Aftale om Kulturens Analyseinstitut er på plads
Regeringen og aftalepartierne bag finansloven for 2022 er blevet enige om rammerne for et nyt Kulturens Analyseinstitut, som ved hjælp af viden og analyser skal bidrage til at udvikle kunst- og kulturområdet.

info

Kulturens Analyseinstitut bliver en ny selvejende institution under Kulturministeriet. Instituttet skal være i stand til at sammenfatte, bearbejde og formidle aktuel og relevant forskning og viden fra ind- og udland, og samtidig skal instituttet have kapacitet til selv at gennemføre analyser, udredninger og undersøgelser. I finansloven for 2022 er der afsat 4,0 mio. kr. i 2022 og 8,0 mio. kr. årligt i 2023-2025 til instituttet.
”Et analyseinstitut for kultur har været bredt efterspurgt af kulturlivet i mange år”, udtaler Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen. “Med instituttet får vi alle bedre adgang til viden og data om kunst og kultur, og samtidig skal instituttet være med til at sikre, at der er dialog og vidensdeling mellem kunstens og kulturlivets mange aktører.”
Kulturministeren udpeger bestyrelsen, som skal repræsentere kompetencer inden for ledelse, økonomi, dansk og international kulturpolitik, kultur- og kunstfaglighed, viden om psykologi, sociologi og lignende, forskning samt statistik. Der lægges vægt på, at bestyrelsens medlemmer har en særlig indsigt i kulturlivet. Det er hensigten, at et af bestyrelsesmedlemmerne repræsenterer et af de øvrige nordiske lande.
Den kommende bestyrelse nedsætter et rådgivende panel bestående af repræsentanter for kunst- og kulturlivet, som løbende inviteres til at indgå i en dialog om instituttets virksomhed.
Kilde: Kulturministeriet