AI er mere interessant som teknologi end som kunst, men..

Kunstig intelligens kan nu fremstille billeder med ganske få instruktioner i løbet af 0,5. Skal det nu være kunst?, spørger vores klummeskribent.

Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Artificial Intelligence. Kunstig intelligens. Kunstig. Intelligens. En intelligens, der ikke er ægte, men som er det næste teknologiske gennembrud, der allerede efterhånden er allestedsnærværende. AI er nemlig ikke navnet på Elon Musks nye barn, men en meget virkelig, uvirkelig dimension af vores nye livs- og interaktionsformer. Også inden for kunst og museer kigges der nysgerrigt ad den vej. Selvfølgelig. Kunstig intelligens kan nu fremstille billeder med ganske få instruktioner i løbet af 0,5, og snart vil der være samme muligheder med audio.

Spørgsmålet ‘skulle dét nu være kunst?’ kommer hurtigt til at lyde snobbet og reaktionært, men jeg vil tillade mig at stille det alligevel. Lad os skille tingene ad og se på, hvad vi forstår ved kunstens iboende egenskaber og hvad teknologien med dens kunstige intelligens og udvidede virkelighed gør ved os.

Hvad ville Walter Benjamin sige?

Walter Benjamins berømte essay, “Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder”, om kunstens aura refererer til den mekaniske reproduktion af kunstværker: “Selv ved den mest fuldendte reproduktion forsvinder én ting: kunstværkets her og nu – dets unikke eksistens på det sted, hvor det befinder sig”.

Benjamin taler i forlængelse af dét om kunstværkets ‘ægthed’, som han definerer som “indbegrebet af alt det ved den, som fra dens oprindelse kan gives videre, fra dens materielle holdbarhed til dens historiske vidnesbyrd. Da sidstnævnte er funderet i førstnævnte, så begynder i reproduktionen, hvor førstnævnte har unddraget sig mennesket, også sidstnævnte – tingens historiske vidnesbyrd – at vakle”.

Med andre ord bliver et kunstværk mindre og mindre ægte ved at blive konstant mekanisk (eller digitalt) reproduceret.

Hvad med kunst, der ikke er reproduceret, men produceret digitalt? Kan vi overhovedet bruge Benjamin til at diskutere det? Den nye teknologi ligger så langt fra Benjamins erfaringsramme, at det er svært at sige, hvad han ville synes om det. Vi må derfor undersøge den digitale kunsts natur lidt nærmere, men lad os holde fast i begreberne om aura og ægthed.

Her bliver jeg nødt til at blive personlig: Det fængende ved kunst har for mig altid været, at den ville noget. Når jeg betragter et rigtig godt værk, får jeg følelsen af, at det vil mig noget. Det er den – som Benjamin siger – “unikke eksistens på det sted, hvor den befinder sig”, altså det faktum, at et menneske med vilje, følelse og evne har skabt noget, og at dette noget skinner igennem mediet og får mine knogler til at vibrere. Manglen på ægthed er derimod kendetegnet ved den kunstige intelligens.

Digitale AI værktøjer vil mig ikke på samme måde noget. Dens kunstighed kommer meget stærkt til udtryk netop ved fraværet af aura. I filmen Her fra 2013 begår Joaquin Phoenix’s karakter den fejltagelse at få ægte følelser for en kunstig intelligens. Følelserne var meget ægte den ene vej, men vil aldrig kunne gengældes, og derved mangler det smukke og sårbare ved menneskelige relationer og relationen mellem mennesker og kunst. Oplevelsen skal gå begge veje, hvis den skal være fuldendt, og dét gør kunst fremstillet af kunstig intelligens til en meget kunstig og ensidig oplevelse.

‘’Twitter is not a real place’’

Kunstig intelligens kommer ikke ud af den blå luft. Det kommer ud af en virtuel verden med digitale rum, såsom sociale medier og online fora. I Dave Chapelle’s Netflix Special The Closer fra 2021 snakker han om konflikter på nettet og minder os om, at Twitter ikke er et ægte sted. Det medfører både latter og eftertænksomhed, at et digitalt – uægte – rum som Twitter kan medføre så mange ægte stærke følelser.

Herhjemme er der en stigende opmærksomhed på unges mistrivsel, som man mener i høj grad er forårsaget af et stort forbrug af netop sociale medier. Vi ved også nu, at overdrevent brug af online spil forringer unges livskvalitet. Det er en udvidet virkelighed, som er programmeret til at få din opmærksomhed, men som ikke giver dig noget igen. Det er dén uvirkelige virkelighed, som kunstig intelligens, DALL-E, Virtual Reality, Extended Reality, ChatGPT osv. vokser ud af. Ordet værktøj dukker hele tiden op i min research om kunstig intelligens. Hvis jeg spørger ChatGPT hvad kunstig intelligens er, svarer den selv, at det er et værktøj. Det brillerer ikke som kunstskaber.

Isolerende eller inkluderende?

Der er dog en dimension af kunsten, hvor teknologien er et interessant værktøj, nemlig formidlingen. Vi har stadig meget at lære, men efter nogle års eksperimenter – nogle mere vellykkede end andre – så viser der sig interessante digitale formidlingstiltag. Lige præcis digital reproduktion og mediering tilbyder nemlig noget, som den originale kunst ikke gør, siger Benjamin: “Derudover kan den for det andet bringe kopien af originalen i nogle situationer, som originalen selv ikke er i stand til at nå. Frem for alt gør den det muligt at komme modtageren i møde, det være sig i skikkelse af fotografiet eller grammofonpladen. Katedralen forlader sin plads for at blive modtaget i en kunstelskers studio; korværket, som blev udført i en sal eller under fri himmel, lader sig aflytte i en stue”.

Netop evnen til at møde et publikum, der hvor det er, er den største fordel ved digitale værktøjer. SMK Fridays er et eksempel på dette. På en nylig SMK Friday med temaet Sindets Sansninger, som havde fokus på kunst og mental sundhed, eksperimenterede museet med en online tilstedeværelse, som gjorde det muligt for interesserede publikummer at være med på deres egne trygge præmisser, hvor de ikke var hindret af evt. sygdom eller social angst. Tiltaget var en stor succes, som museet vil videreudvikle.

Virtual Reality er et andet eksempel på et medie, der kan trodse fysiske og tidslige barrierer.

Vi kender allerede flere gængse digitale formidlingsformer som TV, Spotify, YouTube, streaming, osv., som fylder rigtig meget i vores allesammens hverdag og kulturforbrug. Det er et indbygget paradoks, at teknologien nedbryder fysiske skel og tillader os at skabe og dele meget nemmere end nogensinde før, men samtidig efterlader os isolerede og ensomme, fordi det vi frem for alt går på kompromis med, er selve ægtheden og dermed selve grunden til, at vi i det hele taget elsker kunst.