Absolut straight out of… vodka

På en måde er hun det amerikanske svar på en Sophie Calle. Hun har beskæftiget sig med billeder og tekst i 25 år, i de seneste år med en mere og mere antropologisk undersøgende tilgang.

Tilsat et stort skvæt af selvudlevering kredser den amerikanske kunstner Frances Stark (f. 1967) om nogle personlige, men universelle spørgsmål. Tvivl, succes, fiasko, stolthed, sex, moderskab, pædagogik og klasseforskelle. Hendes praksis spænder fra kultegninger og kollager til PowerPoints, video, animeret tekst med musik, performance og sågar en Instagram-profil, som den internationalt berømte kurator Hans Ulrich Obrist har omtalt som “a little creepy and totally brilliant”.

The talk of the town
Ved Absoluts prisuddeling indtog hun den stockholmske kunstscene med charme og humor.

“I’m a believer. Art is my religion,” klukkede hun fra talerstolen, mens kunstbranchen samlede hænderne til salver af bifald.

Stark var i byen for at modtage prisen for bedste foreslåede kunstværk; en pædagogisk operafortolkning af Mozarts Tryllefløjten, som vil blive fremført i hendes hjemby Los Angeles’ nok mest berygtede ghetto-bydel, gangster-rappens krybbe Compton. En pædagogisk forklaring følger.

Til at realisere projektet modtog hun et stipendium på 20.000 euro samt yderligere 100.000 til selve udførelsen. Eneste betingelse: Værket skal færdiggøres inden september 2016.

Straight outta Compton
Som en lille forsmag på Starks kunstneriske livtag med opera – nu hvor den omtalte stadig er på tegnebrættet – blev én af de mange vodkadrinks i Stockholm serveret på Belenius/Nordenhake Galleri, hvor en animeret tekst af Stark var projiceret op på to af galleriets vægge; gengivende en samtale, Stark engang havde med en af sine internetelskere.

Samtalen i værket er komponeret og sammensat med Mozarts Don Giovanni – østrigerens opera fra 1787, der er baseret på fortællingen om skørtejægeren Don Juan. I Starks værk tilbyder den en refleksion over samtidens opfattelse af seksuel udnyttelse.

”Det er det bedste eksempel på en pædagogisk opera,” fortæller Stark mig senere, da jeg afkræver hende et svar på, hvordan en pædagogisk opera ser ud.

”Værket er pædagogisk, fordi man som publikum forsøger at forstå meningen med ordene, men uden at være i skole. Du er ikke tvunget. Du bliver heller ikke testet, men der finder alligevel en slags undervisning sted.”

”En slags didaktisk udveksling?” forsøger jeg.

”Ja, det kan man godt sige. Det er en form for ny forståelse af, hvad undervisning kan være.”

Stark er som kunstner ikke bare sådan at gribe om. Hun er en af nøglepersonerne i Los Angeles’ kunstmiljø, var repræsenteret på Venedig Biennalen i 2011 og har undervist i samtidskunst på University of Southern California og Princeton i ti år. Samtidig er hun helt opslugt af rap og skateboarding, og da jeg møder hende har hun samlet sit hår i to rottehaler og fortæller mig hjerteligt om gangster-rappere, jeg aldrig har hørt om.

”Der er den her rapper, som jeg er dybt interesseret i,” begynder hun. ”Jeg har lyttet til alle hans plader. Dj Quik hedder han. Han er kæmpestor og totalt respekteret i rappens verden.

Da jeg startede med at studere, vadede jeg samtidig ind i en kæmpe gældskrise. Jeg gældsatte mig for 80.000 dollars, mens jeg læste om vigtige samtidskunstnere. Imens rendte Dj Quik rundt på gaderne i South Central, LA og solgte crack og kokain. Det var hans investering i dét at blive en kunstner.

Her er altså en sort mand, han er fire år yngre end mig. Vi er begge midaldrende, vi er begge anerkendte kunstnere, men vi har haft fuldstændig forskellige tilgange til det at uddanne os. Da jeg sendte mit forslag ind til Absolut Art Award beskrev jeg den her problematik. Jeg beskrev, hvordan universitetsmiljøet i byen har udviklet sig i en negativ retning, til et elitært institutionelt racistisk miljø, som jeg efter ti år som underviser er blevet nødt til at forlade af de samme grunde.

Nu vil jeg fortælle den her historie.”

Selvuddannelse og eksklusion
Starks tiltro til undervisergerningen er i frit fald. Hendes pædagogiske opera skal sætte spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig legitimerer, at et menneske besidder autoriteten til at uddanne et andet. Hvem bestemmer, hvad en rigtig uddannelse er?

”Jeg spillede i et punkband, da jeg var teenager,” fortæller Stark mig ikke overraskende. ”Der åbnede sig en hel verden af musik for mig. En hel kanon af betydningsfuld musik. Leonard Cohen, Robert Johnson, jazz… you name it, jeg åd det hele. Igennem den subkulturelle form opdagede jeg helt nye historier og et nyt vokabularium. Jeg modtog en virkelig vigtig uddannelse af bare at være i punk-musikken.”

”Så du uddannede dig selv på en måde?”

”Ja, lige præcis! Og jeg har altid været jaloux på musikken eller romanens tidslige dimension. I kunsten kan det blive så fladt. Man kan gå ind, se på en kunstudstilling i to sekunder og gå ud igen. Jeg har altid været interesseret i, hvordan kunsten kan møde de andre dimensioner og medier. Tage en passage ud af en bog og præsentere den i en kunstudstilling for eksempel.”

”Eller genfortolke en klassisk opera i en rap-komposition?”

”Ja,” smiler Frances Stark til mig.

Desværre har hun endnu ikke slået hullet ind til Dj Quik og hans verden. Hun håber stadig på at kunne bygge en bro mellem sin og hans; forene operaen med rappen ved at lade ham komponere partituret.

”Han har ikke vendt tilbage på mine henvendelser. Han vil sikkert ikke have noget at gøre med en hvid, midaldrende, intellektuel kvinde som mig,” griner Stark.

De ekskluderende diskurser går åbenbart begge veje. Indtil det sker må vi nøjes med at fejre, at barrieren mellem samtidskunsten og spritindustrien er nedbrudt. Så absolut.