Æresboheme i pæne rammer

Det er lidt uvist, præcis hvorfor Kunstforeningen Gl Strand har fundet den norske kunstner Christian Krohg (1852-1925) frem. Som undertitlen angiver, var Krohg en hovedskikkelse og skildrer af dét kunstnermiljø, som selvbevidst kaldte sig Kristiania-Bohemen i 1880’erne og 1890’ernes Oslo.

Udstillingen viser dog værker i mange andre genrer langt væk fra bohemens røgfyldte cafeer fra Skagens fiskere til kunstnerens egen familie. Der er gode værker i alle genrer, men helhedsindtrykket er ikke skarpt nok.

Særligt ikke for en kunstner, der ville stryge samtiden mod hårene og være ”i krig mod borgerskabet” og kunsten som ”gourmanderi” og fik en uofficiel titel som ”æresboheme”.  

Det moderne livs maler
Med et lån fra Baudelaire, er det oplagt at kalde Krohg for ”Det moderne livs maler”. Krohg var inspireret af de moderne nybrud, som franske kunstnere som Édouard Manet og Gustave Courbet stod for. Det var realismen i skildringen af verden, som den var, og impressionismen som stilistisk aftryk.

Det realistiske program og den samfundsengagerede position var rodfæstet i den kreds af radikale kunstnere, forfattere og debattører, der blev kendt som Kristiania-Bohemen efter Hans Jægers roman Fra Kristiania-Bohemen (1885) (der var så skrap kost for ordensmagten, at den blev beslaglagt blot en time efter udgivelsen!).

Krohg var også forfatter og udgav den ligeledes bortcensurerede bog Albertine (1886) om en prostitueret kvindes hårde skæbne. Det store maleri Albertine i politilægens venteværelse (1885-87) fremlægger ligesom bogen det, samfundet ikke ville se: De prostituerede ved politiets tvungne lægekontrol.

Fraværende hovedværk
Lidt underligt får vi ikke selve dette maleri at se på udstillingen (angiveligt af praktiske grunde). Vi får til gengæld en række skitser og relaterede portrætter af prostituerede, sypiger og andre fattige kvinder, som samfundet normalt ikke værdigede et blik.

Trods fraværet af hovedværket er det i disse billeder, Krohg synes mest mindeværdig som en modig og demonstrativ, men også indfølt skildrer af kvinderne. Bemærkelsesværdigt nok er disse fortolkninger mere relevante i dag end de talrige portrætter af tidens vigtige kulturelle og politiske personer, såsom Norges statsminister Johan Sverdrup eller litteraten Georg Brandes.    

Mellem familien og bohemen
Andre rum i udstillingen fyldes af billeder af kunstnermiljøet iblandt Kristiania-bohemen og kunstnerens hjemlige rammer med børnene og hustruen Oda Krohg (der også var maler).

Kunstnerkredsen er mere historisk interessant end levende ud fra billederne selv. Havde udstillingen strengt fokuseret på Kristiania-Bohemen som et væsentligt moderne kunstnermiljø (der blandt andet talte en ung Edvard Munch) og måske medtaget værker af de andre bohemer var dette vigtige og sagnomspundne stykke nordisk kunsthistorie lettere at fremmane.

Nu kvæles Boheme-stemningen i guldrammer og en kontrast til en lang række billeder fra kunstnerens egen familie. Levende skildringer af et uventet stof i tiden, javist, men ikke særlig interessant i dag.

Undtagelsen er billedet af ”Malerinden Oda Krohg” i rød skjorte og hat, som er et levende portræt i kontrast til den snærende spidsborgerlighed. De tunge guldrammer og Gl. Strands nydelige lokaler gør ellers deres for at få Krohgs værker til at tage sig netop pænt borgerlige ud for det nutidige blik.

Mere Skagen end norske fjelde
Der er ikke skildringer af norske fiskere eller meget fjord og fjeld i Krohgs værker. Trods sin fremtræden som en stor norsk trold, var Krohg en urban maler af det moderne liv.

En undtagelse er en række billeder fra Skagen, hvor Krohg var bonkammerat med de danske Skagensmalere. Billederne herfra dyrker ikke overraskende de stovte fiskeres autentiske liv og ligner dermed Krøyer og Anchernes berømte værker. Igen var et mere skarpt fokus på denne scene og dens nutidige relevans at ønske.  

Trods den altid populære aura af Skagensmaler og den mere streetwise status som boheme er det alt i alt lidt overraskende at se den norske kunstner præsenteret i en soloudstilling på en kunsthal i København. Udstillingen giver nemlig ikke helt svar på hvorfor, vi skal se Krohg i dag og præsenterer ham som en mere alsidig end mindeværdig maler.