Afgang gennem Kunstbygningen

Syv dimmiterende elever fra Det Jyske Kunstakademi med hver deres afgangsprojekt udstiller i disse dage på Aarhus Kunstbygning. Her får de nyudklækkede kunstnere mulighed for at vise kulminationen på fem års studier.

En broget skare
En afgangsudstilling er som helhed en forholdsvis svær størrelse at gå til; her er ikke et overordnet tematisk emne, en specifik stil eller et gennemgående medie. Nej tværtimod tager de studerende et bredt spektrum af medier og temaer i brug på udstillingen AFGANG12.

En smuk splittelse
Et værk på udstillingen fortjener i særdeleshed fremhævelse. Færøerske Marianna Bjørgheims poetiske og personlige videoværk Midt i mellemtiden.

I videoen bevæger en kvinde sig på et hvidt underlag samtidig med, at hun forsøger at tegne sit eget omrids med sort tusch. Et umuligt projekt, da kroppen hele tiden er i bevægelse og derved kun efterlader antydninger – aldrig en helhed. Samtidig taler to kvindestemmer om savnet efter hjemstavnen Færøerne efter flytningen til København.

Værket handler om nationalitet, men også mere generelt om den splittelse, der kan være i opfattelsen af at høre til to steder – at føle sig splittet i to. Meget smukt giver Bjørgheim konkret form til følelsen af aldrig at være hel, men kun halv. Som at føle sig som en svag antydning af ens oprindelige helhed.

En uhyrlig ballerina
Kim Sandra Rasks installation Contemporary Ballerina tager sig ud som et rum-i-rummet. Her drejer en ballerina i menneskelig størrelse rundt i et mørkt rum, mens pladespilleren hun står på, spiller en melodi om og om igen. En uhyrlig gengivelse af det klassiske smykkeskrin og ballerinaen.

Ballerinaen, lavet i papmaché, balancerer på pladespilleren. Kroppen fremstår skrøbelig, dansen anstrengende og musikken uhyggelig. Værket griber sig fast som et skræmmende billede af vor tids stræben efter kontrol og perfektion – men det er også et lidt slidt og klichefyldt billede.

Kit Carlsen har malet en hel væg i udstillingsrummet med en særlig lysreflekterende hvid vægmaling, som skaber et hvidt vægmaleri. Et indgreb der griber ind i selve kunstinstitutionen. Værket undersøger, hvor meget eller hvor lidt der skal til, for at noget bliver synligt for os. Det er et modigt afgangsprojekt at udstille en hvid væg, men desværre står man tilbage med en fornemmelse af at have set denne undersøgelse før.

Manipulerende arkitektur
I totalinstallationen Indtagelsen af en fremmed stat forsøger Mathias Sæderup at forstørre de kulturelle strukturer, som kommer til udtryk i blandt andet arkitektur. Det lykkes i værket Refleksionerne breder sig, hvor en rulletrappe manipuleres til et komplekst system af rulletrapper. I vores moderne verden symboliserer rulletrapper effektivitet og bevægelse fremad. Det er et midlertidigt sted, hvor vi kun opholder os for at spare tid.

Men Sæderup betragter denne slags arkitektur med mistro og i værket er mennesket reduceret til lemminger, som blindt lader sig føre med af rulletrappen, selvom det betyder, at vi kører i ring i en uendelighed. Sæderup tydeliggør i værket, hvordan arkitektur styrer, begrænser og manipulerer vores daglige bevægelsesfrihed og forudbestemmer vores valg. Værket retter glimrende vores opmærksom mod de rum, vi alle passerer hver dag, men ikke tager notits af.

Et godt udgangspunkt
Sara Willemoes Thomsen, Ulrik Guldin Pedersen og Nanna Riis Andersen udstiller hver især flere værker, men alle formår at holde et tydeligt fokus og undgå, at værkerne peger i for mange retninger.

Der er noget for enhver smag på udstillingen – både de vellykkede og de mindre vellykkede – men generelt en række interessante værker af nyuddannede kunstnere, som man kan glæde sig til at støde på i fremtiden.