Affald i kunsten – genbrug #4

Et af Peter Carlsens seneste værker, som nu kan ses på Kastrupgaardsamlingen, er en parafrase over Caspar David Friedrichs berømte maleri ‘Vandreren over tågehavet’.

Men i stedet for den romantiske helt, der står på bjergtoppen og betragter den sublime natur, står nutidsmanden i jakkesæt på toppen af en affaldsdynge og kigger på en storby. I hånden har han ikke en vandrestav, men en indkøbspose med sloganet ”Du gør en forskel”.

Læs også:
Ugens kunstner – Peter Carlsen

Peter Carlsen er ikke den eneste, der afspejler affaldet som fænomen og som problem i disse år. Men hvor Carlsen maler affaldet er der en lang række kunstnere, der bruger selve affaldet som materiale.

Det er ikke i sig selv noget nyt, det har kunstnere gjort hele vejen op gennem det 20. århundrede, fra Kurt Schwitters til arte povera, men det som sker i disse år er, at affaldet selv i højere grad tematiseres som problem og at mange af disse kunstnere kommer fra andre verdensdele med mere iøjnefaldende affaldsproblemer end vores.

Lad os kigge på et par af de mange eksempler:

Ophobet emballage og haute couture
Den kinesiske kunstner Song Dong har tematiseret sin mors enorme ophobning af genstande. Hun kunne simpelthen ikke få sig selv til at smide ting ud, ikke en gang emballage. Det er på sin vis en personlig historie. Men der ligger også et politisk-historisk aspekt i dette, idet moderens generation oplevede en stor fattigdom og derfor også nøjsomhed under og efter kulturrevolutionen, der ramte Song Dongs familie særligt hårdt af politiske grunde.

Den ophobende mentalitet er endda blevet et fast kinesisk begreb, ”wu jin qi yong” (smid ikke noget ud”). Det er en længere historie, som man kan læse om her. Det, Song Dong har gjort er som et work-in-progress at udstille moderens omfattende samling af efterladenskaber siden 2005.

Både som fuldt synlige genstande i indendørs udstillingsrum, og på Documenta 13 som en dynge af affald, der fik lov at kompostere og skabe en smuk høj med rig vegetation, især græs, men også forskellige farvestrålende blomster. Man kunne ikke længere se objekterne, der nu indgik i en naturcyklus, omend det næppe alt sammen er lige nedbrydeligt.

Den indiske kunstner Vivan Sundaram tematiserer affald mere bredt fra et land, der bugner af det i byerne og på gigantiske lossepladser. Han laver fotografier af affaldsdynger og videoer om gadebørn der lever som klunsere. Men mest kendt er han for sin modekollektion med smukke og spektakulære haute couture-kjoler lavet af cykelslanger, papkrus, badesvampe og andet gadeaffald, lavet i samarbejde med designeren Pratima Pandey. Under sloganet ”den enes affald er den andens skat” gør han det uædle ædelt, gør det, vi ikke værdiger et blik når det er smidt ud, til noget, vi kigger på med beundrende blikke. Det lave bliver det høje, underklassens klunsemateriale bliver overklassens fetich.

Brændte dæk og computeraffald
Mexicanske Gabriel Orozcos Chicotes er en minimalistisk gulvskulptur lavet af stumper af sprængte bildæk, som ligger og flyder i grøftekanten langs de mexicanske motorveje. Her behandles et affaldsmateriale igen æstetisk, men med en mindre slående skønhed end Sundarams kjoler. Det handler nok om bilkultur, men behandles cool og nøgternt i arrangementet på gulvet, overhældt med smeltet aluminium.

Det politiske er i højsædet hos den sydafrikanske fotograf Pieter Hugo, der med Permanent Error har lavet et indgående portræt af en elektronisk losseplads i Ghana, hvor en stor del af vestens computeraffald havner, fordi vi ikke selv orker at tage os af det. Ideen er at det skal genbruges i nye apparater, men praksis er at det smeltes om og brændes med store miljøproblemer til følge. I Hugos billeder ser vi især de mennesker, der har den elektroniske losseplads som deres middel til overlevelse.

Skyggespil
I den modsatte ende af skalaen er Tim Noble & Sue Websters skyggekompositioner, hvor bunker af skrammel arrangeres nøje, så de kaster fine, detaljerede, todimensionale skyggefigurer op på væggen. Her er affaldet et middel til at opnå en visuel wow-effekt, der kombinerer forskellige æstetiske domæner. Men affaldet er ikke blot et middel til at skabe skyggen, det er en også skulptur i sin egen ret. Til gengæld er der tilsyneladende ingen tematisering af affaldets geopolitik eller miljøproblemer, men blot æstetiske undersøgelse.

Når affaldet fylder så meget på den globale kunstscene i disse år, er det utvivlsomt fordi vi har affalds- og miljøproblemer, der i sidste ende skyldes vores hensynsløse forbrug. Men affaldskunsten samler sig ikke i en fælles stil eller et fælles anliggende, som de vidt forskellige eksempler her viser. Om værkerne gør en miljømæssig forskel, skal jeg ikke turde sige, jeg tror i hvert fald ikke, den er stor. Men måske kan disse værker alligevel plante nogle frø, der gør os mere opmærksomme på affald som problem og genbrug som løsning i en overbefolket og overforbrugende verden.