Åndehuller i neon og plastik
Anders Brinchs farverige forestilling i Randers er en underholdende rejse i pop-land.
Anders Brinchs farverige forestilling i Randers er en underholdende rejse i pop-land.
info
Udstillingen arrangeres i samarbejde med Kastrupgårdsamlingen, hvor den før har været fremvist.
Der er tre store malerier. Og så er der et virvar af små platforme i forskellig udformning. Et sted med en gigantisk hjemmemalet regnbue, et andet sted med bunker af vhs-film overhældt med plastik fra tuben og et tredje sted pornospillekort på et roterende tørrestativ. På væggene er der farvede prikker og belysningen stammer fra plastikspande over spots. Anders Brinchs øhav sætter gang i opleveren i den regnkolde vintertid med et sprælsk, installatorisk tivoli, der får den besøgende til at spærre øjnene op og nyde rejsen i pop-land!
Kulisse til rum-bal
Selvom Anders Brinch er sat i forbindelse med de senere års unge maleriboom, og de tre malerier på udstillingen er af ganske monumental størrelse, bliver de her trængt helt i baggrunden af rummets installatoriske virvar. De fungerer som bagtæppe for øerne, også fordi der indgår en havflade i dem alle. Lidt frækt kunne man se dem som refererende til museets kronjuvel, L.A. Rings Sommerdag ved Roskilde Fjord (1900). Vi ser dog en anderledes pop- og kitschpræget symbolisme i Brinchs version, hvor ufoer vælter ned over solnedgangen. I sin helhed bringer udstillingen også Paul McCarthys piratforlystelses-installation fra Head Shop/Shop Head på ARoS i 2006 i erindring. Hvor denne var diabolsk, latrinær og galgenhumoristisk, er Oxygen Islands mere tilforladelig underholdning.
Kulørt kritik
Der er dog en vis kritisk og satirisk ladning i pop-referencerne i øernes åndehuller, som i turisten med en oppustelig globus under hawaiiskjorten. På èn ø står et træ indpakket i reklamer, og på en anden er det rigtige planter, der vokser mellem udstillingens plast og neon. Hvad er kultur og hvad er natur, og er populærkulturen en vildtvoksende jungle? Er den trivielle klicheer, som i Everyday Islands tørrestativ med porno-spillekort eller befriende underholdning? Udstillingen siger ja til begge dele.
Generation Fucked Up strandet på Abe-øen
En af øerne hedder Fontex Island, og det er noget af en humørpille af en udstilling! Mega underholdende, uberegnelig og postmoderne. Vi ser her i stor skala blandingen af det hjemmelavede og de populærkulturelle genstandes glatte fernis. Denne blanding er ved at være noget af et karakteristika for denne kunstgeneration. Dermed bliver pop-satiren også – sandynligvis utilsigtet – vendt mod samtidskunstens underholdningstrang og referencer til b-film og computerspil. Man får derfor lidt en smag af ‘Generation Fucked Up strandet på Monkey Island’ af udstillingen, efter at det farverige underholdningskick har fortaget sig. Det skal dog stærkt anbefales at lægge vejen forbi Randers, og museet skal roses for dette tiltag, som de har arrangeret i samarbejde med Kastrupgårdsamlingen.
Fakta
Udstilling
Oxygen Islands
12 jan 2008 24 mar 2008
Anders Brinch
Randers kunstmuseum Se kort og tider
Fakta
Anders Brinch tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007 og har blandt andet været repræsenteret på udstillingerne Malerhjerne! på Arken (2006) og Elmers Cut på Galleri Tom Christoffersen (2002).