og kommentarer. Det er et kommunikationsværktøj, der gør det muligt for brands og virksomheder at opbygge tillid hos sine kunder ved at opbygge relationer og producere indhold, der er relevant for seerne.

Wa(l)king Copenhagens mål med at inddrage Facebook Live er ikke helt tydeligt. Indtil videre er streaming-funktionen primært blevet anvendt af kunstnerne som klassisk visningsrum i mere værkdokumentarisk forstand; en performance på et nyt sted hver time, der bliver filmet og delt live direkte med publikum ude i stuerne – eller hvor de nu befinder sig. Suppleret med korte fortællinger og introduktioner undervejs.

Mange af kunstnerne bruger også funktionen mere som ’behind the scenes’. Kunstneren har gang i et projekt, der strækker sig over 12 timer og giver en statusfortælling hver time fra et nyt sted.

Shekufe Tadayoni Heiberg viser vejen

Digter og performancekunstnere Shekufe Tadayoni Heiberg kommer med et ret godt bud på hvordan live-streamingen kan inddrages på en kunstnerisk interessant måde. Hun er en af de få kunstnere, der virkelig brillerer med sin håndtering af live-streaming formatet.

Årsagen er, finder man ud af, at Heiberg – udover at tage formatet dybt seriøst og have vigtige, byrumsrevolutionerende ting på hjerte – også er en brandgod formidler.

I enkle, smukke formuleringer om permakultur (det handler om helhedsplanlægning og implementering af økologisk bæredygtige systemer), skovhaver og grønning af byer sender Shekufe virtuelle nydelsesbølger ud i facebooksfæren og giver samtidig storbyen bagkant med sine velkomponerede billeder af forstadens landskaber.

Der er heller ikke noget håndholdt dogmeæstetik over Heibergs værk, hverken i billeder eller manuskript. Det er alt sammen helt skarpt og nøje velovervejet samtidig med, at det er personligt, visuelt flot og med plads til mindre spontane tiltag. Det gør tilsammen, at man bliver hængende på kanalen og lader sig opsluge og overbevise om permakulturens revolutionerende potentiale i byrumsoptik.

Dialog med byens beboere

En anden kunstner, der udnytter live-streamingens sociale kommunikationsmuligheder, er Lilibeth Cuenca Rasmussen. Ligesom Shekufe Tadayoni Heiberg bruger hun live-streamingen som kanal til at skabe dialog. Men modsat Heiberg, der kommunikerer 1:1 med publikum på den anden side af skærmen, kommunikerer Cuenca Rasmussen med de mennesker, hun møder på sin vej.

Lilibeth har sat sig for at fare vild og har derfor sat et yderlige benspænd op for sin vandring. Hun må kun gå mod steder, som andre anviser for hende: ”Hej jeg prøver at fare vild! Hvor vil du gerne sende mig hen? Et godt sted! Ikke derover – der har jeg været, men måske et flot sted?” Spørger hun forskellige mennesker; en ældre mand på en bænk i Brønshøj, en dame i et vindue og veninder på tur.

Mødet med disse mennesker er hendes kompas, der skal åbne for ukendte sider af byen og nedbryde vaner og fordomme, men måske også tegne et billede af, hvad byens beboere kan lide ved deres by lige netop nu?

Samtalerne bringer hende blandt andet til Herlev, hvor hun møder nogle unge mænd på et hjem for udsatte unge. De sender hende langs motorvejen i retning af Utterslev Mose, hvor hun slutter sin rejse. En fænomenal scene, hvor man virkelig kan mærke kemien vokse i det kortvarige møde og fornemme den gensidige respekt, der opstår på ganske få minutter.

Som et fint lille twist iscenesætter Cuenca Rasmussen samtalerne, så vi, der kigger med, oplever kommunikationen gennem kunstnerens blik. På den måde bliver det næsten som at være der selv.

Af og til vender hun lige kameraet om i selfie-position, og vi får indblik i anden virkelighed: En virkelig udmattet kunstner, der efter 12 timers vandring oprigtigt er faret vild i Københavns udkant og skal finde hjem til Nørrebro igen – helt uden GPS. Ligesom Heiberg er hun tilsyneladende også blevet forelsket i forstaden. Måske er konsekvensen af corona, at ingen gider midtbyen mere?

Kunsten og de sociale medier

Hvis live-streaming kan noget, som almindelig video ikke kan, så er det at kommunikere med publikum direkte og i øjenhøjde – via visuelle, sociale og interagerende greb, der gør, at man ikke scroller videre – for det har man som bekendt en ret naturlig tendens til at gøre på Facebook. Konkurrencen om publikums vedvarende opmærksomhed bliver nok ikke meget hårdere nogle steder end lige netop dér. Derfor er det også en ambitiøs, men også virkelig interessant opgave festivalen har kastet sig over.

Det kunne være spændende, at se live-streaming funktionen foldet endnu mere konsekvent ud med hensyn til de visuelle, sociale og interagerende egenskaber, den rummer, og ikke bare brugt som videodokumentation (i halvdårlig lyd og billedkvalitet).

For så vil man egentlig hellere se værkdokumentationerne i ro og mag på en hjemmeside på et tidspunkt, der passer en selv – men det er jo ikke dét, live-formatet lægger op til. Der skal man være på, når afsenderen er på. Og det er Wa(l)king Copenhagen hver time de næste mange, mange dage.