15. Juni Fondens hæderspriser uddelt

Den 23. november blev 15. Juni Fondens hæderspriser til i alt seks nydimitterede kunstnere og designere overrakt. Det er fjerde gang, at 15. Juni Fonden uddeler hæderspriser til nyuddannede kunstnere og designere. Priserne er på 40.000 kr. og kan ikke søges, men tildeles ud fra de værker, som kunstnerne har præsenteret på de respektive afgangsudstillinger.

Prisudvalgene har været rundt på afgangsudstillingerne – for kunstens vedkommende København, Aarhus og Odense og for designernes Kolding, Bornholm og København. Hos designerne er det i år Agnethe Schmidt Bigum, Signe Willersted / Claire Donohoe og Ghazaleh Akhavan, der bliver hædret. På kunstsiden tilfaldt priserne i år Kirsten Astrup, udgået fra Kunstakademiet i København, Asger Dybvad Larsen fra Det Jyske Kunstakademi og Johanne Rude Lindegaard, dimitteret fra Det Fynske Kunstakademi.

Her kan du læse et uddrag af fondens motiveringer for billedkunstnerne:

Kirsten Astrup
”TROE OG AGTSOM er titlen på Kirsten Astrups på samme tid let melankolske og vildt burleske, allegoriske sørgespil, som handler om redefineringen af begreber som arbejde, kontrol og kønsidentitet samt omkalfatringen af velfærdssamfundet (jvf. en af underteksterne i videoen: Relocated, accelerated, digitalized and sold).

Videoen, der er eminent godt skruet sammen, består af en række tableauer filmet i Heinrich Wencks tomme Centralpostbygning fra 1912 i Tietgensgade, der nu er blevet solgt til en norsk hotelkoncern. Værket – for der er vel egentlig tale om en genreoverskridende hybrid af video, performance, tableau, revy, kabaret og stedsspecifik installation – forener det bedste fra så spredte og idiosynkratiske traditioner som minimal music, Laibach, Bob Fosses Cabaret, Røde Mor, Morten Korch og Walter Benjamins Ursprung des deutschen Trauerspiels. Som i den klassiske græske tragedie bærer en del af skuespillerne masker. De enkelte tableauer, hvis musik for det meste er lavstemt og i mol, består af kor, der ”taler” med og op imod et fiktivt P1-snakkeprogram.

Der hviler over tableauerne en suggestiv stemning af nostalgi, fravær og fremmedhed, som binder alle disse modsatrettede greb af ’skønsang, børne-tv og drag-æstetik’, sammen til et forunderligt og helt suverænt værk, der skiller sig ud fra alt andet, der i øjeblikket laves på den danske kunstscene.”

Johanne Rude Lindegaard
”Med hendes tilgang til værkerne er maleriet i den grad i verden. Hun tildeler det et umisforståeligt nærvær. Stående, hængende og lænende sig op ad noget får de kropslig-fysisk karakter både som udtryk for autonomi og som kalkuleret effekt på beskueren. Næsten som i en kirke. Derved bereder kunstneren os på at forholde os til værkerne på afstand og helt tæt på. Man kan godt sige, at den slags pendulerende udveksling mellem flere afsæt i rummet er noget en del maleri afstedkommer – og oftest er værkerne jo blevet til sådan – men Johanne Rude Lindegaard pointerer effekten, fordi den er en præmis for hendes kunst. Hvad ser vi egentlig, og hvordan ser vi det? Det handler det om.

På den led er kunstneren optaget af maleriets formelle egenskaber og den specificitet i synsakten, de kaster af sig. Går man tæt på, afslører værkerne et væld af nøje afstemte og åbenlyse valg i forhold til materialer, proces og aflæsning. Og det er sjovt, at man fx står med en farveskala af brun, lilla og gul, der mest af alt kalder på erindringer fra 1970’ernes maleri. Ikke som retrogreb, fornemmer man, men fordi det er spillet om rummet på fladen, der helt naturligt inddrager lærredets tone og stoflighed i udtrykket i stedet for at dække det. Tæt på udspiller der sig tydelige spor af tilblivelse: Optegninger i gitterform med bly, pigmentstøv i spraylignende påføring, dramatiske clair obscur-effekter samt effekten af egentlige foldninger og overlejringer på lærredet.

Kan det således være et rent tilfælde, at Johanne Rude Lindegaards tre værker på afgangsudstillingen vækker mindelser om et rullegardin, et løvhang og et knust glas med tilhørende optiske effekter? Det nære sprænger sig vej til det uskarpe, det uhåndgribelige og det ubegribelige. Et udvidet rum til et maleri, der trods alt lever i et nyt årtusindes andet årti og ikke anno dazumal. Men det virker naturligvis kun fordi kunstneren mener det alvorligt.”

Asger Dybvad Larsen
”Asger Dybvad Larsens praksis er på en og samme tid en meget materialeorienteret og dybt filosofisk måde at arbejde med maleriet på. Når kunstneren selv har beskrevet sin inspiration, så ligger den hos andre malere, der har koncentreret sig om farven sort. Først og fremmest Kazimir Malevich sorte kvadrat, men der er også Robert Rauschenberg og Ad Rheinhardt i baggrunden. Den store maskuline tradition kunne man sige, selv om vi også her finder kvindelige inspirationskilder som Agnes Martin. Men man kunne også trække en mere traditionel feminin tradition ind, som ligger i det med at sy og sammenføje, som er en del af Asger Dybvad Larsens metode. I et værk indgår oftest rester fra et andet værk.

Asger Dybvad Larsens billeder er heller ikke kun abstrakte, de kan også være virkeligt konkrete og forbundne til værkstedet, som hans malerbakkebilleder. Som er opstået på den måde, at han har taget en afstøbning af sin malerbakke, som han derefter har trykt sit maleri med som et monoprint af malerbakken med dens ribben og rygrad. Man kunne se Dybvad Larsens arbejder som en form for overmåde tålmodige og meditative gennemarbejdninger af det samme, en udvidet række af stiløvelser, en evighedsmaskine, der kan blive ved at generere nye værker ud fra det mest minimale udgangspunkt. Jeg kommer til at tænke på Raymond Queneaus værk Stiløvelser fra 1947, hvor han skriver den samme fortælling 99 gange, men på så forskellige måder, at det aldrig nogensinde er den samme fortælling. Det kræver stamina at insistere på en så indavlende, undersøgende og samtidig knopskydende praksis.”